| At brænde sig på lidenskabens flammer |
| |
Adrian Lynes Indecent Proposal kunne tilbage i midten af 90’erne få de fleste gifte mænd til at afstå fra utroskabens fristelser – og med Unfaithful kan kvinder meget vel blive afskrækket for bestandig. Men instruktøren af film som 9½ uge og Farligt begær leverer ikke endnu en velpoleret, erotisk thriller i denne omgang – men nærmere et overrumplende velspillet drama, hvor fokus er lagt på et hudløst psykologisk portræt af et tilsyneladende lykkeligt ægtepar. Et studie i menneskets skrøbelighed, når overbevisninger, moral og rationel tankegang bliver tilsidesat for en brændende 'liason'.
Handling
Det er kvinden i 30’erne, der lader sig forlede af løftet om afveksling fra den trivielle, trygge hverdag i New Yorks forstæder til en heftig romance med udenlandsk kunstnerblod i hjertet af Soho. Vel at mærke med en betragtelig indsats: 11 års ægteskab med sin mand, Edward, et harmonisk familieliv – og deres 9-årige søn, Charlie. Men Connie Sumner trænger så desperat til forandring, at hendes tilfældige sammenstød med den mere end 10 år yngre Paul Martel kommer som et befriende pusterum. Og eksotisk tilmed; for Paul er ikke kun fransk, han er også passioneret litteraturelsker og begavet med et yderst tillokkende ydre.
Men det ene, lidenskabelige øjeblik er som at spise af forbuden frugt for Connie – og inden længe har hun bevæget sig ind i en selvdestruktiv spiral af ukontrollabel liderlighed, løgne og en alt for nonchalant jongleren med de normer, hun hidtil har levet sit liv efter.
Stærkt skuespil
Her kunne Lyne godt have forvandlet Unfaithful til en 'Fatal Attraction: Part Deux', men gør det heldigvis ikke; i stedet vælger at han være tro mod Claude Chabrols oplæg fra 1968 - La Femme Infidèle - og beholder figurerne i de realistiske omgivelser. Og det kan man så kun bifalde, for dermed får man den fornøjelse at se Richard Gere i den ganske modigt castede rolle som hanrejen Edward levere en ypperlig præstation i filmens sidste halvdel. At placere ham i rollen som den charmerende og kærlige Edward gør kun hans hustrus ægteskabsbrud endnu mere irrationelt – og deraf en understregning fra Lyne af, at sex er et magtfuldt redskab, hvis man ikke kan tøjle det.
Men det er Diane Lane i rollen som Connie, der for alvor formår at indfange hele filmens nerve i hendes portræt af en kvinde, der på en gang er plaget af skyld og lyst, forelskelse og skam. I ét og samme sekund kan man føle medlidenhed, afsky og sympati for hendes rolle i en sådan grad, at man uanset køn lever sig ind hendes figurs kvaler. Til sidst skal den gryende stjerne Olivier Martinez også nævnes; han fungerer upåklageligt i rollen som den næsten tavse Paul Martel – men først og fremmest i kraft af hans ydre. Som en Penélope Cruz også har oplevet det i amerikanske film, bliver han forvandlet til et kønt ansigt med masser af udstråling, men forbavsende lidt dybde. Pænt at se på, og ikke meget mere.
Klassiske Lyne
Lyne kan dog ikke undgå at genbruge mange af de temaer, som man har set i hans tidligere film. Naturkræfternes rasen synes ubønhørligt forbundet med afgørende passager i hans film, og man bliver ikke sparet for små, ulidelige øjeblikke af gentagende moraliseren. Det er dog til at leve med i den lidt for lange film, når Unfaithful ganske vellykket formår at indfange noget typisk ved menneskers adfærdsmønstre og ægteskabelig/menneskelig tragedie uden at skulle begrunde det først.
|
| |
| | Det er en fornøjelse at sidde med DVD-udgivelsen af Unfaithful, ganske enkelt fordi det er tydeligt at instruktøren Adrian Lyne er en mand, der går uendeligt meget op i sit arbejde – og ikke har noget imod at dele ud af sin entusiasme. Allerede ved de slettede scener, som der er hele femtin minutter af i alt, får man et indtryk af mandens afslappede og hyggelige facon på kommentarsporet. Den ’alternative’ slutning der skiltes med er dog ikke mere end en udvidelse end den eksisterende – og der er ingen tvivl om, at der blev valgt rigtigt i første omgang.
Dernæst følger der en bunke af interviews, hvor vi dels kan nyde Diane Lane, Olivier Martinez samt den rutinerede klipper Anne V. Coates alene, samt Richard Gere, Diane Lane og Adrian Lyne samlet. Der forsøges ihærdigt at sige noget tænksomt og reflekteret om filmen.
Endelig er der en udmærket ’bag filmen’-featurette på et kvarters penge, der er langt bedre end den sædvanlige bunke klip fra filmen, men normalt er vant til – og til sidst en mulighed for at bladre igennem Lynes flossede manuskript, hvor man tydeligt fornemmer instruktørens store forarbejde med ’on-location’-besøg og udførlige beskrivelser af hvordan bestemte scener skal optages. Altså en metodisk filmmager, som man kun kan få bekræftet, når han langsomt og besindigt ledsager én igennem filmen på kommentarsporet.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Tøffe
3-9-2005 16:35 | Jeg synes, at det er en rigtig god film og den havde fået 6 stjerner, hvis han havde valgt den originale slutning! |
|
|
|  |
|
