| Mesterfortælleren er tilbage |
| |
Året er 2054. I kælderen under Washington D.C. pre-crime-afdeling ligger tre unge mennesker nedsænkede i et bassin med elektroder koblet til deres barberede hoveder. De er de såkaldte 'pre-cogs', oraklerne, der i deres dvaletilstand drømmer mord før de sker og opkoblet til computere kan frembringe billeder af fremtiden og detaljer om det præcise tidspunkt såvel som gerningsmands og offers identitet. Takket være oraklerne er der ikke begået et mord i byen de sidste seks år.
Nedtælling til et mord
Efter den oversentimentale A.I. er det med blandede følelser, man går ind til Steven Spielbergs seneste sci-fi-epos. Men det er med glæde, man opdager, at Spielberg har opgivet det eventyrelement, der faldt så håbløst til jorden i den forrige film, til fordel for sit første forsøg indenfor thriller-genren. Og det er et overbevisende comeback for manden, der i sin tid gav os Indiana Jones.
John Anderton, spillet intenst af Tom Cruise, chef for den præventive forbrydelsesenhed, lever for sit arbejde. Inden førdrabs-systemet blev indført, mistede Anderton sin søn, og hans drivkraft er nu evnen til at skåne andre for lignende tab. Han ser intet problem i, at fængsle mennesker for forbrydelser de endnu ikke har begået – og aldrig vil begå, fordi man greb ind i tide – for han stoler på systemets ufejlbarlighed. Indtil han ser sig selv som gerningsmanden i en af oraklernes visioner. John Anderton har aldrig mødt Leo Crow, men inden for 36 timer vil han være Crows drabsmand.
Spielbergs Blade Runner
Det er den klassiske Hitchcock-formula, vi kender fra Menneskejagt og De 39 trin: En mand på flugt for at bevise sin uskyld, men med en sofistikeret twist, for det er samtidigt historien om den selvopfyldende profeti, som i 12 Monkeys.
Filmen er baseret på en novelle af Philip K. Dick, der også skrev 'Drømmer androider om elektroniske får', forlægget til Blade Runner, men Spielbergs fremtidsvision er langt mindre dystopisk end Ridley Scotts. Teknologiske fremskridt og overvågningssamfund, jovist, men vi slipper for den evige nat og silende regn. Det er snarere fornemmelsen af, at alting er for lyst og rent og klinisk, der dominerer, det vil sige indtil vi kommer ud i slumkvartererne. Billederne er nærmest monokrome med et blåligt skær, og ofte let overbelyste. Hvor er det smukt, og hvor minder det dog om A.I..
Kubricks elev
Men trods den overfladiske lighed, er Minority Report milevidt fra instruktørens forrige film. For den ny film er langt mere kynisk end A.I., og med en sort humor ganske atypisk for Spielberg. Hvis han i A.I. voldtog Stanley Kubricks stil, forsoner han sig her. For skønt filmen intet har med Kubrick at gøre, er han utvetydigt blevet Spielbergs forbillede. Der er endda en lille hilsen til A Clockwork Orange i scenen hos Peter Stormares skumle 'øjenlæge'.
John Williams’ score understøtter fint scenerne og er ikke så bombastisk, som det plejer. Men den virkelige genistreg er anvendelsen af klassisk musik i Kubricks ånd. Splittet i sine delelementer er Minority Report en overæstetiseret film. Belysning, kameravinkler og kamerature er overdrevne som i en Brian De Palma-film, men kunststykket, er, at de her ikke påkalder sig opmærksomhed, som hos De Palma. For helheden er flydende, og de mange futuristiske elementer som f.eks. talende reklamer har ikke karakter af sight-gags som i f.eks. Total Recall, men er dele af et helstøbt univers.
Skæbnens filosofi
Tematisk når filmen aldrig op på eksistentielt niveau med hverken Blade Runner, 12 Monkeys eller Stephen Kings The Dead Zone for den sags skyld. Til det er handlingen for fokuseret på action. Men der er en del fine pointer, om prædestination og fri vilje, om end de ikke bliver udforsket til fulde. Det er modigt af Spielberg, at ikke blot dække over mulige plothuller, men ligefrem lade karaktererne selv stille spørgsmål til, hvordan oraklernes visioner fungerer. Man kunne ønske en mere klar konflikt, hvor Anderton kæmpede imod sin skæbne, men hele tiden blev trukket imod den, frem for hans ligefremme jagt på den. Men det er detaljer i en begavet og original thriller, der formår at rive tilskueren med på en to timers rutschebanetur.
