| Kitsch, kriser og kluklatter |
| |
The Royal Tenenbaums lægger aldrig skjul på, at den er en film. En familie så perfekt konstrueret med komplekser og skelet-overfyldte skabe finder man ikke i den virkelige verden, og hvis man endelig gjorde, så ville deres reaktionsmønstre næppe resultere i så mange oprigtigt morsomme situationer. Det er i høj grad manuskriptsamarbejdet mellem instruktøren Wes Anderson og skuespilleren Owen Wilson, der skal have ros for det.
To skridt fra livet
Filmen om levemanden Royal Tenenbaum er en filmatisering af hans (fiktionære) selvbiografi; et pudsigt fortællegreb, som ikke anvendes til at gøre filmen særlig realistisk eller nærværende, men som tværtimod understreger den distance, der både er internt mellem filmens personer og mellem publikum og film. For man bliver ikke inviteret indenfor i familien Tenenbaum. Ulidelige, selvoptagede og plaget af farmands eskapader har de lukket sig inde i hver deres små, forvredne verdener.
Tre genier
Den ældste søn, Chas (Ben Stiller), har handlet med huse siden han kunne tælle til ti og lever efter konens tragiske død alene sammen med sine to sønner i evig frygt for pludselige katastrofer. Den lidt yngre bror, Richie (Luke Wilson), helligede sig tidligt i livet sin tennis og vandt selveste US Open adskillige gange, indtil karrieren nedsmeltede i en finalekamp med over 70 uprovokerede fejl. Endelig er der datteren Margot (Gwyneth Paltrow), der viste store evner som skuespilforfatter, men som er endt i en kreativ ørkenvandring af et ægteskab med en meget ældre psykolog (Bill Murray). Tilbage i familiens barndomshjem sidder moderen Etheline (en fin Anjelica Huston) og nyder livet med revisoren Henry (Danny Glover), mens den forviste familiefader, Royal (Gene Hackman), må hutle sig igennem hos de mange beundrere, som fik ham smidt ud af hjemmet.
Men en dag beslutter han sig for, at det skal være slut. Familien skal genetableres og en belejlig historie om dødelig sygdom får hurtigt de fortabte genibørn samlet i barndomshjemmet til en sidste afsked, men Royal er slet ikke syg, og inden de plagede familiemedlemmer når at pakke taskerne og komme væk igen, begynder husets skabe at åbne sig og skelethæren marcherer brutalt ud over de mange års anstrengte forsøg på at skjule sandheden.
Præcist observerende
Umiddelbart er plottet i The Royal Tenenbaums nærmest en broder i ånden til Happiness og Magnolia, men sådan opleves det slet ikke. Stilen er kulørt, spraglet og uformel; noget af det første, man lader sig overvælde af i filmens meget velinstruerede åbningssekvens er detaljegraden på billedsiden. Hver eneste korte indstilling er et mylder af kitschet 70’er-atmosfære, og med den knappe fortæller (Alec Baldwin) som spids kommentator til livet i det Tenenbaumske hus søger instruktøren Wes Anderson med det samme komedien som legeplads. At det lykkes er heldigt for ham og for filmen, for det kunne have været en tåkrummende pinlig oplevelse, hvis man fik fornemmelsen af, at familiens lidelser kun var stillet op for at gøre grin med, men der er ingen tvivl om, at al den smerte og fortvivlelse, som filmens personer kæmper med, er oprigtig nok.
Det konsekvent sorte får
Det er den afdæmpede, medfølende humor, som leveret med tilpas tørhed i tonen har det med at overrumple modtageren, der står for smilene i The Royal Tenenbaums. At de tre whiz-kids ikke får noget ud af deres liv er en regulær tragedie, men alligevel efterlades man med en rimelig fornemmelse af, at de i det mindste fandt lidt tættere sammen i løbet af filmen. Tonen hjælpes godt på vej af et veloplagt hold skuespillere, der går til materialet med samme ”straight face” som instruktøren, og der spilles helt fra boblende ekstravagance hos Gene Hackman til indadvendt smerte af Owen Wilson. De bliver aldrig lette at holde af og med, men det er heller ikke meningen, for The Royal Tenenbaums er hele tiden spændt op mellem den burleske komedie og den uudholdelige tragedie på en måde, så den tager form som en dygtigt udført stiløvelse snarere end et medrivende drama. Og det bør man være klar over på forhånd.
|
| |
| | Der er intet ekstramateriale på DVD-udgivelsen.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Mig
18-9-2004 00:48 | Jeg synes det er en ret ringe film... købte den ellers på dvd, da jeg havde hørt den var god... men jeg synes ikke den var ret sjov og den var meget langtrukken... så jeg forstår ikke de gode anmeldelser af filmen...men så er det da heldigt at der er nogle der køber brugte dvd'er :) |
| Karina Greve
5-12-2002 10:04 | Jeg har filmen som "region 1" og den består af 2 discs. Der er så mange special features på den at det er svært at få tid til at se det hele. Og så gav jeg endda kun 150 kr. for den. Så køb filmen på kode 1, hvis du ønsker ekstra materiale! |
| BlueBear
4-12-2002 14:59 | Er det ikke lidt latterligt at udgive en film på dvd og så IKKE tilføje noget ekstramateriale? Hvad har de gang i? Det er da virkelig respektløst overfor en virkelig fed film... |
|
|
|  |
|
