| En film uden bogstøtter |
| |
Slutningen på den originale Tilbage til fremtiden flirtede kraftigt med tanken om en fortsættelse – i min VHS-udgave afsluttes filmen endda med et ”To be continued...”, der er fraværende i DVD-versionen – men først fire år efter etterens succes fik vi historien om, hvad der videre hændte Marty McFly. Da den kom ud, fik filmen den sædvanlige hårde medfart, der er reserveret toere, men på mange måder er fortsættelsen endnu mere sprudlende og anarkistisk end den mesterlige etter.
Back to back
Marty er netop vendt tilbage fra sine eventyr i 1955, når Doc, i en direkte gentagelse af den første films slutscene, dukker op i tidsmaskinen for at tage Marty og hans kæreste Jennifer med til år 2015, hvor deres fremtidige børn har problemer. Her støder Marty både ind i bøllen Biffs barnebarn Griff og sin egen søn, Marty Jr. Men de virkelige problemer opstår, når Marty får den gode idé at bringe en sportsalmanak med de sidste 50 års sportsresultater med hjem til 1985. Doc opdager bogen og bliver rasende – han har ikke opfundet tidsmaskinen for økonomisk vinding – og almanakken havner i skraldespanden. Men den gamle Biff har overhørt samtalen og lægger skumle planer. Mens Marty og Doc har travlt med at redde Jennifer ud af nye komplikationer, låner Biff tidsmaskinen. Og når de endelig vender tilbage til 1985, er byen forandret, forstadskvarteret er blevet dyster slum, motorcykelbander har overtaget gaderne og rådhuset er bygget om til kasinoet ”Biff Tannen’s Pleasure Paradise” – men også på et mere personligt plan er alt forandret: Martys far er blevet myrdet, og hans mor har giftet sig med skurken Biff.
Toerens forbandelse
Det er en klassisk fordom indenfor filmkritikken, at fortsættelser, især toere, altid er væsentligt ringere end den oprindelige film. Evil Dead 2, T2, Aliens, Godfather Part 2 og The Empire Strikes Back er blandt de lidt for mange undtagelser, der bekræfter reglen, men det er som om, der hviler en slags forbandelse over visse toere. Tænk blot på Indiana Jones and the Temple of Doom, Gremlins 2 eller Shock Treatment, opfølgeren til Rocky Horror Picture Show. Somme tider har det sin logiske forklaring (behøver jeg at nævne Kate Capshaw?), men ofte er det svært at gennemskue, hvorfor toeren ikke kan leve op til sin forgænger. Måske har filmen karakter af gentagelse, som det var tilfældet i Die Hard 2, Alene hjemme 2 og Under Siege 2, eller også er motivet ren spekulation, som vi ser det i de mange underlødige direct-to-video-produkter (f.eks. Carrie 2 og From Dusk til Dawn 2), og somme tider er der bare ikke kød nok på historien til en fortsættelse (Blair Witch Project 2).
Gentagelsens komik i anden potens
Tilbage til fremtiden 2s væsentligste fejl i egenskab af fortsættelse er, at den ikke kan stå alene. For skønt plottet muligvis er forståeligt selv for uindviede, bygger langt størstedelen af filmens jokes på gentagelses-effekten. ”Something very familiar about all this”, kommenterer den gamle Biff, når han ser sit barnebarn og hans slæng jagte Marty på svævende skateboards, og sekvensen er da også en direkte reference til scenen i den første film, hvor Biff og hans bande jagter Marty i 1955. Hvor etteren anvendte gentagelse, når den kontrasterede scener på tværs af årtierne, hæves teknikken her op i anden potens, når man refererer ikke blot på tværs af tid, men på tværs af film. Og filmen når ikke sit højdepunkt før Marty krydser sit eget spor, og vender tilbage til 1955, hvor han ikke alene må stjæle almanakken tilbage, men også undgå sit eget tidrejsende alter ego fra etteren.
Imponerende manuskriptarbejde
Handlingen er noget forvirret, men manuskriptet er overraskende sammenhængende trods de mange handlingstråde og parallelle tidsdimensioner. Mest imponerende er den måde, sekvenser fra etteren inddrages, selv om det til tider gør fortællingens tempo noget ujævnt. Martys kæreste Jennifer virker f.eks. overflødig – det er påfaldende så tit hun efterlades sovende, mens Marty og Doc tager på eventyr – og kommer da også kun med til fremtiden, fordi etterens slutning betinger det. Men det lykkes manuskriptforfattere Zemeckis og Gale at holde de mange bolde i luften, og samtidigt, ganske subtilt, introducere nye setups. Bemærk hvor mange oplysninger, der plantes, som først får betydning i treeren. For hvor Tilbage til fremtidens oplæg til en fortsættelse var ment som en joke, et løfte om nye eventyr, der aldrig skulle indfries, er Tilbage til fremtiden 2 bevidst konstrueret som andet kapitel i en trilogi.
Når enden er god
”To be concluded...”, slutter filmen og viser en trailer for treeren. Det er frækt, lidt ligesom The Empire Strikes Back, der efterlod os med en dybfrossen Han Solo på vej til Jabbas palads. Toeren og treeren blev optaget samtidigt og udsendt med kort mellemrum, hvorfor man kunne tillade de løse ender. Men det er forståeligt, at mange følte sig snydt, da de kom ud af biografen, for her er tale om en gang cinematisk narrefisse. Først når man først har set tredje del, er alt tilgivet.
Muligvis er det et problem, at filmen forudsætter, at man har set forgængere, men det er også filmens største kvalitet. For det er sjældent man får lov til at more sig over en så indforstået humor.
Som enkeltstående film er Tilbage til fremtiden 2 nærmest meningsløs, og den manglende slutning utilgivelig. At se filmen uden for kontekst, er som at få et antal bøger til at stå op uden bogstøtter. Men som del af trilogien, er den en ren fornøjelse – måske den mest legende og selvironiske af de tre film – og det er befriende, at ikke alle subplots skal løses inden filmen er omme, det giver filmen uforudsigelighed og en forfriskende dramaturgisk anarkisme.
|
| |
| | Vurdering af ekstramaterialet har ikke været mulig, da distributøren ikke har stillet anmelderkopi til rådighed.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
