| Troens had |
| |
I USA er filmen en overlegen branche, der trods originale film og grænseoverskridende filmiske ideer, i sidste ende fungerer som en industri på samme vilkår som alle andre. Men en gang imellem sker det, at en film hellere vil starte en debat og rokke lidt ved spørgsmålet, om film kan være kunst - sådan en film er The Believer.
Den intelligente nazist Daniel Balint er en dedikeret ny-nazist. I et af togene i New York opdager han en ung jødisk mand, og mens kreditlisten stadig ikke er færdig med at køre hen over lærredet, forfølger han, ydmyger og banker den unge jøde næsten midt på åben gade. The Believer slår hårdt fra sig fra start. Daniel er intelligent og velformuleret men også bitter og vred. Han higer efter at slå jøder ihjel, da han mener, at de er roden til alt ondt i verden. På internettet finder han frem til en Curtis Zampf, lederen af en undergrundsbevægelse af ekstreme fascister, og sammen med en gruppe venner gør han en optræden ved et af Zampfs møder og imponerer både Zampf og hans velhavende og lige så fascistiske kæreste Lina Moebius. Han overtales til at deltage i deres kampagne, hvor han skal være ’fundraiser’ og talerør, og han kaster sig ivrigt ud i rekruteringen af folk og penge til deres kamp.
Personportræt The Believer kan man selvfølgelig ikke undgå at sammenligne med American History X, men hvor denne er en film, der prøver at kaste lys over emnet som et samfundsproblem, er The Believer mere et personportræt. Filmen starter godt nok med at være grænsende til nazi-propaganda, men langsomt går det op for én, at Daniel har lidt for meget tjek på den jødiske religion til kun at være modstander af troen. Flere og flere flashbacks dukker op, og langsomt men sikkert kommer det frem, at Daniel selv er jøde. Herved går der noget af provokationen, men forfatter og instruktør Henry Bean ved, hvor han vil hen med galskaben, og filmen ender med at handle om en forvirret ung mand - og det gør den både skræmmende og effektivt.
Gennembrudspræstation Henry Bean har flere kort på hånden, og han spiller dem alle rigtigt. I sin altdominerende hovedrolle har han castet en næsten ukendt skuespiller, 21-årige Ryan Gosling, der tidligere kun har gjort sig bemærket i Denzel Washington-filmen Titans, hvor han spillede en ung, rar og tolerant football-spiller, der opgiver sin plads på holdet for en sort og bedre medspiller. I The Believer spiller han på helt andre strenge. Gosling er bidende, intens og lidenskabelig i sit portræt af en ung mand på afgrundens rand. Daniel Balint har i starten af filmen styr på sine følelser, men som han bliver drevet længere og længere ud, hvor han føler han hellere må begynde at gøre, hvad han konstant taler om, nemlig dræbe en jøde, så bliver hans mentale tilstand mere og mere splittet.
En virkelig historie Henry Bean har skrevet en farlig historie. Baseret på virkelige begivenheder, der fandt sted for over 20 år siden, er det realistiske udgangspunkt ekstra krydderi i et værk, der tydeligt går efter at chokere folk og tvinge én til selvransagelse. Daniels hadske overbevisning bruger Bean som et våben, og begynder man først at tro på ham, og han er overbevisende, så er Bean parat med svastika-stemplet. Det er svært ikke at lede efter noget rigtigt i Daniels lange bitre monologer, men som han langsomt falder fra hinanden, bliver det lettere at gennemskue meningen med det hele. Daniel er blevet svigtet af sin tro som ung, ingen ville tage en saglig diskussion op med ham og i stedet for svar fik han tomhed, hvilket ikke var tilfredsstillende for ynglingen, der siden da må klassificeres som et fortabt menneske.
