| Illustreret klassiker |
| |
Systematikeren og stilisten Lars von Trier er tilbage. Denne gang med en film, hvor der er fuldt og helt kontrol over både fortælling og stil.
 | "Der leges behændigt indenfor scenografiens rammer, og flere konventioner brydes til stor fryd for øjet." - Nicole Kidman i Framegrab fra filmen.
Copyright:
Zentropa |
En kvinde på flugt
Historien handler om kvinden Grace (Nicole Kidman), der bliver forfulgt af gangstere og ender med at skjule sig i den lille 'dead end'-landsby, der ligger et sted, hvor vejen slutter, og Rocky Mountains begynder. Tiden er de ressourceknappe 1930'ere. Alligevel tager en af indbyggerne, den unge dagdrømmende forfatterspirer Thomas Edison Jr. (Paul Bettany), hende til sig og lover hende landsbyens beskyttelse. Med Graces ankomst får Thomas endelig en mulighed for at illustrere sine teorier om den manglende medmenneskelighed, som han så utrætteligt trætter sine medborgere med.
Som det efterhånden er blevet et fast punkt på skemaet for von Trier i løbet af 'tudefjæs'-trilogien (Breaking the Waves, Idioterne og Dancer in the Dark) må en kvinde ofres, inden man når frem til den endelige pointe i slutningen. Af frygt for både gangsterne og politiet bliver betalingen for Graces beskyttelse dyrere og dyrere. I starten må hun gå til hånde rundt omkring hos beboerne, til sidst forspiser de sig grådigt og systematisk på både hendes sjæl og køn.
Stil
Og så har man sikkert hørt det: Hele filmen er optaget i ét rum: et stort studie, indrettet med ganske få rekvisitter og kridtstreger på gulvet til at markere bygninger og steder i den lille bjerg-landsby. Spørgsmålet er selvfølgelig så om denne udfordrende scenografi kan bære en spillefilm på næsten tre timer. Det kan den. Den nærmest guddommeligt benådede cast med superstjernen Nicole Kidman i spidsen ligger så sikkert i billedet, at man helt glemmer, at de ikke spiller i et 'virkeligt' rum. Der leges desuden behændigt indenfor scenografiens rammer, og flere konventioner brydes til stor fryd for øjet. Endnu en gang formår von Trier at betræde et nyt filmisk rum på så sikre ben, at det virker som hans egen baghave.
Fornemmelsen af landsbyens isolerede beliggenhed og gennemsigtigheden i det lille samfunds magt- og følelsesstrukturer bliver formidabelt understreget af det åbne rum: enkelte steder så stærkt, at man kun svært kan tænke sig andre måder, end lige præcis den valgte, at illustrere historien på.
 | "Den nærmest guddommeligt benådede cast med superstjernen Nicole Kidman i spidsen ligger så sikkert i billedet, at man helt glemmer, at de ikke spiller i et 'virkeligt' rum." – Her er det Nicole Kidman, Harriet Andersson og Lauren Bacall.
Copyright:
Zentropa, Foto: Rolf Konow |
Konsekvent konstruktion
Hvor stilen er sikker, og eksperimentet til fulde må siges at være lykkes, kan man dog undervejs irriteres over det gennemførte litterære præg, der hviler over fortællingen. Filmen er opdelt i ni kapitler og en prolog efter klassisk snit, og selvom fortællerstemmen, der med spøjse hints og ironiske kommentarer guider tilskueren igennem, er utrolig levende, så slipper præget af 'illustreret klassiker' aldrig.
Von Trier dyrker konstruktionen af Graces ofring så konsekvent, at absolut ingen detaljer udlades. Og nok er der dybde, også i detaljerne, men det bliver trættende, når han allerede tidligt i filmen så tydeligt har valgt at vise hvilken vej, det vil gå.
Først i løbet af de sidste tyve minutter hæver historien sig for alvor igen. Og det er bestemt værd at vente på. Her gives der endeligt mening til fortællingen, og det store moralfilosofiske system blotlægges. Hvad der sker, skal selvfølgelig ikke afsløres her, men nævnes skal det i hvert fald, at når Nicole Kidman møder manden, der har jagtet hende fra starten (James Caan), og må vælge mellem ham og landsbyens beboere, da er det et af de mest formidable øjeblikke på skuespillersiden af hele von Triers produktion.
