| Læreren må lære |
| |
Mens Kinas største instruktør Zhang Yimou netop er i færd med at lægge hånd på sin nye og længe ventede action-epik Hero, får vi mulighed for at se i biografen, hvorfor instruktøren er en af sin tids bedste filmskabere. Det lille, nye danske distributionsselskab Marco Film, der har påtaget sig at importere ikke-engelsksprogede film til landet, har nemlig sørget for at sætte Guldvinderen fra Venedig 1999 på plakaten, selvom det lille rørende drama om en skolelærers kamp for at holde sammen på sin klasse allerede har været udgivet på DVD og video. Men gensynet skal ikke desto mindre være velkomment – Ikke een mindre kan ikke ses een gang for meget.
 | Wei foran sine elever.
Copyright:
Marco Film |
Kinesisk dogme
Der er noget dokumentarisk og dogmeagtigt over Ikke een mindre. Førstnævnte skyldes nok først og fremmest, at de fleste skuespillere i filmen spiller sine egne roller fra den virkelig verden. Det (ubevidst) dogmeagtige tilføres igennem en let håndholdt kameraføring, der dog stadig koncentrerer sig mest om at indfange afbalancerede billeder. Resultatet er lige så flot, som filmen stadig er vellykket og vedkommende 3 år efter dens første premiere.
Den upædagogiske lærer
Wei er kun 13 år og ikke en særlig dygtig lærervikar. Men den lille landsby har bare ikke andre alternativer, da den ældre lærer Gao skal besøge sin døende mor. Wei bliver af borgmesteren sat til at passe på landsbyens 28 små skolebørn. Ikke nogen nem opgave, når ens pædagogiske evner ikke rækker til mere end at lave tavlediktat og blokere skoledøren indtil dagen er gået. Til gengæld er Wei så stædig som et landsbyæsel. Før Gao tager af sted beder han hende om at sørge for, at alle elverne stadig er til stede når han kommer hjem. Mange forlader nemlig landsbyerne til fordel for storbyen. Det er også hvad den tenderende problemunge Zhang Huike gør for at tjene penge, da hans enlige mor sidder i gæld til halsen.
 | Drengen Huike underholder klassen med en stjålet dagbog.
Copyright:
Marco Film |
Til byen med stædigheden som rejsefælle
Selvom Wei ikke har så meget som til en halv busbillet, er hun fast besluttet på at opsøge og hjemdrive den lille Huike. Ikke mindst fordi hendes ydmyge betaling på 60 yuan er afhængig af, om eleverne er fuldtallige ved Gaos hjemkomst. Hun vandrer ind mod byen uden at tænke nærmere over de logiske chancer for at finde en lille dreng i en storbys menneskemylder. Selvom hendes stædighed konstant sættes på prøve af storbyens tilsyneladende uigennemtrængelighed ændrer det intet for Weis eneste rejsefælle - hendes stædige mantra: ”Ikke én mindre.”
Én for alle
Filmen ligger i sit formsprog tæt på den spontane virkelighedssøgen og næstekærlige humanisme som i den italienske neorealisme. Filmen rummer også i sin grundide en bibelsk morale: ”Hvis en fårehyrde har 100 får og ét løber væk, vender han så ikke ryggen til flokken og begiver sig ud for at lede efter det tabte?” Netop denne tanke undgår man ikke i filmen. Tænker Wei ikke over, hvor mange af de tilbageblevne børn, der kan stikke af uden hendes overvågning? Svaret er selvfølgelig, at det gør hun netop ikke. Hun er som filmens instruktør drevet af det måske ulogiske, men ikke desto mindre menneskelige ræsonnement.
Ingen krokodilletårer
Ligesom sine inspirationskilder fra den italienske neorealisme og ikke mindst den iranske filmkunst a la Abbas Kiarostami er Ikke een mindre en film, der tager sig god tid til at fortælle sin simple historie. Kan man ikke værdsætte denne slags tempo, bør man nok holde sig væk. En stor del af filmens værdi skal nemlig findes i glæden ved de enkelte sceners fine registrering af deres karakterer, som instruktøren har formået at sætte i et slags diskret centrum. Her har Zhang Yimou benyttet sig af forskellige ’dirty tricks’ som skjulte kameraer og effektiv manipulering med sine skuespillere. Flere af scenerne i storbyen er eksempelvis optaget med indzoomede kameraer på lang afstand og intetanende byboere som medspillere. Ligeledes har Yimou heller ikke holdt sig tilbage, da eksempelvis den lille Zhang Huikes tårer i øjnene skulle frembringes. En videohilsen fra skuespillerens forældre efter filmholdet havde været længe hjemmefra fik varen bragt sikkert i kassen. Det er eminent håndværk. Realismen er virkningsfuld og rørende nok til at nedbryde den kinesiske mur.
Springet
I filmens slutning sker der også noget, der kunne ligne en nedbrydning. Historien gør pludseligt op med sin egen rytme og sprog. En mediebegivenhed om vores hovedperson har fået medfølelsen frem i lyset hos befolkningen i storbyen - på samme måde som det måske er tiltænkt tilskueren? Afslutningen synes lidt for rosenrød til, vi kan tro på det, og den tiltænkte ironi skydes i flere retninger. Er det en slags selvcensur for at få filmen godkendt for den til tider strenge censurkomite, som Yimou før har været i uoverensstemmelser med? Måske, men det er næppe hele forklaringen. Er det en indadrettet kritik mod sin egen lidt stringente klassiske struktur? Muligvis. Eller er det en tyk fed løgn, der skal understrege filmen systemkritiske ytring, om at 1 million kinesiske børn må forlade skolen på grund af fattigdom, på den mest virkningsfulde måde? Men bliver den ikke udvandet af de moralske sluttekster, der også fortæller, at 15% af disse kan komme tilbage til skolerne ved hjælp af pengegaverne? Under alle omstændigheder står det Hollywood-parodiske spring udover filmens egne rammer både åbent og måske lidt for skarpt tilbage efter filmen – som under alle omstændigheder stadig er Yimous bedste til dato, hvilket siger en del.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
