| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (71 stemmer) |
|
|
| | Billedformat:
2.35-1 Anamorphic WideScreen
Lyd:
DTS 5.1, Dolby Digital 5.1
Ekstra materiale:
To featuretter om effektarbejdet, klip fra computerspillet |
|
|
|
 |
Dragejægerne
| Dragernes kongedømme |
| |
Året er 2020 og dragerne styrer kloden. 20 år tidligere stødte en udgravning i hjertet af London på en underjordisk grotte, hvor en gigantisk, ildspyende drage blot sad og ventede på at slippe løs. Dragen var af hankøn, og snart havde den fundet en stak hundrager (hvis oprindelse vi aldrig får forklaret), hvis æg den kunne befrugte. Menneskeheden tog ikke truslen alvorligt, og derfor er verdensbilledet i det dragens år 2020 unægtelig en anelse branket.
Da helten kom til landet
Langt ude på landet et sted i England kæmper en af de sidste menneskekolonier for at holde moralen oppe. Under ledelse af den sammenbidte Quinn (Christian Bale), som faktisk var med til at opdage den første drage i London som dreng, kører den lille lejr på pumperne uden mad og uden udsigt til forbedring. Hver gang de bevæger sig udenfor det slot, som udgør deres fæstning, angriber et af de flyvende bæster, og efterhånden er der kun en stak børn, nogle få kvinder og et par heltemodige mandfolk tilbage. Men en dag ankommer redningen i form af den amerikanske dragejæger, no-braineren Van Zan (Matthew McConaughey), som er blevet lidt af en helt hjemme i Kentucky ved hjælp af sin assistent Alex’ (den tidligere Bond-pige Izabella Scorupco) sans for at gennemskue dragerne og en solid portion gå-på-mod.
Sjov eller alvor
Efter lidt indledende kontroverser mellem Quinn og Van Zan, som står for hver deres måde at bekæmpe dragetruslen på, er det på tide at redde kloden en gang for alle – og så starter festen ellers. Men indtil det punkt i filmen er det rystende, hvor effektivt hjernen har været slået fra i den kreative afdeling. Når man kaster sig ud i et af disse apokalyptiske projekter, hvor man befinder sig i en nær fremtid, der er ødelagt af en overmenneskelig trussel, så er det vigtigt, at man vælger én af to veje. Enten spiller man på det bevidst kitschede i situationen og negligerer enhver form for troværdighed eller også gør man rent faktisk en indsats for at få omgivelserne til at virke. Den første vej kræver en solid portion humor og en selvironisk attitude, den anden kan bære ret så seriøse historier uden problemer.
Dum, dummere, Dragejægerne
Og nu kommer det næppe som en overraskelse, at Dragejægerne i høj grad satser forkert. Der er så mange logiske brister i det fremtidsunivers, som Rob Bowman & Co. har skruet sammen, at det til tider er decideret meningsforstyrrende. Hvordan har Van Zan krydset Atlanten med 200 mand, helikopter og tanks, når dragerne styrer luftrummet totalt? Hvordan kan en isoleret lille udpost i et øde bjergområde efter to år stadig have brændstof nok til både køretøjer og helikopter? Hvorfor slagter man ikke bare den åndssvage hest, når folkene sulter og man allerede har biler? Hvorfor bruger man ikke de avancerede 3D-radarsystemer i stedet for en fugl og en almindelig kikkert for at få øje på dragerne? Og når vores helte endelig indser, hvad der skal til for at udrydde dragerne én gang for alle, så bygger det på en teori, så drænet for logik, at den eneste redning vil være en Dragejægerne 2, som samler op på det hængeparti, som unægtelig må lure et sted i luftrummet over de få overlevende mennesker.
