| Skyd, du er på! |
| |
Tv-udviklingen har de senere år fulgt en noget skræmmende kurs, hvor kun mere og mere ægte begivenheder kunne tilfredsstille sulten hos publikum. Det startede med et par gæster i et studie, gik over folk på en ø, passerede en gruppe unge spærret inde i 100 dage og nu er svensk tv klar med konceptet, der overdrager et menneskes liv til en programplanlæggers seertalsstyrede luner.
Skrap satire
Instruktøren Daniel Minahan har med Series 7: The Contenders taget det lille skridt videre, som ingen tv-direktører endnu har turdet træde; skridtet, der involverer ægte, uspoleret kamp for livet mellem deltagere i et tv-show. 'Contenders' er et nyt begreb i amerikansk tv, hvor en gruppe mennesker bliver udtrukket på deres personnummer og får udleveret en pistol af tv-selskabet. Derefter er der frit slag – den med flest drab på de andre fra showet vinder og kommer videre til næste runde. Da vi træder ind i den blodige tv-leg, er vi nået til runde 7 – heraf filmens titel – og det er den højgravide stormester, Dawn, som er tv-showets og filmens hovedperson. Hun overlever på en blanding af moderlig trang til at føde sit barn og en fanden-i-voldskhed, som de andre deltagere slet ikke kan mobilisere.
Amatører i fin form
Helt i stil med de rigtige reality-shows kommer vi rundt til de forskellige deltagere og hører om deres liv og deres baggrund, og naturligvis følger vi dem, når de endelig vover sig udenfor i håbet om at skyde en af modstanderne. De når dog aldrig at blive særligt interessante i forhold til Dawn, som til gengæld er noget af en ener på sin egen, voldsomme måde. Det viser sig hen af vejen, at hun har et speget forhold til en af de udpegede modstandere, og den sidehistorie er lige ved at lokke filmen væk fra dens egentlige ærinde; at minde os om, hvor tæt vi egentlig er på de tilstande, som udspiller sig i filmens show. Sidehistorien er dog nødvendig i arbejdet på at få spilletiden til at nå de 85 minutter, som nærmest betragtes som et minimum for en biograffilm, men et eller andet sted lurer fornemmelsen af, at Series 7 havde været mere medrivende og præcis i sin kritik, hvis den havde været i formatets oprindelige rammer, altså ca. 60 minutter.
Irriterende pletskud
Stilen er yderst vellykket holdt i tv-showets stil. Her er masser af falske reklamepauser, korte opsummeringer og det ofte klodsede, dramaturgiske arbejde med at etablere skurke og helte blandt seriens deltagere. Hvis det var et virkeligt show, må kvaliteten kaldes so-so, men når man sætter sig ud over fornemmelsen af at se slam-tv som en spillefilm og betragter filmen som socialsatire, så antager den pludselig en helt lødig skikkelse. Den er markant anderledes end åndsfæller som The Truman Show og Edtv, der begge kredsede om koncepter til tv-shows, som var lige en tand længere ude end virkelighedens, men hvor både Peter Weir og Ron Howard lavede 'rigtige' film, så er Series 7 snarere at sammenligne med den konstruerede ultrarealisme i en film som The Blair Witch Project. Uanset hvad, så skal man nok ikke være alt for fjendtligt indstillet overfor tanken om reality-shows, for at få noget ud af Dawn og Co.’s anstrengelser, for man bliver slæbt med langt ind i fjendeland, før man får lov til at nikke bedrevidende med på satirens advarende kritik om mediebilledet anno 2002. Lad os bare håbe, at Minahan ikke får ret i den nærmeste fremtid.
|
| |
| | Ekstramaterialet består primært af forskellige former for markedsføring for filmen, og det er faktisk slet ikke uinteressant. Både gennem trailere, radio- og tv-spots samt uddeling af flyers foran amerikanske biografer forsøgte filmens instruktør og skuespillere at få folk ind til deres film.
Der er også en del par slettede scener, som der helt naturligt ikke var plads til i filmen, men som alligevel er ret pudsige.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
