| Store mængder, små skæbner |
| |
Robert Altmans første film på europæisk grund repræsenterer alle de kendetegn, som den ikoniserede, amerikanske instruktør har givet tilkende i hans mere end 30 år lange filmkarriere. Et spindelvæv af hændelser og figurer, overlappende dialog og improviserede hændelsesforløb skildret med et letfodet kameraarbejde. Men det europæiske islæt gør Gosford Park til mere end blot en Altman-film i stil med Nashville, M.A.S.H og Short Cuts. Det indgående portræt af to klasseskel tilføjer et socialpolitisk islæt af et England for 70 år siden.
Elegant
Altman lader os kigge ind bag kulisserne på det enorme, engelske gods Gosford i løbet af en weekend. Året er 1932 og det engelske efterår indbyder til selskabelighed. Derfor beslutter Gosfords værtspar, Sir William McCordle (Michael Gambon) og Lady Sylvia (Kristin Scott Thomas), at invitere deres uoverskueligt store familie- og vennekreds til jagtweekend. Blandt gæsterne finder man Lady Sylvias gnavne, gamle tante, Constance (Maggie Smith), der trods sin snobbede attitude er dybt økonomisk afhængig af Sir Williams månedlige lommepenge. Morris Weissman (Bob Balaban) er den besøgende Hollywood-producer, der laver research til hans kommende Charlie Chan-film. Sammen med Weissman følger charmøren Ivor Novello (Jeremy Northam) og den mystiske yndling Henry Denton (Ryan Phillippe).
Men dette er kun et begrænset og hurtigt udsnit af gæsterne. Da Gosford Park til dels er inspireret af 70’er-serien Upstairs & Downstairs, er persongalleriet mindst lige så fyldigt og levende nede på etagen med tjenestefolk. Her finder man bl.a. hovedhusholdersken Mrs. Wilson, butleren Jennings (Alan Bates) og stuepigerne Elsie (Emily Watson) og Mary (Kelly MacDonald).
Det er to separate universer, Altman her skildrer. To klasselag, der lever under samme tag, men ikke har nogle sociale relationer, udover som herre og tjener. Tjenestefolkene lever af sladder og intriger fra den øverste etage, et sørgeligt faktum, som Elsie på et tidspunkt i filmen kommenterer: "Why do we spend our lives living through them?". Hendes spirende undren er begyndelsen til enden for den gamle, sociale rangstige.
Fold ørerne ud
Sladder og intriger er der dog rigeligt af blandt det finere herskab – en mangfoldighed af forbindelser mellem de mange figurer, der bliver vævet løst over i filmens første halvanden time, og som er umulige at gengive her. Dialogen er ofte i flere lag og skifter så forrygende hurtigt, at Gosford Park virker som en dokumentarfilm; ikke alt der siges er væsentligt, men man betragter opmærksomt alt i frygt for at gå glip af filmens pointe.
Da filmens måske mest forhadte person pludselig bliver myrdet, kunne Altman godt gå hen og ende med et klassisk Agatha Christia-mordmysterium, men ved at placere nok oplysninger på forhånd vedr. forbrydelsen og endda, for de opmærksomme, afsløre selve morderen i selve gerningsøjeblikket, kan han tillade sig at give mordet en sekundær placering i filmen. Derved får Inspector Thompson (Stephen Fry) plads til at lave en komisk parodi på en klodset Hercule Poirot.
Nyd hvert ansigt
Robert Altman har ry for nidkært at udvælge sine skuespillere og er citeret for at sige, at ”castingen er 80% af opgaven”. Man har ingenlunde grund til at tro, at Gosford Park har været atypisk for hans arbejdsproces. De mange, eminente engelske skuespillere funkler i deres respektive roller, hvad enten det er Kristin Scott Thomas’ kølige elegance, Michael Gambons dyriske charme eller Maggie Smiths ringeagtende blik. Derimod er Ryan Phillippe ikke præcis nok i sin skildring den amerikanske yndling, der involverer sig i et dobbeltspil.