Provokationen fra den troende The Believer handler meget om tro. Ligegyldig hvor afvisende Daniel er overfor sin religiøse baggrund, så kan han ikke slippe den, og den kan ikke spille ham - og heri ligger filmens virkelige styrke. The Believer tør ikke lade provokationen hænge uden forklaring, men vinklet, som et portræt af en generation af unge uden et spirituelt holdepunkt, virker den. Religion er, for nogle, muligvis et levn fra fortiden, som ikke har den samme kraft i dag, og for mange er den endog en undskyldning for at være et svagt menneske med et liv fyldt med dogmatiske retningslinier og uden fri vilje. Daniel Balint er selv en handlekraftig ung mand, som ikke bare kan affinde sig med, at nogle folk har brug for deres religion og ubetinget kan acceptere den. Man får naturligvis aldrig at vide præcis, hvorfor Daniel hader sin tro så meget, for Daniel ved det ikke engang selv, og Bean forfalder aldrig til tarvelige undskyldninger eller bortforklaringer.
Prisvinder med pondus Filmen vandt sidste år 'The Grand Jury Prize' på Sundance Filmfestivalen, helt forståeligt. Den er på alle måder interessant; især som tidsbillede for en lille minoritetsgruppe, der stadig ikke kan tolerere andre end dem selv i en åben og frit tilgængelig verden, men også fordi den bevidst prøver at vække folks opmærksomhed omkring, hvad der er samfundets skyld og hvad der er et personligt ansvar. Som personportræt vinder den ved at beskrive, hvor dybt kan man falde, hvor langt ud kan man tvinge sig selv og hvor meget kan man i forvirringen ødelægge. For Daniel Balint destruerer det mest værdifulde han har – sig selv.
|
| |
| | The Believer har endnu ikke haft premiere i hjemlandet, og det er sikkert en del af forklaringen på, hvorfor der ikke er mere ekstramateriale at byde på. Det havde selvfølgelig været interessant at høre instruktøren Henry Bean fortælle om arbejdet med at lave så kontroversiel en film, men det må sikkert vente til en special edition-udgivelse, som vi forhåbentlig kan glæde os til, når den amerikanske DVD-udgave inden for det næste års tid dukker op.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (10 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | sprint 9-2-2009 16:00 | helt enig i at filmen får lov at beholde nerven - at den ikke forfalder til tydelige forklaringer på de spændinger, vi oplever. Og så er den forøvrigt godt spillet! |
| Micwiz 11-2-2006 18:24 |
Dette er en af de bedste film jeg har set om forskellige religioner, Ryan gosling spiller en Jøde/nazist, som blev opdraget I en jødsik familie, men som ikke troede på budskabet I det der blev sagt, nå men han er temmelig ligeglad med alt omkring sig skulle man tro, men indser at nogle af de ting han gør vil aldrig kunne tilgives.
Hvad kan man sige Ryan gosling spiller simpelthen genialt ligesom han gjorde I United states of Leland, hans kæretse I filmen, kan ikke huske hendes navn men hun spiller ikke op til Ryan men rigtig godt har aldrig set hende før, man får en lille indsigt I hvordan had kan drive et menneske frygteligt.
Kan klart anbefales, Ryan gosling afleverer en af de bedtse præstationer jeg længe har set.
6/6 |
| Lorden 24-1-2006 22:25 | The believer er endnu en film der besviser hvor meningsløs nazismen er.
Filmisk er den enkelt og præcist lavet, med exstremt godt skuespil af Ryan Gosling. Den er meget low budget, billede og lydskvaliten er ikke specielt fristende, det blir til tider irriterende at se og høre på.
The Believer er en udemærket film, men den kan ikke måle sig med American History X. |
| J.S.Andersen 6-2-2005 18:02 | ja ja det er godt nok. men hvor kan jeg købe den henne?? jeg har næsten ledt i alle butikker men kan ikke finde den.. Kan i hjælpe mig..?? Junior.andersen@mail.tele.dk HIlSEN JAKOB |
| ERS 15-11-2004 12:33 | DEN ER RIGTIG GOD |
|
|
|  |
|