| Fortravlet løgnkomedie |
| |
Man siger vel, at giftesygen oftest rammer kvinden, men i Zhang Yimous mærkværdigt lille parentes-film, Happy Times, er det den midaldrende Zhao for hvem bryllupsklokkerne overdøver alt andet. Faktisk bimler det så meget for ham, at han vil lyve herfra og til døden dem skiller for at opnå den ellers ikke særligt attraktive flodhest, som vi præsenteres for allerede i første kameraindstilling. Zhao ’sweettalker’ hende på en cafe i Beijing. Nej, nej - 50.000 yen er ikke noget problem. Dem skaffer han hurtigt. Men Zhao har reelt selvfølgelig hverken til ren skjorte eller friske roser. Men det er den 18. kvinde han har mødt igennem kontaktbureauet, så giftes skal han for enhver en pris. Så Zhao køber gamle roser og lyver om sin status.
Løgnens labyrint
Der er ingen rigtig forklaring på hvorfor Zhao nu sådan partout skal giftes, men desperation og fikse ideer kan jo ramme enhver. Den fede kvinde – som meget passende ikke gives noget navn – bor i en lille lejlighed med sin lige så omfangsrige og lidet charmerende teenage-knægt. Men også den blinde steddatter Wu Ying bor i lejligheden, hvor Zhao kommer på bejlervisit. Da Zhao har fortalt, at han er hotelmanager, øjner kvinden chancen for at slippe af med sin handikappede halvdatter. Hun vil kun giftes, hvis hun giver Wu Ying et arbejde som massøse. Nu er Zhao fanget i sin egen løgns labyrint og som udgange ser han kun endnu flere løgne. Sammen med venner opbygger han et fiktivt hotel med massagerum for den intetanende Wu Ying og som bedrageriet udvikler sig gør forholdet det mellem Wu Ying og Zhao det også.
Lavet på et par uger?
Der er noget exceptionelt rørende naivt over persongalleriet i Zhang Yimous lille komediedrama. Wu Ying spilles med skrøbelig intensitet af debutanten Jie Dong, mens den i Kina kendte komiker Benshan Zhao tager sig af den desperate Zhao, der selvfølgelig gemmer et hjerte af guld under sin moralskfattige opførsel. Realismen er næsten mere skærende end i den vellykkede og dogmelignende Ikke een mindre, men i Happy Times lades man i tvivl om det ikke skyldes en fortravlet produktion. Hele scenariet ser ud til at være kommet på bene på et par uger mens hovedet har været helt andre steder – såsom i produktionen af det $30mio. dyre actionepos Hero, som Yimou allerede var optaget af da Happy Times blev indspillet.
Den onde stedmoder
Yimou formår aldrig at bringe sit lille socialrealistiske komedieeventyr ud over det fortravlede islæt, og konsekvensen er uafrundede karakterer som for eksempel den kyniske stedmoder, som man skal helt til Askepot for at finde ligesindet. Jie Dong og Zhaos samspil er i de bedste scener sødt, men ud over skærmen formår de let sentimentale scener aldrig at række, for man ser på filmen som på en god ide. Happy Times ligner en skitse til noget, der kunne blive så meget mere.
Skuffelsen
Happy Times bliver en skuffelse, for det er med lange mellemrum mesterinstruktøren lader sin kapicitet skinne igennem. Historien er baseret på Mo Yans roman ’Shifu, You'll Do Anything for a Laugh’ og den rummer fine små henkastede kommentarer til et Kina i social forandring, hvor forkærlighed for lyserød kitsch og nye statussymboler som Haagen Däzs-is har fået greb i menigmanden. Det bærende element i Happy Times er dog stadig komedien om en mand, hvis løgne alligevel ender med at bringe ham et lille stykke nærmere det gode i sig selv. Det er hverken hylende morsomt eller videre dybsindigt, men med sin interimistiske energi blot ganske bevægende på en lidt uskyldig og ufarlig måde. Man undgår ikke at sidde med en gevaldig forbavselse og en ditto skuffelse over, at ambitionerne ikke har været højere hos manden bag historiske søjler som Under den røde lygte og Shanghai Triaden, poetisk overskud som i Vejen hjem og socialt skarpsind som i Ikke een mindre.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
