| At fortælle verden |
| |
Man troede det ikke muligt. For både første og anden del af Peter Jacksons Tolkien-konverteringer var mere end almindeligt gode. Men nu har han alligevel overgået sig selv. Jo, den sidste del er trilogiens bedste - en berusende stærk eventyroplevelse for Tolkien-fans, filmelskere og alle andre, der kan lide gode historier.
 |
Copyright:
SF Film |
Afslutning
Der er med rette store krav til en trilogis afslutning. Ikke alene skal den kunne stå alene som velfungerende filmstrimmel, den skal også på rimeligste vis samle og løfte enderne fra de to første. Og netop det er lykkedes med bravur for Kongen vender tilbage. Vi står nu med det komplette værk og kan endelig konstatere, at en bedre konvertering fra bog til film næppe var mulig. Jackson har taget modige chancer og har været lige så konsekvent i sin udførelse af dem. Mere professionelt drejes en filmfantasi af denne størrelse ikke, og givetvis er det den lille newzealænderinstruktørs genuine kærlighed og uforbeholdne dedikation til eventyret, der har gjort udslaget. Det bør regne med store Oscars over New Zealand og New Line til februar.
Stor overraskelse og lille skuffelse
Åbningssekvenserne var spektakulære, overraskende og medrivende i både Ringenes herre - Eventyret om ringen og Ringenes herre - De to tårne. Lige så stemningsfuld og imponerende er begyndelsen til slutningen desværre ikke. At starte med Smeagols tyveri af ringen, dengang han stadig var en hobbit, er dog slet ikke noget uovervejet valg, for som vi ved, er det jo den senere Gollum, der skal få det sidste ord i ringens skæbne. Samtidig er det også klogt af Jackson og hans medforfattere at sætte fokus på hobbitterne, hvis betydning til tider næsten synes at drukne overfor de andre og mere handlekraftige figurer i eventyret. Den indledende scene skal derfor hverken klandres for sit indhold eller dens manglende spektakulære karakter, for universet er blevet rigeligt introduceret med de to første film, og det er også ganske fornuftigt at dedikere tid til personerne, der står overfor deres endelige ud- og afvikling. Men desværre er det ikke rigtig lykkedes at lave en særlig mindeværdig genfortælling af Smeagols nederdrægtighed i tilegnelsen af ondskabens ring. Faktisk fremstår indledningssekvensen en smule sjusket. Men nok om det, for heldigvis bliver det kun bedre i de resterende 3 timer og 15 minutter!
 |
Copyright:
SF Film |
Afgørelsens time
Det er altså i Kongen vender tilbage, vores helte for alvor træder i karakter. Merry og Pippin bliver som bekendt til meget andet end comic reliefs - og det er tiltrængt (Gimli er måske den eneste, der aldrig rigtig udvikler sig til mere end stemningskommentator fra sidelinjen) - Aragorn træder stoisk sin skæbne i møde, Frodo må bøje sig i støvet for ringens styrke og Sam viser, hvilket stof rigtige venner er gjort af. Og så er der vores troldmand, der igennem alle 3 bøger på den ene eller anden måde har formået at holde fællesskabet samlet. I sidste del er der meget mere af den elskelige Gandalf, der for mange fremstod distanceret som Den Hvide i De to tårne, men i slutningen får han brug for det meste af sin troldmandsstyrke og charme for rigtig at redde trådene ud og samle dem igen. For i Kongen vender tilbage står det endelige slag mellem Saurons styrker og hærene fra Gondor og Rohan. Det er blevet afgørelsens time for alle implicerede, og håbet – som Gandalf siger - kan kun tilhøre fjolset.
Slaget på Pelennorsletten
Hvad Helms kløft var for De to tårne, er slaget på Pelennorsletten for Kongen vender tilbage. Og hvilket et slag! Ikke kun fordi, de hundrede tusinder af pixel-statister fremstår virkeligt og gruopvækkende, men fordi Jackson – ligesom Tolkien gjorde det i bogen - virkelig har formået at få opbygget vores tro på, at håbet rent faktisk er ude for det gode.
