| At stoppe mens legen er god |
| |
Tilbage til fremtiden 2 efterlod den tidsrejsende teenager Marty McFly fanget i fortiden, 1955 nærmere bestemt – igen. Men øjeblikket efter, at tidsmaskinen blev ramt af lynet og forsvandt med opfinder Emmet 'Doc' Brown indeni, dukker en mand op med et 70 år gammelt brev adresseret til Marty. Det viser sig, at uheldet sendte Doc tilbage til det vilde vesten i 1885, hvor han lever i bedste velgående. Han har skjult tidsmaskinen og vedlagt instruktioner til at reparere den, så Marty vender tilbage til 80’erne. Alt er tilsyneladende godt, indtil Marty opsøger biblioteket og finder en avisartikel, der afslører at Doc blev skudt ned af revolvermanden Buford 'Mad Dog' Tannen en uge efter, at han skrev brevet. Marty må på eventyr med tidsmaskinen igen, for at redde Doc og bringe ham tilbage til fremtiden.
Cirklen sluttes Ligesom sin forgænger, må Tilbage til fremtiden 3 vurderes som del af en trilogi, om end den er nemmere at se som selvstændigt værk end toeren. Ikke mindst fordi den hovedsageligt foregår i 1885, og således ikke kommer i konflikt med tidligere hændelser. Referencerne til de første film har her primært karakter af sjove western-paralleller til de etablerede steder, situationer og persongalleri. Robert Zemeckis og Bob Gale formår at jonglere to handlingsforløb, dels filmens historie, der spindes omkring Doc og byens nye skolelærerinde Clara, dels afslutningen på trilogiens forløb med Marty i centrum. Det er flot fortællekunst, og resultatet er en hellig treenighed frem for blot en succes-film og dens to sequels. Tilbage til fremtiden 3 er for serien hvad Return of the Jedi var for Star Wars og hvad The Last Crusade er for Indiana Jones-filmene, indtil rygterne om en firer bliver virkelighed. Den samler trådene og afslutter trilogien en gang for alle.
Solid westerkomedie Det vilde vesten er en sjælden location i komedie-genren, og ikke siden Mel Brooks’ Sheriffen skyder på det hele (74), har det været gjort så godt – og Wild Wild West (99) viser hvor galt det kan gå. Western-stereotyperne udnyttes fint, og stemningen fanges i støvede sepia-kulører, der står i skarp kontrast til de første films klare primærfarver. Selv Alan Silvestri har fundet indianertrommerne frem i sit symfoniske score. Hvis man skal pege på et kritikpunkt, er det, at filmen er meget simpel i sin logik i forhold til de tidligere film. Her er ingen tidsrejsende der krydser sit spor eller må undvige tidsparadoksets farer. Langt størstedelen af filmen er traditionel adventure-komedie, men også som sådan er den fremragende og fuldt på højde med f.eks. Zemeckis egen Nu går den vilde skattejagt (84).
Alene er Tilbage til fremtiden 3 en dejlig feel-good-komedie. Som del af en trilogi, er den afslutningen på et mesterligt filmisk triptykon. I modsætning til den aldrende Harrison Ford er Michael J. Fox den evige teenager og kunne nemt, indtil han for få år siden fik konstateret Parkinsons syge, have gentaget rollen i endnu et par sequels. Tak til Robert Zemeckis og medforfatter Bob Gale, for at de stoppede mens legen var god.
|
| |
| | I forhold til den første film, føles ekstramaterialet til den afsluttende del af trilogien lidt tyndt. En retrospektiv featurette om skabelsen af filmen er udmærket, men erstatter ikke et kommentarspor. Man kan trække på smilebåndet af de 'sjove fraklip', og under 'fraklippede scener', bemærk flertallet, finder man en enkelt scene, der måske forklarer Mr. Stricklands forhold til disciplin, men nemt kunne undværes i filmen. Tre sekvenser fra filmen sammenlignes med de oprindelige storyboardtegninger, og vi får mulighed for at se en musikvideo med ZZ-Top. Som det efterhånden er konventionen finder vi også den originale biograf-trailer, samt et produktionsarkiv af stillbilleder, såvel fotos som tegninger, og som rosinen i pølseenden får vi en lille reklame for E.T.-DVD’en.
Det kan anbefales at man venter på region-1-udgaven af trilogien, der udkommer omkring jul. Her har man droppet dts-lydsporet til fordel for yderligere en halv times ekstramateriale samt rigtige kommentarspor med Robert Zemeckis og Bob Gale til hver af de tre film såvel som Q&A-lydspor til toeren og treeren.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Dark Side 26-9-2004 00:10 | ja meget godt rigtig eventyr film
jeg give 5 ud af 6 Stjerne ikke kun nr 3 men hele 1-2-3 |
| Michael J. Fox 22-9-2004 15:03 | Øhhhhh ja. Tilbage til fremtiden 1 og Back to the Future 2 |
| Rasmus 22-9-2004 14:57 | Hej. Jeg synes det er en vildt fed film. Derfor ville jeg bare lige høre om I kender nogle andre film der hanler om noget om det samme? :) |
|
|
|  |
|