| For enden af drømmene |
| |
Tuvalu er den første spillefilm fra den 31-årige tyske instruktør Veit Helmers hånd. Han har i løbet af halvfemserne vist sit talent med en række kortfilm, som er blevet prist og belønnet på alverdens internationale filmfestivaler. Med Tuvalu får man nu chancen for at opleve et af de mest oplagte filmskabende talenter siden Orson Welles.
Omkring en badeanstalt
Fra et Europa, som man ikke har set mere hærget siden Lars von Triers Forbrydelsens Element, giver Helmer os den eventyrlige historie om en række originale eksistenser omkring en yderst faldefærdig badeanstalt. Ud over gæsterne og deres charmerende særheder bliver vi præsenteret for den i bogstaveligste forstand oppustede og blinde bademester, en ældre kone der sidder og samler på knapper, mens hun styrer billetsalget med rund hånd, og vi møder Anton, bademesterens dagdrømmende og elskovssyge søn. Anton er forelsket i den smukke unge Eva, og hun i ham. Men da den gode kong Neptun i badeanstaltens loft er i stærkt forfald, og der en dag falder en sten ned fra hans relief og rammer Evas far i hovedet, så han dør, giver hun Anton skylden. Flere ulykker rammer den stakkels Anton. Den onde Gregor, der ejer badeanstalten har planlagt at jævne bygningen med jorden. Med slagordene: ”System, teknologi, profit!” vil han bane vejen for en ny 'topmodern' bydel. Anton er ikke den kvikkeste helt i verden, men alligevel formår han, med omstændighedernes gentagne håndsrækninger, at yde Gregor og det anmassende fremskridt værdig modstand.
Magisk stemning
Historien kan måske lyde lidt simpel. Men det modbeviser filmens magiske stemning stærkt fra de allerførste billeder. I filmens helt specielle univers, lidt a la Caro og Jeunets Delicatessen og De fortabte børns by, har alle personerne deres helt særegne eventyrlige karakterer, og når man møder dem i vældet af afsindigt medrivende scener, opsluges man totalt af historien.
Stemningen i filmen forstærkes yderligere af, at de oprindeligt sorthvide billeder i efterarbejdet er tonet i forskellige farvenuancer alt efter omgivelsernes humør og af nogle finurlige scener, der med særligt farvesprudlende montager skildrer Anton og Eva, når de fantaserer om at sejle sammen i solnedgangen, væk fra forfaldet og de grimme omgivelser til Tuvalu, landet for enden af deres drømme.
Universel forståelig
Filmen vender med sin fortællemåde helt tilbage til billedfortællingernes rødder, og den er næsten ordløs. Selvom talefilmene igennem mere end 70 år har gjort det helt naturligt, at filmenes historier bliver fortalt gennem sproget, er filmen utrolig let forståelig. I stedet for talen spiller den stærkt og effektivt på de gamle stumfilms udtryksfulde mimik. Mange af billederne er yderst simple og taler helt universelt med deres grundlæggende sans for komik. En ældre dame, for eksempel, er gjort til verdens sjoveste i nogle få sekunder, hvor man ser hende i poolen, i en badering med en krykke ved sin side, mens hun nyder livet og en cigaret i et ’fransk’ rygerør. På denne måde taler filmen til både folk og fæ fra alverdens lande og i alle aldre, og man kan man næppe forestille sig en mere universel forståelig fortælling fra denne ende af filmens historie.
De enkelte let genkendelige ord pryder æteren og blander sig med de minimalistiske og levende lydeffekter, som først og fremmest kommer fra en imponerende maskine, der står i badeanstaltens kælder og holder vandforsyningen i gang. Den er det eneste i bygningen, som virkelig virker, og som et stort hjerte banker den blidt i baggrunden hele filmen igennem.
Surrealistiske roller
Det tog mere end 50 timers prøveoptagelser af over 1100 skuespillere i 13 forskellige byer rundt om i verden, før Helmer fandt frem til de rigtige ansigter, der kunne kompensere for ordenes fravær. Det må siges at have været arbejdet værd. Den franske Dennis Lavant (De elskende fra Pont Neuf), der med et Chaplin’sk talent spiller Anton, den dugfriske russiske teaterstjerne Chulpan Hamatova, der spiller Eva og den urkomiske amerikanske stand-up komiker Terrence Gillespie, der spiller Gregor, yder, sammen med resten af det afsindige skuespillerkorps, de surrealistiske roller helt fabelagtig retfærdighed.
Som første gang i biografen
Det bedste ved denne på alle måder funklende film er, at man får følelsen af at opleve film for allerførste gang igen. Man oplever al den magi, kærlighed, humor og betagelse, som de lysende billeder i mørket har været så ypperlig en leverandør af i over hundrede år, samlet i en stor fantastisk oplevelse.
|
| |
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Søren
29-3-2007 22:49 | Jeg har lige genset filmen, og var selv på dårlig biblioteks VHS lige så fascineret af filmen som da jeg så den i bigrafen. Den er helt unik, og dog alligevel så genkendelig. Chaplin er svær at komme uden om, men i endnu højere grad mindede "eva" i den russiske Chalupa Hamatovas skikkelse om "tha Gamin" - Paulette Goddards erotisk emmende gadetøs i Moderne Tider. Kan ikke huske hvornår jeg sidst er blevet udfordret på de sanser af moderne pornoficerede amerikanske film...
En eventyrlig film i et fantastisk univers. Et absolut must. |
| Lise
15-1-2003 16:17 | Så lige filmen i går. Hold kæft hvor var den sjov og original!! Man kan godt nogen gange glemme den her slags film og det er sgu da lidt synd. |
|
|
|  |
|
