| Mørket samler sig… |
| |
Konklusionen er klar, når rulleteksterne fra George Lucas’ seneste Star Wars-epos fortoner sig: Der er forbandet lang tid til år 2005, hvor Star Wars Episode 3 får premiere. For uanset den betragtelige sum af utålelige dialogstumper, den overdrevne brug af CGI-effekter og det generelt stereotype skuespil, så er Star Wars Episode 2 - Klonernes angreb en del af det fænomen, der er Star Wars. En fascinerende sammenblanding af science fiction og fantasy inspireret af de matinéoplevelser, som kunne ses dengang George Lucas var ung. Et grandiost livsværk og sprudlende overflødighedshorn af detaljer, der for fans er lig religion – og for de uindviede blot er en fandens god filmoplevelse.
Trådene samles
Der er gået ti år siden vi sidst så Anakin Skywalker og hans læremester Obi-Wan Kenobi i deres første konfrontation med intergalaktiske, politiske skærmydsler. De bliver hurtigt kastet ud i flere intriger, da en gammel kending i form af Padmé Amidala, der har overstået sin regeringsperiode som Dronning af Naboo og nu i stedet er blevet Senator for sin hjemplanet, er ude for et mordforsøg. Anakin, der nu er en fuldvoksen, arrogant snothvalp, er håbløst forelsket i Amidala – og romantikken er således sikret, da han bliver beordret til at beskytte hende, mens Obi-Wan udforsker mordforsøget og det omfattende komplot, der kan anes bag.
I disse tåger, som end ikke Yoda eller Mace Windu kan gennemskue, kan man ane Grev Dooku – ingen ringere end Yodas tidligere elev og nu en Jedi-løsgænger, der skaber splittelse i Republikken. Men bag ham hviler noget langt værre – Darth Sidious, hvis rænkespil er lige så geniale som de er ondskabsfulde.
The Dark Side
Alt dette leder til den legendariske start på selve ’The Clone Wars’. Men det er i Star Wars-terminologi kun en ekstra sidegevinst, mens vi betragter alle de brikker, der bliver lagt i det store puslespil. I skarp kontrast til The Phantom Menace er her en klar sammenhæng med den oprindelige trilogi; mange bifigurers baggrund bliver forklaret, og ikke mindst får man også begrundet mange af de valg, som George Lucas traf i Episode 1; ja, man kan endda sige, at Klonernes angreb gør The Phantom Menace til en bedre film.
Det er selvfølgelig historien om Anakin Skywalker og dennes rejse mod den mørke side af ’The Force’, der befinder sig i brændpunktet af fortællingen –isoleret fra sin læremester har han ikke noget skjold mod den voksende mørke side i ham. George Lucas formår mod alle odds at gøre hans figur sympatisk; hans store ego, tøjlesløse kræfter og frustration over Jedi-ordenens strikse regelkodeks bobler i ham, og kombineret med så stærke følelser som kærlighed og sorg fornemmer man tydeligt hvor det bærer hen ad for den unge Anakin.
The Light Side
Nu er det ikke lige skuespillet, man går ind og ser en Star Wars-film for – og af den grund af det formålsløst at kommentere Hayden Christensens præstation som Anakin, Natalie Portman som Amidala eller Ewan McGregor som Obi-Wan. De har ikke meget at arbejde med, og hvis der på noget tidspunkt er optræk til blot lidt samspil med gnister, så ødelægger den ofte klichéfyldte dialog det meste (at George Lucas har haft Jonathan 'Scorpion King' Hales med til at rive i manuskriptet har kun forværret sagen. De kan ikke anklages for at brillere i de mange, spredte kærlighedssekvenser) Mest savner man dog humoren fra de første tre film; C-3PO dukker op i filmens sidste halve time og fyrer en række oneliners af – men meget få af dem er fuldtræffere, og flere af dem decideret pinlige. At humoren mangler, gør den episke fortællings tendens til selvhøjtidelighed og pseudovisdom en anelse anstrengene. Paraderne kan ikke blive sænket ved hjælp af f.eks. en opsætsig Han Solo-figur, og de mindeværdige replikker udebliver…
Alt dette bliver dog omkranset af en teknisk bravour, som kun George Lucas kan lave den. Sjældent ser man CGI-effekter så godt udført, og kombineret med Lucas’ evne til at skabe små spændingskulminationer, føles de to en halv time som en skøn rollercoaster-tur. Højdepunktet er uden sammenligning den nu 100% computeranimerede Yoda – han leverer årets med garanti mest svedige kampscene i så suveræn stil, at man har lyst til at bryde ud i spontane klapsalver.
