| Boulevard of Broken Dreams |
| |
Efter et mordforsøg og et voldsomt biluheld, vakler en smuk mørkhåret kvinde (Laura Elena Harring) omtåget og angst gennem et øde natligt Hollywood. Hun søger tilflugt i en tom lejlighed og falder udmattet om på sengen. Næste morgen ankommer den blonde Betty (Naomi Watts), en ung håbefuld skuespillerinde, der gennem sin tante Ruth har fået mulighed for at aflægge prøve hos et større filmstudie, til drømmenes by. Men når Betty kommer frem til den lånte lejlighed, finder hun en fremmed kvinde i brusebadet; brunetten fra biluheldet. Hun præsenterer sig som Rita - et navn hun tager fra en gammel plakat til Rita Hayworth-filmen Gilda - men bryder snart grædende sammen, og forklarer, at hun ikke kan huske, hvem hun er. De eneste spor til hendes identitet er en taske fuld af pengesedler og en mystisk blå nøgle.
Lynchstemning
Efter den udmærkede, men for en ægte David Lynch-fan noget tamme, The Straight Story, er vi atter tilbage i det mareridtsunivers, vi kender fra hans tidligere film, denne uudgrundelige blanding af Edward Hopper og Franz Kafka, ekspressionisme og film noir. Her er dobbeltgængere og identitetsforvirring, gangstere og 50’er-pop. På mange måder er Mulholland Drive som et katalog over visuelle og narrative elementer fra Lynchs bedste værker: Michael Anderson, den dansende dværg fra Twin Peaks, dukker op i et 'Black Lodge'-agtigt rum; en mystisk cowboy gentager Robert Blakes rolle som Mystery Man i Lost Highway; en synsk kvinde, dog uden trækævle, meddeler at "something bad is happening"; en Roy Orbison-sang spiller en central rolle ligesom Blue Velvets 'In Dreams', og en hjemløs mand genkalder i uhyggelig grad Eraserheads Man in the Planet. Med andre ord: Lynch is back in town, hjemme fra den lige landevej, tilbage hvor han hører til, i sindets snørklede blindgyder og vildveje.
TV-serien der aldrig skete
Mulholland Drive begyndte som et pilotafsnit til en tv-serie for ABC. Det skulle have været en ny Twin Peaks, men ABC hadede den to en halv time lange pilot, som Lynch afleverede. Programcheferne afskyede plottet, skuespillet og det langsomme tempo – de havde forventet 44 minutter – og afsnittet ville aldrig have set dagens lys, hvis ikke det franske selskab Canal+ havde købt rettighederne til piloten og sikret Lynch finansiering til atter samle filmholdet halvandet år efter de første optagelser og indspille en ny slutning.
Som Twin Peaks er Mulholland Drive en hybrid af genrer. Her er sæbeopera og krimi, situationskomedie og horror. Tonen skifter fra scene til scene, og ofte sættes to modsatrettede stemninger kontrapunktisk op mod hinanden. De mange parallelle handlingstråde introducerer den frustrerede instruktør Adam Kesher (Lynchs alter ego?), der truet på livet må underlægge sig filmbyens højere magter, en uheldig lejemorder på jagt efter en lille sort bog, en cafégæst der i filmens uhyggeligst scene genfortæller en drøm til sin ven, to politifolk der undersøger biluheldet og naturligvis de gangstere, der leder efter den forsvundne Rita. Persongalleriet er enormt, og de fleste figurer dukker kun op ganske kort. Det står hurtigt klart, at langt fra alle historier vil blive fulgt til dørs.
Løse ender og vanviddets logik
Filmens fortid som tv-pilot anbringer den i en besynderlig kontekst. For det giver filmens sidste 40 minutter karakter af panisk redning i et forsøg på at samle trådene, ikke ulig den afsluttede version af Twin Peaks-piloten, der blev lavet til europæisk video-distribution. Men hvilken redning!
Lynch prøver ikke at skjule overgangen mellem tv-piloten og film-slutningen. Full frontal nudity, lesbiske sexscener og en opløsning af identitets- og tidsbegreberne gør det mere end tydeligt, at vi ikke længere befinder os i amerikansk network-tv. Og det er her den virkelige Lynch gør sin entre. Hvor handlingen i første del mest minder om de sløvere passager af Twin Peaks; Betty og Rita er som Audrey og Donna, når de beslutter sig for at lege detektiver, er slutningen i familie med Eraserhead, Fire Walk With Me og ikke mindst Lost Highway. Den vender al logik på hovedet i et plot der, når alt kommer til alt, på mange måder er en remake af Lost Highway med en kvindelig hovedperson. En historie om kærlighed og besættelse, jalousi og mord, og drømmen om endnu en chance. Lynch kaldes ofte surrealist, men det er snarere en ekspressionistisk tilgang, der præger hans værker lige fra ungdommens kortfilm. For forbilledet er ikke Dali og Bunuels andalusiske hund, men snarere 20’ernes tyske vanvidsfilm med Dr. Caligaris kabinet (1920) som hovedværk. Det er stærke følelser, der pensles ud i vilde, intuitive og associative strøg. Subjektive fortællinger, virkeligheden projiceret gennem sindets forvrængende troldspejl.
