| De små menneskers store valg |
| |
Italienske film er måske ikke videre populære herhjemme, medmindre instruktørerne hedder Roberto Benigni eller Giuseppe Tornatore, og filmene mest ligner syditalienske postkort som Livet er smukt og Malèna. Faktisk har italiensk film også været i krise siden 1970’erne, men en række instruktører som eksempelvis Giuseppe Bertolucci, Nanni Moretti (dette års Cannes-vinder med La Stanza de Figlio) og Silvio Soldini (Brød og tulipaner) har været med til at vende bøtten. Giuseppe Piccioni viser med Af en anden verden, at han for alvor hører med i det pæne selskab.
Barnet i parken
Caterina er på grænsen til et afgørende valg. Hun skal endeligt aflægge sit nonneløfte. På en spadseretur i parken får hun overrakt et efterladt spædbarn af en kriminel i husarrest, der derfor ikke selv kan indmelde barnet. Babyen er indsvøbt i en sweater, der leder Caterina til et mindre vaskeri, hvor den midaldrende ejer Ernesto hundser med sine unge kvindelige ansatte. Et andet sted i byen flakser den unge Teresa om for at finde et sted at sove. Hun har mistet noget og kan hverken tale med sin kæreste eller moder.
Nonnen og renseriindehaveren
Caterina stifter bekendtskab med den mutte og indestængte Ernesto, hvis motto lyder ”Det er jo ikke fordi jeg betragter det som et kald at vaske og stryge… selvom jeg mener alle burde have et rent sæt tøj!”. Jagten på barnets oprindelse leder dem tættere sammen, og Caterina må tage stilling til de moderlige følelser, der synes at overvinde kærligheden til Gud. Ernesto må for sin regning revidere sin kyniske afstand til omverdenen og erkende, at der er et menneske bag enhver uniform. Det er det umage venskab, der bliver centrum i Piccionis fortælling om de små menneskers store valg.
Eminent skuespil
I et referat kan filmen måske virke lidt fortænkt og kunstigt opstyltet. Det er langt fra tilfældet. Piccioni stiller med uprætentiøse billeder helt skarpt på sine karakterer og lader dem langsomt udvikle sig, så troværdigheden efterlades lysende klar. Skuespillet er ikke mindre end eminent af både Silvio Orlando som den forknytte Ernesto, der mangler livsappetit efter sin hustrus død, og den unge nonne, Caterina, der må erkende at hige efter mere end Guds kærlighed, spilles med hudløs ægthed af Margherita Buy, hvis lidende, nedslående øjne kvalificerer hende som en af Italiens mest talentfulde skuespillerinder.
Man er, hvad man vælger
Af en anden verden retfærdiggør sin titel med sine personer, der alle har mistet noget og deraf befinder sig i en særlig sårbar tilstand. De står udenfor den ’almindelige’ verden og står på skæringspunktet i livet, hvor de kan vende tilbage eller forlade den helt – i abstrakt forstand. Men det er ikke det postmoderne projekt med sine eksistentiel-filosofiske overvejelser, der skal overkommes for at kunne udråbe sig selv en identitet – det er de påtrængende omstændigheder, der aftvinger et hurtigt svar, som vil få øjeblikkelig virkning på det praktiske liv. Og netop derfor bliver filmen både vedkommende og mere rørende end udtænkt.
(Fra)valg af uniform
Et andet tema er mennesket i uniform. Selv i vores moderne og civiliserede samfund gemmer folk sig bag uniformer som masker. På vaskeriet i kitler, i klosteret i kjoler, på baren i uniform osv. Caterina bruger sin nonneidentitet som et skjul, et hvilested, fra den ’virkelige’ verden. Hun har nemmere ved at begå sig, men erkender også, at flugten er kortvarig og afskærmer hende fra stillingtagen til basale forhold, som bl.a. den jordlige kærlighed til sine medmennesker. Det erfarer hun, da hun tager uniformen af, og Ernesto må som udenforstående ligeledes erkende, at der er mennesker med identiteter bag uniformerne i Caterina og hans medarbejdere, hvis navne han symbolsk aldrig kan huske. Af en anden verden gør med opstillede gruppeportrætter af de forskellige arbejdere i uniform elegant opmærksomhed på, at vi ikke kan skjule os bag lånte klæder særligt længe ad gangen. Vi nemlig både støtter os til dem og afskyr dem på samme tid.
Behagelig og eftertænksom oplevelse
Piccioni har med Af en anden verden skabt en unik lille film, som kun er en god oplevelse at stifte bekendtskab med. Den messende musik, den rolige behandling af personudviklingerne og de små hverdagspoetiske betragtninger går på en særdeles stille og upåtrængende måde op i en fuldendt enhed. Tillykke til Piccioni og velkommen tilbage til italiensk film, der så absolut igen er kommet på rette køl.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
