| 4 søskende og en begravelse |
| |
Tre danske biografpremierer sidste år bragte os tre af Englands bedste mandlige skuespilleres spring om på den anden side af kameraet og deres forsøg som manuskriptforfattere og instruktører. Først var det Gary Oldman, der viste os Tilværelsens Bagside fra 1997. Fra Tim Roth fik vi det grumme mesterværk om en families sammenbrud i The War Zone. Den sidste var hovedpersonen fra Ken Loach’ My name is Joe, der bragte os Orphans, som netop er blevet aktuel på video.
Hvor Oldman og Roth har formået at skabe stærke videreførelser af den engelske socialrealisme, er Mullans bud, der træder i samme spor, en mere blandet fornøjelse. Mullan lader den sorte humor indtage en langt mere markant plads, og det forstyrrer den nerve af social bevidsthed og indignation, der lægger grundtonen i filmen.
Det sidste døgn
Filmen starter ganske bedrøveligt. Fire søskende er samlet omkring deres kære moders kiste. Der er Michael, der er fraskilt far til to; John, der tænker på at droppe ud af studierne, den rettroende og altid blindt pligtopfyldende Thomas, som passer deres handicappede søster Sheila, der sidder i kørestol. Vi følger de fire efterladte i døgnet frem til moderens begravelse. Deres forskelligheder træder for alvor frem, og de kommer i løbet af natten ud i de mest vanvittige situationer. Det starter med at gå galt, da de drikker gravøl på den lokale pub. Thomas stiller sig op og flæber en sang til ære for moderen. En lille gruppe i publikum griner af Thomas, og Michael kaster sig over dem. Han bliver stukket ned, og John sværger straks blodhævn.
Kosteligt morsomme situationer
Mens John resten af natten jager knivstikkeren, arbejder Michael på at få knivstikket til at ligne en arbejdsskade, der vil give ham masser af penge i erstatning. Thomas vender tilbage til kirken, mens Sheila begiver sig alene ud i natten i sin kørestol.
Mullans meget livlige fantasi har sat grænserne for, hvad de hver især kommer ud for i løbet af natten. Og det er absolut ikke småting. Blandt andet oplever vi filmhistoriens mest originale ’skudduel’, som ikke skal uddybes her - ikke fordi, den er for vulgær, men simpelthen fordi det er en overraskelse af dimensioner. Andre kosteligt morsomme situationer følger. Men problemet er, at de ofte bliver trukket alt for langt ud.
Alvoren fordamper
Det meste af alvoren fordamper i den nærmest absurde komik, og filmen ender som en lidt for rodet historie med enkelte brilliant morsomme højdepunkter. De små samfundskritiske hints, og specielt den nære skildring af forholdet mellem de fire søskende, mister betydningen, og man sidder tilbage med en noget tom fornemmelse af, nok at være blevet underholdt, men alligevel snydt for en præcis pointe. Er man til rendyrket sort engelsk humor, vil man se filmen som lidt af et mesterstykke, men er man bare en smule sart, bør man allerede nu være advaret.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