No hay banda
Som visse af Lynchs tidligere film, hovedsageligt Blue Velvet og midten af Lost Highway, er Mulholland Drive i passager stil uden indhold, alting er for perfekt, farverne for mættede og personerne for glamourøse. De to kvindelige hovedroller spiller størstedelen af filmen som bundskrabet fra en casting til Melrose Place eller Beverly Hills 90210, og ja, de har begge en fortid i sæbeopera. Dialogen er parodisk, og spillet ren karikatur. Det er en ironisk pointe, at Betty spiller bedre til sin audition end som sig selv, men det bidrager blot til irritationen.
Alting er overflade, men den er ikke uden krusninger, og det er næppe en tilfældighed, at Betty kommer fra byen Deep River (der også var navnet på Isabella Rossellinis lejlighedskompleks i Blue Velvet). For Lynchs projekt er at tematisere filmbyens falskhed, og man er ikke gået helt galt i drømmenes by, hvis man ser paralleller mellem titlens Hollywood-gade og Billy Wilders Sunset Blvd. (1950). "No hay banda", råber sprechstallmeisteren på Club Silenco, i den scene, der udgør filmens skæringspunkt, "der er ikke noget orkester" – men alligevel hører vi musik, det er blot en båndoptagelse. Alt er illusion, drømmen er bristet, og Betty og Rita bryder i gråd.
Lesbisk kedsomhed
Også Lost Highway benyttede sig af et poleret, parodisk genre-univers, men forskellen er, at vi i denne faktisk introduceredes for et niveau af virkelighed og en sympatisk Bill Pullman, inden vi blev trukket ind i noir-territorium. Der er ingen tvivl om, at Balthazar Getty-sektionen af Lost Highway var filmens svageste, og noget tilsvarende gør sig gældende i Mulholland Drive, her er der blot tale om størstedelen af filmen, og man savner det identifikationspunkt som Pullmans hårdt plagede Fred udgjorde, fordi alle hovedpersoner, med undtagelse af Adam Kesher (en blændende Justin Theroux), er fremstillet som stereotyper. Og det samme gælder for de store følelser.
Hvor tidligere sexscener hos Lynch var tvetydige og ladet med ubehag – tænk blot på Blue Velvets fetichistiske excesser eller Bill Pullmans nærmest nekrofile samleje med en ubevægelig Patricia Arquette i Lost Highway – er de lesbiske scener i Mulholland Drive sært ligegyldige. Æstetikken er softcore-pornoens og fremstillingen af kvindekroppen unødigt voyeuristisk, alt virker iscenesat for kameraets – og publikums – skyld, og det underminerer troværdigheden i de to kvinders forhold. Og skønt Naomi Watts når at vise sin spændvidde og forsone sig inden filmen er omme, forbliver Laura Harrings rolle endimensionel og ligegyldig.
A blessing in disguise
Kritikerne (de selv samme der sablede et af Lynchs sande mesterværker, Fire Walk With Me, 1992) har rost Mulholland Drive til skyerne og Lynch vandt prisen for bedste instruktion i Cannes og har siden fået et utal af andre priser og nomineringer bl.a. til en Oscar. Men filmen er langt fra det helstøbte værk, som anmelderne vil gøre den til. Mulholland Drive er et ganske vellykket resultat af en besynderlig produktionsfase, og på flere måder virker Lynchs problemer med ABC som det, amerikanerne kalder 'a blessing in disguise', held i uheld, for det er svært at tænke sig fotograf Peter Demings smukke billeder på den lille skærm i en oplyst stue, og er meget svært at tolerere visse passager uden den forsonende slutning. Som serie var Mulholland Drive næppe blevet en ny Twin Peaks, til det er hovedpersonerne for uinteressante, men som film udgør den en velkommen tilbagevenden til Lynch-land efter den lidt vel bløde The Straight Story.