Scenarierne omkring den imponerende bjergby Minis Tirith i Gondor er derfor ikke bare fantastisk flotte at se på, de er også fantastisk spændende at vente på udfaldet af. Gensynet med Aragorn er lige så glædeligt som i bogen – man ’er der’ et hundrede procent med vore venner, og tilmed er der også blevet plads til magiske fantasifostre og glimtende humor, som da vores elegantier Legolas på højest opsigtsvækkende vis nedlægger en gigantisk 'mûmakil', men fremtræder så upåvirket som var han på spadseretur i Kløvedal.
Den mest fænglsende
Kongen vender tilbage er på mange måder den mest medrivende og fængslende film i trilogien. Der vil være mange klumpe i halsene rundt omkring i mørket, ligesom latteren vil lette, når det ser allersortest ud. Der er måske ikke meget originalt at hente i det materiale, den bruger som virkemidler, vil man formentlig høre de udenforstående indvende. Korrekt, men det er så effektivt og betagende skruet sammen, at de fleste genrefæller blegner ved dens side.
Hvor er min yndlingsscene?!!
Lige så sikkert som Kongen vender tilbage bliver en kassesucces af de helt store, lige så sikkert er det, at mange vil være skuffet over alle de passager af bogen, filmen ikke kunne rumme. Til de værste af slagsen hører selvfølgelig udeladelsen af Saruman og hele sjette bogs sekvens i Herredet, hvor hobbitterne må generobre magten. Men den fås kun på dvd’en, og efter at have siddet i en biograf i 3 timer og tyve minutter, må man betragte det som et ganske rimeligt valg af instruktøren. På samme måde vil det uden tvivl vække opsigt, at det endelige slag ved den sorte port er væsentligt forkortet og uden den mindeværdige samtale mellem løjtnanten af Barad-dûrs Tårn, Saurons Mund, og Gandalf. Til fans af disse og mange andre udeladte scener, er der kun sige, at en film og en bog skal tale to forskellige sprog. Selvfølgelig kunne det gøres på andre måder end Jacksons, men uanset om man er enig eller ej, er det svært at nægte effektiviteten i dens nuværende form. Selv siger Jackson, at hans svære valg ikke er truffet på baggrund af, hvad tusinder af fans måtte mene, men med udgangspunkt i, at han selv har opfattet sig som fan – og netop af denne grund er det så stor en fornøjelse at se hans bud.
At fortælle verden til menneskene
Kongen vender tilbage er den bog, der repræsenterer bedst den del af Tolkiens ånd, der ville fange og medrive sit publikum. Forfatteren lagde aldrig skjul på, at hvad han skrev først og fremmest skulle underholde læseren, og Jackson står på ingen måder tilbage for den udfordring. Kongen vender tilbage og hele Ringenes Herre-fænomenet handler udover kampen mellem det gode og onde, mellem naturen og teknologiens hensynsløse udnyttelse af den, i høj grad om at fortælle historier. Vores danske forfatter Svend Åge Madsen siger i sin bog ’At fortælle menneskene’: ”Måske foreligger verden, før vi træder ind i den. Men som en drøm kan den kun fastholdes ved, at vi fortæller den. Og ved at fortælle den former vi den efter bedste evne og giver den mening.” Sam fortæller med andre ord samme mening i udvalgte passager af eventyret. Sidste del af trilogien viser det for os. Menneskene har behov for den gode historie. Tolkiens 50 år gamle skriverier var på denne måde også ment som en hyldest til sproget, og det er en hæderlig gestus af Jackson at lade filmens sidste ord være hans. For det var dem, der inspirerede instruktøren til at lave sin hyldest - til filmens sprog. Og tak for det!
|
| |
| Seneste kommentarer: (147 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | frodo
17-4-2010 01:10 | eller var det nu gene hackman.. ja det var gene hackman. verdens bedste skuespiller uden tvivl. |
| Johnny Pepperoni
16-4-2010 13:00 | Aha. |
| frodo
15-4-2010 20:06 | med himmelhunden |
| Johnny Pepperoni
15-4-2010 18:01 | frodo, hvem snakker du med? |
| frodo
15-4-2010 17:11 | dine kritikpunkter holder ikke særlig godt :) desværre. Igen må jeg jo bare pointere at return of the king i alt vandt 11 oscars så der er vel ikke meget at tale om der! |
|
|
|  |
|