A cliffhanger…
Manglerne til trods er det ikke Lucas’ mange tekniske jokers, der er hans største bedrift. I stedet er det hans evne til at indgyde en ægte interesse i personernes skæbne, på trods af de mange himmelvendte øjne og suk man måtte have haft undervejs. For når John Williams altid suveræne soundtrack fortoner sig sammen med de sidste billeder af Klonernes angreb, er det figurernes skæbne, man er optaget af. Det – og så en boblende fornemmelse af, at man godt kunne klare at se filmen i hvert fald én gang til…
|
| |
| | Vurdering af ekstramaterialet har ikke været mulig, da distributøren pt. ikke har stillet anmelderkopi til rådighed.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (6 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | zexbleava
14-1-2009 17:13 | Hi, I'm a new operator, solely registered on your forum. I assumption for your dispatch, I chose the chide classification - this.
fine nominate - www.cinemazone.dk. |
| LuctuattThurl
9-1-2009 20:57 | adept constantly of day.
I do not be informed what to say there this ...
And yet I thirst for to say that - www.cinemazone.dk sheer removed Web resource! |
| Johnny Pepperoni
16-1-2007 08:56 | michaelw har ret, den dårligste Star Wars film af dem alle. |
| michaelw
15-1-2007 19:42 | Attack of the clones bliver aldrig rigtig vellykket Personerne bliver for overfladiske og steriotype efter min smag, Speciel effekterne er der ikke en finger at sætte på,
Dog synes jeg, at man skulle havde haft mere fokus på person historierne frem for alle de slag der er der i, men de sælger selvfølgelig billeter.
Tre stjerner. |
| BN
16-10-2004 02:59 | Hatten af for George Lucas: Det er simpelthen et mesterværk, han har præsteret med "Attack of the clones"! Natalia Portman er i rollen som Padmé ligeså sød, smuk og handlekraftig som Carrie Fisher var det som hendes mor i de første tre Star Wars-film, Ewan McGregor giver os en fuldt ud troværdig ung udgave af Obi Wan Kenobi, og Hayden Christensen spiller med stå stor glød og passion, at man virkelig tror på ham som den kommende Darth Vader. Alene med sit brændende og udtryksfulde blik levendegør han den indre konflikt, der plager den unge Anakin, og som jo er forstadiet til hans vej mod Kraftens mørke side.
Effekterne i filmen er vildt imponerende, men det er de gode skuespillere og den gode historie der gør filmen til et mesterværk. Selvfølgelig er det ikke dybsindigt karakterskuespil vi ser (det var det jo heller ikke i de gamle Star Wars-film - det er jo trods kun en eventyrfilm med romatik og drama. ... Men ikke desto mindre gør skuespillerne det så godt, at det er en fornøjelse at følge dem de 2 timer og 20 min. filmen varer.
Det er interessant at se hvordan George Lucas langsomt men sikkert knytter trådene sammen, således at alt i episode VI, V og VI passer nøje sammen med episode I, II og III, og omvendt.
Ved sine rent tekniske forbedringer af den gamle trilogi har hans skabt større visuel lighed mellem de gamle film og de nye. Visse fanatiske Star Wars opfører sig som om Lucas har lavet om på historien eller plottet i de gamle film, men der er jo ikke ændret en snus ved noget. Hvis man genfortæller hele handlingen fra den gamle trilogi for en person, der aldrig nogensinde har set "Star Wars", og så bagefter lader vedkommende se Lucas' 2004-udgave af trilogien, vil der ikke være den mindste uoverensstemmelse mellem det fortalte og det sete.
Så disse hard core fans vrøvler bare. Var det ikke bedre blot at nyde alle 5 (snart 6) film og simpelthen bare lade sig rive med, i stedet for at lave en religion ud af de gamle, uredigerede film og gøre dem bedre end de rent faktisk var.
Der var også meget pjat á la Jar Jar Binks i de gamle film, skuespillet var også letbenet som i de nye film, og hele ånden i filmene var den samme som i den nye prequel.
|
|
|
|  |
|