Det er problematisk, at filmens første del, den der introducerer os for tv-seriens persongalleri, har karakter af ensemble-drama, mens konklusionen er stramt fokuseret på de to kvinder. Det er vanskeligt at se begrundelsen for at beholde de mange løsrevne scener - om end flere af dem er blandt filmens bedste - i et værk, der er mindst en halv time for langt. Det er tilsyneladende fragmentarisk og ofte forvirrende, og ikke alle handlingstråde er lige interessante, men helheden er veloplagt og legende på en måde vi ikke har set siden Twin Peaks’. Plottet, hvis man da kan kalde det sådan, er kryptisk, og Mulholland Drive er en udfordrende film, der helst skal ses mere end én gang – jeg selv er først begyndt at virkelig værdsætte den efter tredje gennemsyn. Der er ikke tale om et abstrakt kunstværk, men det er nødvendigt at tage et skridt tilbage for at se helheden, og scenen, hvor den mystiske cowboy irettesætter Adam, kunne vel være Lynchs kommentar til skeptikerne:
cowboy: Well, just stop for a little second and think about it. Will ya do that for me?
Adam: Okay, I'm thinking.
cowboy: No. You're too busy being a smart aleck to be thinkin'. Now I want ya to think and quit bein' such a smart aleck. Can ya do that for me?
|
| |
| | (af -FAV)
På mange måder et yderst speget ekstramateriale til en kompliceret film, som sagtens kunne fortjene langt mere opmærksomhed.
Et par korte interviewbidder har ikke meget at komme efter, Justin Theroux, Laura Harring og Naomi Watts har alle en masse smukke ord om Lynch, mens mesteren selv primært taler om sin film.
B-rolls er en pudsig størrelse, hvor et kamera har hængt lidt formålsløst ud på et filmset. I de 6 minutter vi får af løse klip fra settet i , er det mest interessante at høre David Lynch instruere sine skuespillere, men det er langt fra omfattende nok til at man egentlig kan bruge det til noget.
Langt mere spændende - og det eneste rimelige argument for at gå efter ekstramaterialet på denne DVD-udgivelse - er David Lynch's 10 spor til en løsning på filmens mysterium. To tekstskærme med i alt 10 punkter, der henleder opmærksomheden på forskellige farver, dele af lydsporet eller personer i filmen. Og lur mig om man ikke snart sidder med punkterne skrevet ned på et stykke papir og genser filmen for at se, om man denne gang forstår lidt mere af handlingen. Om de 10 spor leder til forståelse er nok i høj grad en individuel sag, men på en underlig, skrabet måde er det klart højdepunktet ved en ellers noget ordinær udgivelse.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (21 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | trueleigh
19-10-2005 15:15 | Filmen er i bund og grund en mild dommedagsvision, ikke over Hollowwood, men over kærligheden.
Kærligheden kan ikke trives i fri form (Diane), men kun når den er dækket ind af spil og beskyttet af facader (Camilla).
Diane og Camilla er modpolerne. Den ene (Diane) er ærlig, åben, kærlig, imødekommende, emotionel, ustyrlig. Den anden (Camilla) er fordækt, påpasselig, forsigtig, tilbageholdende.
Som så ofte før hos Lynch, går hovedpersonen til grunde ved at overdyrke følelserne. Som Dale Cooper, så går Diane lige i helvede. Hun insisterer på orgasmen, med Kierkegaards ord kan hun ikke snyde sig selv for en oplevelse. Hun VIL ride den røde hest, som står i hende lejlighed.
To flotte og helt rigtigt ramte menneskeportrætter. Synd at så få kan se det. Man møder dem jo hver dag. |
| Lorden
31-3-2005 16:52 | Fed film, men lidt mærkelig... En ægte lynch film...
Scenen med de to på cafeen der snakker om en skummel drøm den ene har haft, er mega cool... |
| Johnny Pepperoni
31-3-2005 15:13 | Hehe.. tja, er heller ikke selv helt enig med anmeldelsen eller de fortolkninger den indeholder. Jeg vil dog overhovedet ikke kalde den Lynch' bedste film til dato (der er jeg splittet mellem Lost Highway, Blue Velvet og The Elephant Man), men den kunne have været brilliant som serie. Jeg synes godt man kan mærke at slutningen er noget forhastet, hvilket jo egentlig er forståeligt nok, med filmens historie taget i betragtning. God film, der har fortjent minimum en stjerne mere end denne anmelder mener. |
| djengis k.
6-12-2004 17:13 | lige en kommentar til anmelderen: du siger at visse passager i filmen ville være svært at tolerere "uden den forsonende slutning."!... ?
Betty begår selvmord efter i jalouxi at have fået en lejemorder til at dræbe sin elskede - Camilla (som hun ikke kan få fordi denne vælger at gifte sig med instruktøren) Det vil jeg sgu næppe kalde en forsonende slutning!
Det ser ikke ud til at du har fattet handlingen - et vigtigt udgangspunkt for at anmelde en film ville jeg mene! |
| Mifune
12-8-2004 14:09 | Så lad os kalde det en normal film...i forhold til hans andre film. |
|
|
|  |
|
