| Brændte myrer i Surburban Hell |
| |
Mennesket fortæller historier. Det er et grundlæggende kendetegn for vores art, at vi genfortæller, beretter eller digter – uanset hvordan vores tilgang til fortællingen er, så munder det ud i et personligt præget resultat. Ofte er det ganske åbenlyst, at der er en forfatter bag teksten, andre gange kan det være sværere at se. Vi betragter alle en science fiction-film og en krigsreportage fra tv-avisen som forskellige ting – men begge ting har fælles baggrund i fortællingen.
Under lup
Todd Solondz markerede sig først med den stærke Welcome to the Dollhouse og fik sit endelige gennembrud med Happiness, som forsøgte i mørke og dystre toner at dissekere begrebet. Det var hårdt at se på, men også en givende oplevelse. Storytelling minder på visse områder meget om Happiness; den har også sin del af hårde scener, men desværre har filmen også et langt mere skematisk præg end forgængeren.
Fascination af ydmygelsen
Storytelling er delt op i to selvstændige film. En forholdsvis kort med titlen Fiction og en næsten dobbelt så lang, der hedder Non-fiction. I Fiction møder vi Vi, der spilles af Selma Blair. Hun dater Marcus, der lider af en lammelse og som går på det samme skrive-kursus som hun selv. Han slår op med Vi, fordi han ikke synes, hun er ærlig nok, og samme aften møder hun nedtrykt den skrappe professor på en bar, går med ham hjem og underkaster sig nedværdigende sex for i det mindste at føle en form for eksistens. Den oplevelse omsætter hun til en novelle, som læses op i klassen – og ganske naturligt afvises som det pure opspind af de mange kvindelige medstuderende, der har været gennem den samme tur hos den pigeglade professor.
Surburban Hell
I Non-fiction er dokumentar-instruktøren Toby (Paul Giamatti) i centrum. Han vil lave en film om ungdommens forhold til den krævende college-optagelse, og den perfekte hovedperson finder han i den utilpassede Scooby, der nærmest har opgivet den hårde pubertetskamp, hvor seksualitet og livsdrømme skal falde på plads. Men Tobys indtog i familien begynder at ændre tingene, og uanset hvor ærlig og præcis han prøver at være i sin skildring af livet, så får hans egne dagsordener naturligvis en stor indflydelse på den endelige film.
Medieteori
Der er ingen umiddelbar sammenhæng mellem de to sektioner af filmen andet end et modsætningsfællesskab i titlerne. Begge beskæftiger sig imidlertid med den sammenblanding af fiktion og fakta, som sker overalt i samfundet til daglig. Vi’s historie bliver præsenteret som fiktion i form af en novelle, men er baseret direkte på en virkelig hændelse. Hvis hun havde genfortalt sine oplevelser hos professoren til en psykiater, havde det været et rystende bevis på magtmisbrug, men nu forvandles det hudløst, ærlige vidnesbyrd til et primitivt litterært udtryk, som kan og bliver afvist som letkøbt, ufølsomt og primitivt.
Noget tilsvarende sker for Toby, som indenfor dokumentarfilmens rammer og under dække af at fortælle Scooby’s historie ender med at demonstrere sine egne holdninger og fordomme. Fakta-formen bliver forvandlet til fiktion, og konsekvensen af filmen bliver helt anderledes end forventet.
Brænd myren…og se den vride sig
Todd Solondz binder ganske glimrende tråde sammen om denne medieteoretiske diskussion, men det er begrænset hvor meget nyt, der er at komme efter. Og fordi man forgæves sidder og leder efter andre, holdbare strå at klamre sig til, så bliver Storytelling en lige lovlig teoretisk og stiv oplevelse. Men der kompenseres med stærkt skuespil og en typisk Solondz-fokus på livets hårdeste konflikter, de ekstreme situationer, som findes overalt omkring os, men som man aldrig regner med skal ramme ens eget liv. Disse situationer skildres balancerende på en hårfin grænse mellem udnyttelse af personer og skuespillere og en modig stillen tingene på spidsen. Der lefles ikke for publikum, men man savner en mere markant fællesnævner til at fremhæve relevansen af de to novellefilm; måske en fællesnævner, Solondz havde haft en chance for at finde, hvis han ikke havde siddet så godt placeret bag sin betragtende lup, og konstant holdt den noget kolde distance til sine personer.
Kynisk og fascinerende
Mennesket fortæller historier, og man efterlader altid personlige fingeraftryk på historien. Todd Solondz har så afgjort sat sine egne aftryk på Storytelling, men de er ikke ligeså langtidsholdbare, som man havde tilladt sig at forvente, og i sidste ende, så er Storytelling trods alt også kun en historie om livet i den amerikanske middelklasse, set fra en instruktør, som ikke ser sig selv som en del af de mennesker, han skildrer.
|
| |
| | Ikke meget på DVD'en - ikke meget at sige til det. Ingen tvivl om, at et kommentarspor havde været på sin plads til denne film.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Steffen
8-3-2006 21:13 | Vurderingen af filmen er vel ok, ville have givet den en stjerne mindre men sådan er det vel...
Undrer mig bare over at den humor filmen langt hen af vejen er gennemsyret med slet ikke er nævnt... Den distance instruktøren holder til begiverhederne får det nemlig ofte til at virke komisk, og udover en fantastisk morsom parodi på en kendt og elsket film (American Beauty) så bliver filmen meget ofte hylende morsom i dens groteske skildring af tingene.
Fin film der dog virker lidt langtrukken til tider trods sine kun nogle og 80 minutter... |
|
|
|  |
|
