| Ikke helt ligesom anal probing ... men tæt på |
| |
Spøgelser er atter engang skiftet ud med monstre fra det ydre rum i dette årtis svar på 80’ernes Ghostbusters-film; efterfølgeren til 1997-blockbusteren Men in Black er landet, og markedsføringmaskinen har velsmurt som altid trillet annoncer og trailers ud til en forventningsfuld fanskare. Men ak; Men in Black 2 er netop kun dette: Et velolieret markedsprodukt, hvor ’I will survive’ leveret af den syngende hund Frank i traileren markerer filmens ene højdepunkt. Det andet er selvsamme Franks karaokeversion af ’Who let the dogs out’…
Kopi uden magi
Hvor forgængeren havde en overrumplende charme, hvor man kunne fornøje sig over en usædvanlig bidsk Tommy Lee Jones’ tørre sarkasme og en tålelig Will Smiths streetwise-facon, virker Men in Black 2 som et affaldsprodukt, hvor alle de skrottede oneliners fra forgængeren er fundet frem. Selv historien anstrenger sig ikke synderligt for at være anderledes; et par år er gået, og Will Smith er som Jay nu den garvede agent, der prøver at forsvare en intetanende jordklode mod den usandsynlige mængde af fremmedartet liv. Tommy Lee Jones er i rollen som Kay imidlertid gået på pension som postbud, har ’blitzet’ sig selv, så han intet kan huske om den tophemmelige, men velklædte, organisation – og bliver selvfølgelig hevet tilbage i tjenesten, da lokummet for alvor brænder.
Det pudsige i dette tilfælde er, at ingen rigtig ved, hvorfor en usædvanlig afklædt Lara Flynn Boyle i rollen som monsteret Serleena, er så opsat på at sprede lidt død og ødelæggelse på jorden; alt tyder dog på, at den er i overhængende fare for at blive sprængt i luften, og kun Kay har nøglen gemt i hans deneuraliserede hjerne (en elektrisk form for det hvide snit).
Samme procedure as last time
Men in Black 2 prøver indledningsvis at være lidt original ved at levere en kitschet og kikset forhistorie brygget sammen, som om det var et science fiction-show i den allerlaveste ende af lowbudget-skalaen. Men de 100 millioner dollars, som Barry Sonnenfeld har haft at lege med, bliver derefter hurtigt brugt på enorme special effects, der er ganske nydelige, men oftest fuldstændigt overflødige for handlingen – og i længden gabende kedsommelige. Hvad nytter det at give Smith&Jones større våben, bedre biler og andet nyt legetøj at lege med, når alt så åbenlyst smager af enten product placement tvangsfodret langt ned i halsen på publikum (en PlayStation 2-controller i bilen var næsten for stor en mundfuld) eller panisk tidsforbrug af en manuskriptforfatter med a) skriveblokering b) usandsynlig dårlig smag c) begge to, plus travlt med at bruge sin check i stedet for at komme med brugbare replikker. Slutresultatet er en meget ujævn film, hvor humoren kommer mekanisk kørende på togskinner og klimaksscenerne hen mod slutningen falder over hinanden.
Desværre en succes allerede
Hollywood viser atter sit grimme ansigt frem med Men in Black 2; for i realiteten er det lidt for tydeligt, hvorfor denne efterfølger er lavet. Fans får mere af det samme i en ringere udgave, og nye, sagesløse ofre får en film, der er blottet for både overraskelseselementet og det originale strøg fra den oprindelige film. Der er små øjeblikke, hvor man morer sig over filmens evne til at sætte universets forunderlige proportionsforhold under lup; et skab på Central Station afslører således en hel verden af tilbedende, små pelsvæsner, der tilbeder et digitalur og bruger ordene fra et videokort som De Ti Bud. Men selv dette er blot afkog fra slutscenen i den første MiB.
Det højspændte tempo og tegneseriehumoren går stadig fint i spænd med de populære Ghostbusters-film, men hvor Ghostbusters II (der pudsigt nok også blev lavet præcis fem år efter forgængeren) sprudlede af komiske optrin og fortællelyst, er Men in Black 2 tydeligvis en kreativ falliterklæring og markedsføringsmæssig lotterigevinst.
|
| |
| Seneste kommentarer: (15 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | michaelw
2-7-2007 14:35 | En efterfølger til den meget populære men in black må næsten gå galt og det gør det også.
Historien er tynd som en utæt si og plottet er fyldt med store huller skuespillet er ikke mere end middelmådigt fra de hr. smith og Jones, og hele filmen emmer af opgivenhed der er ligsom blevet kogt nok suppe på den ide.
En stjerne. |
| Jalle...
19-9-2005 12:47 | Jeg fatter ik hvorfor i alle er så utilfredse med den jeg syns altså at den er både sjov og underholdene. BASTA!
Jalle.. |
| Martin C
8-4-2004 18:48 | Jeg syndes at 1'eren var best. Men in Black 2 var lidt mærkelig. Den for 2 stjerner af mig. |
| flensted
5-11-2003 13:03 | At kalde alle film 'livsværker' er vel også en kende naivt. Jovist, mange er det - men der er også mange, der sådan set blot skyldes at man har vurderet at der kunne tjenes penge - mange penge - på dem. Derfor kan de sagtens være både underholdende og spændende, men kunst kan disse film vel næppe kaldes. |
| HeavenZanny
5-11-2003 10:21 | Hvis vi griber det her lidt filosofisk an, kan man se sådan her på det hele:
Syllogisme betyder sammenregning, et argument har to præmisser, der ender i en konklusion – f.eks.
Alle mennesker er fejlbarlige
Alle filosoffer er mennesker
Alle filosoffer er derfor fejlbarlige
Det samme kan man anvende overfor cinemazone...
Alle mennesker er fejlbarlige
Alle anmeldere er mennesker
Alle anmeldere er derfor fejlbarlige
Og SELVFØLGELIG er der i alle anmeldelser en vis portion subjektivitet, også selvom cz's anmeldere efter sigende skulle forsøge at forholde sig objektivt til de film de ser...
MEN jeg vil til enhver tid hellere læse en anmeldelse, hvor jeg vitterligt kan se, at skribenten er blevet grebet af og forholder sig både intellektuelt og følelsesmæssigt til den pågældende film - om jeg så som læser er enig med vedkommende eller ej...
Selvfølgelig er film livsværk for visse instruktører, MEN som anmelder skal man altså ikke begynde at dybdeanalysere og tage hensyn til alle mulige og umulige ting - så kan man læse filmvidenskab på universitetet og skrive lange afhandlinger om de film, man holder af - eller det modsatte... En anmelder skal vel som Dorff også påstår, først og fremmest tage udgangspunkt i det, det enkelte menneske ved om film... at en god anmelder så også "belærer" de uvidende omkring filmiske virkemidler, sammenhæng etc. er lidt en anden sag, for det kan man si fra, hvis man ikke orker at forholde sig til det... mens mere krævende filmgeeks, nok nærmest forventer det... så de kan være uenige... *GF*
Vil slutte af med en anden syllogisme (som man jo altid kan diskutere, om er lutter vrøvl og lagkage)
ligesom tese - antitese - ny tese
Alle mennesker er individer
Alle mennesker forholder sig til film
Alle mennesker forholder sig individuelt til film...
:oP~
|
|
|
|  |
|
