| Et flystyrt bringer skæbner sammen |
| |
Harrison Ford er ikke den mest aktive skuespiller; manden har en usædvanlig veludviklet, kritisk sans, når det gælder manuskripter – og har på sine senere dage trukket sig tilbage, for kun sporadisk at dukke op på det hvide lærred i film som Airforce One (her glemmer vi lykkeligt floppet Six Days Seven Nights!). Derfor er det altid en stor fornøjelse at anmelde en film, han medvirker i. Hans fantastiske mimik, der næsten urørlig gennem en hel film kan fortrylle, for derefter mod slutningen at give et glimt af et akavet smil, giver manden en karisma, der efterlader publikum i hypnose.
Fejlplaceret Men at placere manden med stenansigtet og den bryske stemme i et romantisk drama er et hasardspil, som kun instruktørveteranen Sydney Pollack tør give sig i kast med. Som den bryske politimand 'Dutch' har han tilsyneladende alt; en lidenskabelig kone, et lykkeligt ægteskab og et godt arbejde. Men hans kones død i et flystyrt, og afdækningen af det grusomme faktum, at hun har bedraget ham gennem længere tid, får Dutch til at opsøge (og hold nu godt fast) hans kones elskers kone. Her finder vi Kristin Scott Thomas (Den Engelske Patient) i rollen som Kay Chandler, en politiker, der sidder i den amerikanske kongres, og som ligeledes intet aner om ægtefællens utroskab. Men de to ønsker ikke lige helhjertet at finde sandheden; hvor det bliver en besættelse for Dutch, prøver Kay at beskytte sin karriere og 15-årige datter for den smertefulde sandhed: At flere års lykkeligt samliv har været en illusorisk løgn.
2 ’tilfældige’ skæbner I forsøget på at bearbejde deres sorg og vrede opnår de 2 sårede sjæle en form for sympati for hinanden, og kærlighedens mysterier forbliver mere uudgrundelige, da de på trods af deres voksende mistro til omverdenen ser hinanden som det eneste virkelige i omgivelser fyldt med løgne og bedrag . Men helt så enkelt er det selvfølgelig ikke. Kays politikerkarriere hænger i en tynd tråd, og Dutch udvikler en usund form for paranoia, samtidig med at han manisk søger at afdække omfanget af hans kones forræderi.
Hellere hver for sig Det menneskelige drama, mest egnet for et voksenpublikum, der udspiller sig i Random Hearts, bliver gribende fortalt af Harrison Ford og Kristin Scott Thomas. Men ironisk er de bedst hver for sig. Deres voksende begær for hinanden svarer til at gå på opdagelse i kummefryseren, hvorimod de hver for sig formår at afspejle indre lidelse så det nærmest gør ondt at følge. Rejsen mod sandheden om deres ægtefællers sande identitet bliver fortalt nænsomt og roligt, og Sidney Pollack skaber drama i topklasse; men efterlader romantikken i korte, aggressive udbrud, der understreger, at Harrison Ford er i den forkerte boldgade.
|
| |
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Jacki 28-10-2011 02:04 | Heck of a job there, it asbouletly helps me out. |
| michaelw 16-10-2007 20:59 | En film der desværre lider under en sjælden dårlig præstation fra Ford. Nogle gange er det som om historien glemmer hvad det er den handler om og så bliver den så skubbet igang igen. Kedelig. To stjerner. |
|
|
|  |
|