| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (6 stemmer) |
|
|
| | Billedformat:
16:9 Anamorphic Widescreen 1,85:1
Lyd:
Dolby Digital 5,1
Ekstra materiale:
Scenevalg |
|
|
|
 |
Strictly Sinatra
| Succes og kriminelle kompromisser |
| |
Man får ikke sjældent lejlighed til at beskylde den britiske filmindustri for at være uopfindsom, når det kommer til feelgood-film. Standardhistorien om den lille mand, der gør, hvad han kan, og bytter arbejdsløshed og slumkvarter ud med berømmelse og bonede gulve har været fortalt med cirka et halvt års mellemrum siden Alan Parkers The Commitments fra 1991. Peter Capaldis Strictly Sinatra med Ian Hart i hovedrollen som Sinatra-kopisten, der lærer betydningen af ”My Way” har i glimt lidt mere at byde på end traditionelt, men er gennemgående et kedeligt bekendtskab.
Gennemgrå hovedperson
At Ian Hart, der tidligere er faldet pænt ind i så forskellige sammenhænge som Harry Potter og de vises sten, Wonderland, Enden på legen og Land and Freedom, ikke får mere ud af sin største rolle i lang tid, er bestemt ikke hans skyld alene. Han former sin figur efter forskrifterne, og det får ham mest af alt til at tage sig ud som en gennemgrå udgave af Eddie Skoller. I filmen spiller han Toni Cocozza, en kedelig og ikke særlig talentfuld sanger på 28 år, hvis karriere ville ende med et ugentligt indslag på den lokale pub, hvis ikke det lige var fordi, den ligeså lokale gangster og selvformodede verdensmand Chisolm havde forelsket sig i hans optræden.
Optur og forfald
Ganske som forbilledet, bliver karrierens optur modsvaret af moralsk forfald. Chisolm sikrer Cocozza adgang til det eftertragtede TV-talentshow ”The Big T” mod, at Cocozza gør ham en række tjenester. Til at formane til forsigtighed har Cocozza sin gamle ven, pianisten Bill, og den yndige Irene, som han dog ikke helt ved, hvordan han skal håndtere. Det er gennemgående skabelonskårne karakterer i en skabelonskåren historie. Det er i lang tid både sødt og pænt, men desværre kører filmen for mange gange i tomgang og kredser om de samme få detaljer uden at komme videre. Når slutningen endelig kommer haltende, har man for længst selv tænkt så langt.
My way
Toni Cocozza må finde ind til det, der betyder noget for ham; han må finde ud af om succesen kan opveje de kriminelle kompromisser, han må indgå; om venskabet med Bill skal holde, og om han vil have Irene, der står på spring for ham. Da han mod slutningen endeligt synger Sinatras ”My Way” med pistolerne stikkende frem fra kulissen, finder han ud af det. Men da sidder man også tilbage med ønsket om, at instruktøren, Peter Capaldi, havde lavet filmen i ligeså god samklang med den gamle sang.
|
| |
| | Udover den udmærkede billed- og lydkvalitet, er der intet at komme efter på DVD-udgivelsen.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
