| Studier og sex |
| |
James Toback er et af de mere opsigtsvækkende navne i periferien af Hollywood, en instruktør, som nægter at gå på kompromis med sine visioner, og som netop derfor ofte tiltrækker sig en ekstra overskrift eller to. For et par år siden var det filmen Black & White, som skabte røre med sit kompromisløse portræt af unges søgen efter en identitet i forholdet mellem sorte og hvide i New York – og også for at give en birolle til Mike Tyson på et tidspunkt, hvor bokselegenden konstant befandt sig på vej i fængsel. Nu er Toback klar med endnu en film, knapt så provokerende, men stadig helt sin egen.
I uføre I Harvard Man får vi fortalt historien om Alan Jensen, en ung studerende med succes på basketballholdet og blandt sine kvindelige medstuderende. Han falder for sin filosofilærer, den kælne Chesney Cort (Joey Lauren Adams), og har ved siden af hende et forhold til den sexede Cindy Bandolini (Sarah Michelle Gellar i en atypisk rolle), der snart viser sig at være datter af byens førende gangster. Alans forældre mister hjemme i midtvesten deres hus under en orkan, og sønnen, som ellers ikke er voldsomt optaget af livet på hjemmefronten, ser det pludselig som sin opgave af skaffe penge til de nødstedte forældre. Måske en anelse præget af Cindys letsindige omgang med ulovligt spil – faderens håndlanger Teddy Carter (Eric Stoltz) styrer en stor spillecentral, hvor indkræverne har lige så travlt som pengetællerne – vælger Alan at fikse en kamp, hvor han selv er på banen, men straks pengene er i huset begynder den vilde jagt, for der viser sig at være både ferme narkoproducenter og snu FBI-agenter i omgangskredsen.
Tågede konspirationer Harvard Man lever et langt stykke af vejen på spændingen om, hvem man tør stole på i det noget brogede persongalleri. Er det mon gangsterdatteren med et top-liderligt hjerte, som alligvel viser sig at være heltinden, eller gemmer filosofiprofessoren med den rustent-kælne stemme på andre hemmeligheder end en indsigt i Kirkegaards tanker? Det bliver aldrig så vildt og omskiftligt som i John McNaughtons stemningsbeslægtede Wild Things med Neve Campbell, Denise Richards og Matt Dillon, og da først stofferne holder sit indtog i Alan Jensens liv i filmens anden halvdel, begynder konstruktionen virkelig at svaje. Det er derfor svært ubetinget at anbefale Tobacks småtågede rejse ind i konspirationsland, men den er på den anden side langt mere original og selvstændig end mange af de andre direct-to-video-udgivelser, som præger markedet - og at se Sarah Michelle Gellar så meget på kant med loven er en velkommen udvidelse af hendes repertoire, der har haft en tendens til at være lidt for stuerent.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|