Jeg kunne i flæng nævne flere stærke skuespillerpræstationer, i stedet vil jeg nøjes med at henvise til rollelisten.
Triersk tvetyddighed
Slutningens moralskfilosofiske pointe står stærkt, og vejen til den er mindre følelsesmæssigt manipulerende end i tidligere film. På det punkt står von Trier stærkere og klarere end nogensinde. Da Grace i filmens afgørende minutter til stadighed vil forsvare beboernes overgreb mod hende, fordi hun forstår dem, er det også muligt for publikum at forstå, at forståelse ikke altid forpligter til et forsvar.
For mig at se handler det om det overordnede politisk- og moralsk-filosofiske problem om 'respekten for det respektløse': om hvorvidt man er forpligtet til at acceptere mennesker, samfund eller institutioner, der ikke accepterer en selv; om hvorvidt man blot skal 'vende den anden kind til'. Det er i øvrigt også den eneste måde, hvorpå jeg kan se filmen som propagandistisk mod USA. Og den kritik kan, når man ser på landets udenrigspolitiske appetit for økonomisk såvel som kulturel imperialisme, jo ikke ligefrem siges at være ubegrundet.
At det så også skinner igennem, at svaret på respektspørgsmålet, med klassisk Triersk tvetydighed, er beslægtet med fascisme, gør naturligvis ikke eftertanken mindre interessant.
Det er således mindre tyngden, end det er tungheden, der gør, at jeg ikke oplever Dogville som den stærkeste af Lars von Triers film. Det er mere hjernecellerne, der bliver sat i svingninger, end det er følelserne. Under alle omstændigheder markerer Dogville endnu et stærkt værk fra en instruktør i absolut verdensklasse.
Filmen har premiere i 29 biografer landet over den 4. juni 2003
|
| |
| Seneste kommentarer: (34 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | DW
29-12-2006 02:12 | For første gang i lang tid, er der lavet en film, der viser hvor lidt kulisser egentlig har at sige, hvis bare man har nogle forrygende skuespillere. Jeg elsker denne film og budskabet i den. Mandalay, efterfølgeren, er også kanon. Glæder mig til at se den sidste del af trilogien, Washington, i det nye år. |
| michaelw
25-8-2006 11:15 | Absolut en af tries mest geniale film måske bortset fra breaking the waves og Riget.
Men hvis man er Lars Von Trier fan er denne film i must see kategorien.
Fem stjerner. |
| sidsel
16-12-2004 12:37 | Fantastisk film! Ville ønske at jeg havde spillet med i den. Jeg er vild med Lars Von Triers fantastiske eksperimenter og hans fantasi. Og virkelig velspillet er den også! |
| jkcarlo
17-7-2004 00:37 | til heavenzanny
tak for svaret og dine fine vinkler på filmens temaer.
du har ret i, at dybest set er det svært at tale om, hvem der egentlig bærer skylden for de ting der sker i livet, men netop derfor bliver tilgivelsen jo så central
i øvrigt er vi mennesker nød til at tage ansvaret for vores liv, også selvom nogle har bedre kort på hånden end andre. ellers tager vi jo ikke os selv seriøst som vi er, og så tager vi vel dybest set heller ikke livet seriøst
iøvrigt mener jeg ikke grace er jesus. jeg ser hende bare som en person, der ikke er kommet dertil, hvor hun kan tilgive endnu.
at grace skulle være den straffende gud er for mig absurd. guds kærlighed er uendelig, hvilket jo bl.a. beskrives i det nye testamente personificeret i jesus (hvis man da har brug for bibelen for at regne det ud)
skulle gud straffe mennesker der dybest set ikke er skyld i deres handlinger giver det da først ingen mening
medmenneskelighed og manglen på samme er jo ikke noget nyt i von triers film, og det ville da være rart med et genre skift fra hans side - livet er også smukt
jkcarlo |
| HeavenZanny
20-3-2004 23:37 | Og det er skræmmende... |
|
|
|  |
|
