| Kærlighedens puslespil |
| |
Med Reconstruction får endnu en dansk filminstruktør debut, og det er der intet usædvanligt ved. Men ikke siden Lars von Trier i 1984 skabte virak i den danske filmverden med Forbrydelsens element har en debutant betrådt offentlighedens scene med så stilsikker nerve og overvældende fascinationskraft, for Christoffer Boes beretning om kærligheden er en absolut unik og næsten provokerende overlegen leg med filmsproget på alle planer. Smuk og irriterende, uudholdelig og uundværlig på én og samme gang.
 |
Copyright:
Fotograf: Linn Sandholm |
Brikkernes rækkefølge
Alex (Nikolaj Lie Kaas) er manden i vores beretning og det centrale samlingspunkt for den fragmenterede fortælling. Vores ledetråd er fortællerstemmen, som tilhører forfatteren August Holm (Krister Henriksson), der er gift med den smukke Aimée (Maria Bonnevie). Straks fra første billede tager han os ved hånden og begynder at bygge historien op. Vi ser fragmenter, løse dele af noget, som kunne blive til et samlet hele, hvis vi anvender dem rigtigt. En mand og en kvinde mødes på en bar, hilser og taler. Er det første gang, de ses – eller leger de blot? Kender de hinanden eller ved de ikke, at de gør? Spørgsmålene hober sig op i et forrygende tempo, hvis man fastholder det klassisk-dramaturgiske blik, og derfor er der lindring at hente i at lade den rolige fortællerstemme tage styringen og acceptere, at vi ikke ser en film i traditionel forstand, men en rekonstruktion af et møde mellem to mennesker formidlet med filmsprogets mange muligheder for manipulation og forførelse.
Følelser?
At være sig så bevidst om virkemidler og fortællelag i en film, som Christoffer Boe & Co. tydeligvis er det, kan være både en styrke og en svaghed. Styrken ligger i en intellektuel overlegenhed, der virker imponerende og tilmed lidt skræmmende, når man første gang udsættes for den, mens svagheden stammer fra præcis det samme: en distance til historien og følelserne, hvor inderligheden erstattes af teori og efterlader tilskueren kold overfor personerne og deres kvaler. Balancepunktet mellem disse to yderligheder vil være en meget privat sag, men der skal ikke herske tvivl om, at denne anmelder i høj grad lod sig fortrylle af filmens insisteren på at være sin egen – og dens samtidige evne til at bibeholde et nuanceret og menneskeligt lag i fortællingen. Medforfatter til manuskriptet er den for dansk film tilsyneladende uundværlige Mogens Rukov. Han havde også en finger med i spillet i Thomas Vinterbergs It's All About Love, som, om end i ganske andre vendinger, beskæftigede sig lidt med samme diskussion.
Det parallelle univers
Men hvad sker der egentlig i Reconstruction? Spørgsmålet kan besvares med endnu et spørgsmål – er det så vigtigt, hvad der sker? For snarere end en fortælling fra A til B er her tale om en tilstand, en meditation over et emne i et grænseløst univers, hvor teorier og idéer frit kan svæve rundt. Alex er kæreste med den kærlige Simone (Maria Bonnevie igen), men opdager Aimée, mens hun i ren og skær kedsomhed tuller rundt i det nattemørke København. Han fascineres, forfølger drømmen og vågner næste morgen i et parallelt univers, hvor ingen kender ham. Hans lejlighed er væk, familien og kæresten vender ham ryggen – det eneste fikspunkt, han har tilbage, er Aimée, som bliver spændt ud mellem sit liv som socialt sikret forfatterkone og det eventyrlige møde med Alex. Fortællingen går flere gang i ring, små loops smider historien tilbage og langsomt ophæves tidslig og rumlig logik. Begyndelsen er måske slutningen og omvendt.
Stilsikre drømmerier
Reconstruction fastholder dog en entydighed midt i den omfattende opløsning af klassiske strukturer for spillefilm: stilen. Det er uden tvivl årets mest gennemført lækre film, lige fra de stramt komponerede rammer for fotografen Manuel Alberto Claros visuelle legesyge, over Thomas Knaks skramlende og skærende score til selve valget af spillere og locations. Københavnerfilm med stort K og samtidig med et internationalt snit, der løfter vores hovedstad ud af folkekomediernes nationalforelskede skygge og ind i et moderne, globalt filmsprog. Men over alt dette triumferer kærligheden, ikke som filmens dominerende force, som den nok burde have været, hvis alle intentionerne skulle have været fuldbyrdet, men dog som en drillende drivkraft, der holder hele det enorme lokomotiv kørende. Reconstruction er en af de modigste og mest interessante debutfilm i adskillige år – og lover næsten skræmmende godt for, hvad vi kan forvente fra Christoffer Boes hånd fremover.
|
| |
| Seneste kommentarer: (27 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Kim Pettersson
9-6-2006 03:01 | Sælsomt og skrøbligt er det som ikke bliver udtrykt i kærlighed |
| HeavenZanny
11-2-2005 11:52 | Moviegoer > Ja præsis ligesom det er godt, at vi har dig, så vi ikke glemmer, at dansk humor baserer sig på sarkasme og ironi... *Fniser* |
| Moviegoer
11-2-2005 01:40 | Iiih, hvor er du klog, HeavenZanny!! Det er godt vi har dig ;-) |
| jkcarlo
10-2-2005 23:46 | udmærket pointe |
| HeavenZanny
10-2-2005 22:55 | Nærmere har vi nogen kontrol over vores liv ? Er der en eller anden anden som sidder og rekonsturerer vores liv præsis ligesom man klipper en film ? Tænker vi over konsekvenserne af vores handlinger eller er vi blot ligeglade ? Hvad hvis man ikke kun kan konstruere sit liv, hvad hvis man kan rekonstruere det ? Genskabe det tabte... men nej netop her er livet ikke ligesom film... Alt er ikke rekonstruktion og netop derfor gør det ondt ! Hvis vi kunne gå tilbage i tiden og ændre det dårlige, ville livet ikke gøre ondt... Så kan man jo netop "spole" tilbage og redde den lille pige fra at gå over vejen i det øjeblik lastbilen kommer... Men livet er ikke rekonstruktion - livet foregår her og nu ! :oP~ |
|
|
|  |
|