Fis og ballade-stemning savnes
Dragejægernes redning kunne have været masser af humor og vild action, men vi må nøjes med lidt af det sidste. Filmens tone er grå, dyster og uden antydningen af et smil, og man skal tilbage til Battlefield Earth for at finde et tilsvarende mørke. Samtidig forsøges der med meningsfyldte scener omkring livet i den lille gruppe af udstødte; der skules under de buskede øjenbryn og alvorsfulde mænd støder sammen i tilsyneladende vigtige opgør – og en anden mislykket fremtidstitel, Kevin Costners selvoppustelige The Postman, toner frem på den indre skærm. Hvor er den legesyge og provokerende friske stemning fra en film som Independence Day dog blevet af? Dér kunne Jorden gå under og publikum blive godt underholdt på én og samme gang.
Europæiske øjne, amerikanske penge
Bag alle de himmelråbende dumheder ligger den traditionelle konflikt i disse transatlantiske co-produktioner mellem britisk og amerikansk mentalitet. Vi så den skitseret i The 51st State mellem Samuel L. Jackson og Robert Carlyle, og her i Dragejægerne er vi overraskende nok, trods financiering fra amerikanske pengekasser, på briternes side; den mutte men beslutsomme Quinn er afventende og kalkulerende, mens Van Zan er det europæiske billede af Rambo-amerikaneren, der tyggende på sin cigarstump kommer valsende ind fra højre og foregiver at redde dagen. Befriende er det da også, at han rent faktisk er på nippet til at sætte alles sikkerhed over styr, da han stormer frem mod London, får alle sine mænd dræbt og ender med at lokke den livsfarlige drage tilbage til Quinns skjulested – men endelig er det også ham, som leverer filmens højdepunkt – og reelt den eneste scene, der hører til i den film, jeg meget hellere ville have set - et vildt spring fra et tårn med højt hævet økse. Utopisk, jovist, men i det mindste selv opmærksom på det. Det er den selvbevidsthed, man savner så inderligt i resten af filmen.
Direkte til popcornfolket
På bundlinien kræver det en absolut ukritisk tilgang, hvis man skal være i stand til at se ud over urimelighederne og nøjes med at lade den flot animerede drage, de intense actionscener og Dragejægernes testosteron-pumpede overflade underholde, men på den anden side er det målrettet drengerøvsunderholdning i stort format til det købedygtige teenage-publikum, når uhyret basker med de enorme vinger og de få, seje gutter, der er tilbage på kloden, kaster sig ud i en kamp for overlevelse, så pokker stå i, at min grænse for, hvor dumt et set-up man bør acceptere, for længst er nået – den skal have 3 stjerner for sine få flotte billeder af apokalyptisk trøstesløshed og Van Zans MoFo-stunt til sidst, og så må feinschmeckerne selv sørge for at holde sig væk.
|
| |
| | To mindre featuretter tager os med på arbejde sammen med filmens effektfolk. Det ene program kigger nærmere på arbejdet med ild i filmen, hvor man lærer meget mere om flydende propans fantastiske evner. Det andet går bag computerskærmen og skitserer, hvordan arbejdet med dragen endte med at give liv til en af de mest imponerende drager på film nogensinde.
Endelig er der lidt klip fra computerspillet baseret på filmen, men det er klart sjovere at kunne spille med selv.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (4 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | kasper
18-9-2009 21:37 | Det er da en film der kan underholde en, synes den fortjener mere end 2 stjerner |
| Rasmus, BOSSMAN.dk
18-7-2003 17:23 | Jeg vil nu også mene den underholder mig ret godt. Ikke verdens bedste film godt nok, men meget bedre end f.eks. Dragon Heart. Til sidst kan man kun mene at det er de ALLER flotteste drager der nogensinde er set på skræmen.
Min DVD har da kørt en 10 gange med den film. |
| Spyro
17-7-2003 21:17 | Jeg syntes faktisk den var udmærkede, Underholdte godt nok |
| Casper J
17-7-2003 19:22 | Jeg havde godt hørt, at DRAGEJÆGERNE ikke var verdens bedste film, men jeg tænkte hva' fa'en og så den alligevel. Og nu står min vurdering klar: Jeg synes filmen er noget af det dårligste set meget længe... Det er som om handlingen ingen vegne kommer, plus der er gigantiske plothuller. Jeg vil fraråde alle mennesker at se DRAGEJÆGERNE... Nøj, hvor blev jeg skuffet. |
|
|
| |
|
|