Den virkelige stjerne
Max von Sydow spiller rollen som Andertons mentor, skaberen af førdrabsafdelingen, fulstændigt på rutinen. Der er ikke en original i tanke i den gamle mesters præstation. Tom Cruise derimod er med årene blevet en fremragende skuespiller, især i den mere aggressive ende af følelsesspektret, og er det ikke en ung Jack Nicholson, der skinner igennem i Cruises ulvesmil? Men filmens virkelige stjerne er den unge Samantha Morton, Oscar-nomineret for Dur og mol, som oraklet Agatha. Hun spiller med en sjældent set menneskelig sårbarhed i et martyrium, der bringer tankerne hen på Renée Falconetti i Dreyers Jeanne D'Arc.
Den svage slutning
Spielberg er en eminent fortæller. De første to timer er hæsblæsende, man keder sig ikke et sekund, men så sker det, vi har frygtet: Manden kunne ikke lave en ordentlig slutning om så hans liv stod på spil. Ligesom i A.I. har Spielberg muligheden for at ende mens legen er god. Der er et punkt, hvor man udmærket kunne have klippet til eftertekster, om end det havde været en grum slutning. Men Spielberg har åbenbart aldrig lært, at en tragisk slutning kan være langt stærkere end en lykkelig, og han insisterer på Hollywood-stilen til den bitre ende. Forsøg at se de sidste 20 minutter som en drøm, som om det var slutningen på Brazil, og det vil være en langt bedre film.
Minority Report er Spielbergs bedste film siden Indiana Jones og det sidste korstog, og årets hidtil bedste bud indenfor actiongenren. Om man så kan leve med slutningen eller ej.
|
| |
| | Minority Report kommer på 2 DVD'er, men alligevel formår ekstramaterialet at fremstå en anelse skuffende. Selve filmen ligger på den ene ledsaget af to kompetente lydspor men uden det kommentarspor, som man åbenbart ikke kan få Steven Spielberg til at lave på sine film.
Den anden DVD indeholder en rig mængde af små featuretter, som kommer rundt om næsten alle aspekter af filmen. Det er sådan set ganske glimrende, men da ingen af de korte klip overstiger 10 minutter, og de samtidig består af en stor mængde klip fra filmen, så er det reelt begrænset hvor megen ny information, man får.
Mere interessant er derfor arkivdelen, hvor man kan gå på jagt i billedgallerier, storyboardsammenligninger og andet, der er med til at sætte filmens visuelle side i fokus.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (26 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Alexandra
4-12-2007 14:35 | Jeg synes den er smader god, måske idt urealistisk, men man ved ikke hvordan vores verden vil komme til at udvikle sig. Men ellers er den fremragende.Et mesterværk... super god... |
| Johnny Pepperoni
25-10-2006 22:40 | Synes du ikke den er en tand for forudsigelig? Man har jo regnet skurken ud fra starten af, og så skal man igennem en masse CGI scener hvor Tom Cruise hopper fra den ene bil til den anden osv. før han finder ud af det. Det eneste der fungerer i filmen er, at alt bliver set igennem oraklets øjne deraf filmens blå look og den dertil twistede sandhed, men selv med dette i bagtankerne, har filmen intet nyt at tilføre genren, og intet andet end hjernedød underholdning at prale af... alle de samfundskritiske bagtanker og lignende som er kedetegnet ved genren bliver blæst ud i ekstremer, så selv en 5-årig forstår filmens svage pointe... nej, så foretrækker jeg sgu det subtile, samt film som kommer med bud på livets store spørgsmål. Hvis nu filmen blot var lavet udelukkende for underholdnings skyld, og fokusen var mere på dette, havde den sikkert høstet mere ros fra mig, men som den er nu er det venstrehåndsarbejde fra en faldende instruktør. |
| michaelw
25-10-2006 13:38 | Minority report er god underholdning med en Tom cruse i sit es dog synes jeg at filmen nogle steder måske mister pusten og så synes jeg også den er lidt for lang.
Men fire stjerner. |
| Johnny Pepperoni
25-10-2006 10:51 | Hahaha, denne let gennemskuelige, papirstynde og komplet ligegyldige film scorer næsten topkarakterer af samme anmelder der gav Rumrejsen år 2001 2 stjerner... bravo Felix Drott, du har lige bevist hvor en elendig anmelder du i virkeligheden er. |
| jkcarlo
24-7-2004 11:55 | minority er en god film, men et mesterværk er et stort ord - ikke mindst fordi man i slutningen er gået efter den billige løsning, hvor alt ender i fryd og gammen
ideen med at kunne se ud i fremtiden og forhindre forbrydelser er interessant men det etiske aspekt bliver ikke rigtig taget op alt i alt en gedigen kriminalgåde der underholder og så heller ikke mere |
|
|
|  |
|
