| Samklang, men ingen harmoni |
| |
Karaoke har efterhånden hærget verden og især nattelivet de seneste 10 år og er blevet en verdensomspændende dille, som ingen med blot en anelse promille i blodet kan sige sig helt fri for at have lyst til. Den nu afdøde Bruce Paltrow har efter adskillige års præproduktion brygget en lille, livsbekræftende komedie sammen, der byder på masser af sang og glæde, uden at der på noget tidspunkt er risiko for, at filmen bider sig fast og bliver til mere end en fornøjelig pausefisk.
Altman-light
Den brogede historie er delt op mellem tre fortællinger, som der på lidt amatøragtig Robert Altman-vis bliver vekslet imellem, for at vi til sidst, som de intetanende tilskuere vi er, skal forbløffes over, at fortællingerne ramler sammen i et crescendo af en finale: et 5.000 dollars stort karaokemesterskab i Omaha. Huey Lewis er den professionelle hustler, der rejser rundt og synger sig til levebrødet og undervejs støder på den datter, han ikke anede, han havde (Gwyneth Palthrow). Han vil selvfølgelig ikke vide af hende, mens hun hager sig fast i ham; og hvem ved - måske kan musikken danne bro og bringe dem sammen?
Scott Speedman er den selvstændige taxachauffør og tidligere præsteelev (!), der fanger taxamakkeren i seng med sin kæreste - og derefter drikker sig fra sans og samling på de lokale bar, blot for at støde ind i den hæmningsløse karaokedronning (Maria Bello), der i mangel af likvider bruger seksuelle ydelser som betalingsmiddel.
Det er langt ude, og den røde tråd bliver trævlet tynd af den sidste historie, der får tildelt uforholdsmæssigt meget tid. Her ser man en ellers forrygende Paul Giamatti i rollen som den udbrændte sælger, der er en skygge i sit eget hjem og lider af kronisk jetlag. En tilfældig aften bliver han berørt af den magi, det er at stå og skråle på en bar foran vildt fremmede, og han forandrer sig med ét til en manisk, løssluppen livsnyder. Ud af det blå støder han på Reggie, en tidligere straffefange, der stadig har et noget anstrengt forhold til loven. Men som selvfølgelig mere end noget andet elsker at synge, og derigennem formår filmens mest aparte makkerskab at finde harmonien sammen.
Små højdepunkter
De mange vignetter bliver der krydsklippet mellem flittigt, men Duets fungerer bedst i de øjeblikke, hvor skuespilleriet fortoner sig, og musikken bliver sluppet løs. Som en forunderlig blanding mellem musical og road-movie spiller hvert eneste musiknummer til ende. Som drama gør det fortællingen voldsomt ujævn, og man kan undres over, at Bruce Paltrow insisterer på, at alle sange bliver sunget færdig. Oftest er disse underholdende at se og ikke mindst høre, men når musikken er forbi er historien gået helt ned i gear og slæber sig videre til næste sang.
Budskabet er ikke til at tage fejl af, og figurerne er elskelige med deres fjollede eufori over at hæve sig et par få millimeter over mængden gennem deres sang. Som film er der dog ikke meget, der hænger sammen; Bruce Paltrow mangler nerve og retning og forvalter det allerede brogede manuskript dårligt. Dermed ender Duets mest af alt som et kuriosom, hvor man forundres over, at Gwyneth rent faktisk kan synge.
|
| |
| | Det er en kaloriefattig omgang ekstramateriale. Blandt det overflødige finder man den obligatoriske biograftrailer for filmen samt 'Coming attractions'-trailers, mens der i den relevante ende er en uinteressant B-roll på en håndfuld minutter samt et par meget korte interviews med skuespillere og instruktør. Ikke noget at bryde ud i sang over.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Lily
25-10-2011 19:26 | Wow! Great thiinnkg! JK |
|
|
|  |
|
