| Sin egen lykkes smed |
| |
Nej, 13 Conversations About One Thing handler ikke om det, man måske kunne få mistanke om, men om forholdet mellem skæbne og lykke. Den er en smukt cirkulært fortalt ‘snakkefilm’, hvori de enkelte sekvenser introduceres af aforismer, der anslår temaerne i filmen.
Fire skæbner Den første, vi møder i filmen, er Walker (John Turturro), en fysikprofessor, der bor i et velindrettet, men dog sært upersonligt hjem med konen Patricia (Amy Irving). Hans verdensbillede er blevet noget forandret, efter at han har været udsat for et overfald, og han grunder over, hvorfor det netop skulle gå ud over ham. Den næste er gulddrengen Troy (Matthew McConaughey), der lige har vundet en sag og giver øl til en række kolleger på en bar. Her får han øje på den misantropiske forsikringsmand Gene (Alan Arkin), som han fører en kort samtale med. Troy forlader baren og kommer til at køre den unge pige Beatrice (Clea DuVall) ned.
Positivisme Disse personer er alle optagede af lykken, og hver af dem har sin egen holdning til hvad lykke er og hvordan den opnås. Men ingen af dem er lykkelige. Walker er ikke uden grund fysiker: han er en positivistisk orienteret person, der tror, at man ved at skaffe sig bestemte ting kan blive lykkelig. Så da han har skaffet sig et pænt hus, en elskerinde (Barbara Sukowa) og en fin ny bil, venter han stadig på, at lykken skal indfinde sig, uden at det er faldet ham ind, at et kærligt ord til konen måske var det, der skulle til. Ej heller formår han at være fleksibel over for en studerende med problemer – hvilket skal vise sig at være skæbnesvangert.
Karriere Troy, derimod, mener, at han er lykkelig: han har en succesfuld karriere og tjener mange penge. Men da han kører Beatrice ned, og ovenikøbet forlader åstedet, styrter han brat fra lykkens tinde og ned i et angerfuldt hul. Han er ude af stand til at passe sit arbejde som før og holder med et barberblad det sår ved lige, som han fik ved sammenstødet.
Rosenrøde drømme Beatrice er måske ikke lykkelig, men hun tror på lykken. Hun er en ung, naiv kvinde, der engang har været nær ved at drukne og derfor mener, at hun er heldig. Sammen med den lidt mere jordnære veninde Dorrie (Tia Texada) taler hun om en af de klienter, som hun samvittighedsfuldt gør rent for og drømmer om, at forholdet kunne udvikle sig til noget mere. Men så rammes hun af Troys bil og senere går det op for hende, at drømmene er opbygget på et falsk grundlag.
Den lyse side af sagen Gene er afgjort ikke lykkelig. Han er skilt, ikke på talefod med eks-konen og hans søn er en stofmisbruger, der ikke vil vide af sin far. I sin bitterhed ser Gene sig gal på en kollega på det triste forsikringskontor. Denne kollega er et af disse mennesker, der altid er glad, altid har et venligt ord til overs for andre og altid ser positivt på tilværelsen. Gene misunder denne mand hans lykke og sætter sig for at ødelægge den ved at fyre ham. Men der sker blot det, at manden ser fyringen fra den positive side! Denne oplevelse gør dog så stort et indtryk på Gene, at han – for måske første gang i sit liv – begynder at handle i andet end egen interesse.
Bitterhed Skuespillet er fremragende i denne film. Matthew MacConaughey, der bragede igennem i A Time to Kill (1996) og hvis karriere bestandig siges at være for nedadgående, leverer en udmærket præstation her, og man må beundre John Turturro for til stadighed at spille nogle egentlig ikke særlig sympatiske personer (ganske som Herbert Stempel i Quiz Show, Pete Hogwallop i O Brother, Where Art Thou?, Dante Dominio i The Man Who Cried – og utallige andre). Den mest interessante person er imidlertid Alan Arkins Gene, der også levnes mere tid end de øvrige. Han er en bitter mand, der helt har vænnet sig til at tænke i negative baner, der kun langsomt bliver klar over, at et smil eller en venlig gestus kan gøre tilværelsen mere udholdelig.
Skæbnen Filmen henvender sig til det segment af filmentusiaster, der kan lide film som Things You Can Tell Just by Looking at Her, hvor en række skæbner studeres for at belyse, hvad lykke for den enkelte er. Denne film handler nu ikke kun om lykke – den er også i høj grad en studie i skæbnen. Den kan måske i første omgang virke pessimistisk, fordi skæbnen synes at være uretfærdig: Stakkels Beatrice, som aldrig har gjort nogen noget, er f.eks. den, der rammes hårdest af skæbnen. Men den ender dog i et mere optimistisk tonefald, og det bliver klart, at selvom vi ikke helt er herrer over vores egen skæbne, kan vi dog påvirke vores egen lykketilstand.
|
| |
| | Vurdering af ekstramaterialet har ikke været mulig, da distributøren pt. ikke har stillet anmelderkopi til rådighed.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | rvk 23-1-2006 18:19 | fin bitter-sød film til de eftertænksomme, de der forventer vilde biljagter og eksplosioner skal gå i en stor bue udenom denne film
min anmeldelse : 4 1/2 stjerne |
|
|
|  |
|