Det eneste, Gosford Park i sidste ende kan kritiseres for, er, at den ikke er umiddelbart lettilgængelig. De mange dialogskift, bifigurer, subplots og røde tråde uden ender er efterhånden et Altman-kendetegn, og ingen gør det bedre end mesteren selv, når der skal skabes liv og nuancer. Det er en krævende, men berigende oplevelse. Ydermere lægger handlingens melodramatiske udformning op til en mere traditionel afslutning med blotlæggelse af store følelser og kulminering af to timers mystik og reservation, men Altman stritter imod den typiske formel, og fortsætter med at fastholde rollerne i deres antydende gestik og underspillethed. Her kunne man godt have håbet på en mere følelsesladet slutning i stedet for det bittersøde aftryk, som man efterlades med på nethinden.
Hvad der dog til fulde lykkes for Robert Altman, er hans smidige navigeren gennem tidens, stedets og atmosfærens korridorer. Han blotlægger den menneskelig labyrint for seeren, men dirigerer med en mesters hånd de glidende kamerabevægelser gennem magiske øjeblikke, fyldt med rørende og bidende billeder af klasseskel, menneskelige skæbner og ægte historiefortælling.
|
| |
| | Som det sig hør og bør er det rig mulighed for at gå bag om Altmans mesterværk vha. DVD-udgivelsens ekstramateriale. Alene Robert Altmans ledsagende kommentarspor bør være obligatorisk for enhver filminteresseret, der som mig er imponeret over ensemblefilmens ordnede kaos. Sammen med et ekstra lydspor til den debuterende manuskriptforfatter Julian Fellowes får man dækket sig godt ind, når det gælder både filmhåndværk og figurernes dybde og motivationsgrundlag.
Hertil er to acceptable featuretter, 'The Making of Gosford Park' og 'The Authenticity of Gosford Park', en håndfuld slettede scener, et mere fokuseret interview med Maggie Smith og et par enkelte fragmenterede spørgsmål til de andre skuespillere nok til, at man seriøst bør overveje at investere i denne nyklassiker.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (8 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Johnny Pepperoni
14-4-2005 13:22 | Hvem end der læser dette skal ikke tage sig af de negative kommentarer omkring filmen... de er skrevet af præ-teenagere der kommer i bukserne over film som XXX osv.
Gosford Park er en detaljerig og nuanceret film spækket med sort komik, pålidelige karakterer og et interessant plot. Moderne mesterværk som alle filmelskere burde se, men folk som udelukkende bliver underholdt af film i højt tempo med hurtigt klipning burde holde sig fra. |
| hippo
13-4-2005 08:32 | uanset om det er en krimi eller et drama,
så er den da stadig helt og aldeles elendig og det føles som om den varer 5 timer...
Man kunne håbe at Altman snart går på pension, eller bliver tvunget til det..
|
| Tom W. Petersen
24-12-2004 00:17 | Ja, undskyld -
men denne "yndling" - menes der YNGLING - eller hvad?
Godt, at der ikke er en "følelsesladet slutning", men netop den slutning, der er.
Det er en formidabel film. |
| HeavenZanny
7-3-2003 11:27 | Som Dorff påpeger, bør folk da lige få styr på deres genrebegreber, før de angriber en film - selvom nutiden film sjældent holder sig indenfor en genre, er det alligevel lidt mærkværdigt at forholde sig til Gosford Park som krimi... Det er først og fremmest en film om sociale klasser og om hemmeligheder, der ligesom i festen har påvirket mennesker kolosalt, uden at det nødvendigvis ses på overfladen...
Hvis man mener, at Gosford Park er elendig, må man være gået glip af de finesser, der uanset hvad man ellers mener om historien, gør filmen interessant. (Faktisk godt beskrevet af ovennævnte Kim Dorff Hansen i anmeldelsen af Gosford Park.)
Nu skal man jo heller ikke smutte ind og se en Robert Altman film, hvis det nu er endeløs action og hjernedøde Jean Claude Van Damme film, man egentlig er tilhænger af... Altman giver først og fremmest indblik i menneskeskæbner og klassiske følelser som jalousi og kærlighed... :)
At jeg så mener, at der er andre, der er endnu bedre til det, er en helt anden sag... da dette er et forsvar for den visuelt helt brilliante Gosford Park.
|
| alex
7-3-2003 09:29 | gosford park er meget uinteressant simpelthen. |
|
|
|  |
|
