| Et skærende talent er blevet afstemt mester |
| |
Hvis tyren er Spaniens nationalikon, er instruktøren Pedro Almodóvar blevet det samme for spansk film. Og det på trods af, han altid har præsenteret sin helt særegne fortolkning af landets historie. Opsigtsvækkende portrætter af et land i hastig forandring efter Franco: af det transvestitsubkulturer, af det campede, homoseksuelle kunstnermiljø, af kvindens magtfulde mystik, af det seksuelle begærs labyrinter, af religionens personlige altre, af menneskets - og særligt spanierens - mulighed for at leve med døden. Alt sammen i sine egne både legende og inderlige genrehybrider af melodrama, kitsch og komedie. For sin egen nyfortolkning af den iberiske halvøs kultur og dets til tider vulgære mangel på samme.
Nu er Spaniens ’enfant terrible’ blevet voksent og afstemt. Og hans film fuldkommen. Man er ikke længere bange for at sige ’mesterværk’ – kun for at det ikke skal slå til.
Når tyrefægteren er en kvinde
En spansk torero – tyrefægter – er en umiskendelig maskulin kraft. Men ikke udelukkende. Som i Matador understreger Almodóvar hans lige så afgørende feminine side: dansen - hans forførende spil før det korte forhold brydes af et uundgåeligt nådesstød. Tyrefægteren Lydia er nemlig kvinde i Tal til hende – spillet med netop nødvendig, ligelig maskulin og feminin værdighed af sigøjnersangerinden Rosario Flores. I Tal til hende bliver det tyren, der afslutter forholdet, og Lydia indlægges på hospitalet i koma. Hendes elsker Marco (Darío Grandinetti fra det argentinske gennembrud The Dark Side of The Heart) lærer her den feminiserede sygeplejerske Benigno at kende. Benigno (prisværdigt leveret af Javier Cámara – Sex & Lucia) tager sig inderligt af sin personlige komapatient Alicia, som han - uden patientens bevidsthed, før eller nu – udtrykker sine stærke følelser for med omhyggelige massager, manicurer og kærlig tale. Igennem to kvinder starter således et venskab mellem to mænd, der efter historiens sidste skæbnebestemte katastrofe skal vise sig at være så tæt som kærlighedens spejlbillede. Som to mennesker i ét.
Menneske i en umenneskelig verden
Selvom Tal til hende er langt mindre decideret spansk end tidligere værker som Matador og Dark Desire, har kunstneren ikke glemt sine rødder. Der er fine sideløbende kommentarer til den nedbrydende, overfladiske medieverden og det spanske folks umanerlige begær efter sladder og sensationer. Almodóvar har imidlertid, som en ægte camp-formidler, indset, at almindelig gængs satire ikke rækker i tidens overmættede kulturudbud. Derfor er kritikken ikke bitter, snarere kærlig. For i et uoverskueligt sammensat samfund flygter vi til historien om den sentimentale kærlighed. Det er den, Almodóvar fremhæver, oplyser og overdriver, så man måske alligevel kan forholde sig menneskeligt til umenneskelig verden.
Et nyt instrument
Tingene skal sættes på spidsen, så vi ikke døser hen. Melodramaet skal vække os, og så er det mindre vigtigt, at historien om komapatienterne og deres utrolige udvikling faktisk er inspireret af virkelige begivenheder. For Almodóvars melodramaer er altid medrivende og samtidigt selvbevidste og ironiske. Indhold er under form. Tidligere så udpræget, at han altid satte æstetik og stil over indholdet selv, men i Tal til hende har redskaberne fundet deres ligevægt. Det bliver som at høre et helt nyt slags instrument, som en blanding af tangoens violin og spansk guitar, instruktøren selv har afstemt strengene på. Almodóvar er blevet magisk.
Bag enhver stor mand...
I denne 14. film af manuskriptforfatter og instruktør Almodóvar er handlingen - for nogle måske overraskende - drevet af mænd (Selvom det faktisk også er et overset faktum i Carne Tremula, Matador og Law of Desire). Hofskuespillerinderne, heriblandt Marisa Paredes og Cecilia Roth fra Alt om min mor, er sat på tilskuerpladserne – og det ganske bogstaveligt, som i scenen hvor Caetano Veloso får lov at synge sin hjerteskærende sang ’La Paloma’ – mandens klagesang over den tabte kvinde - i fuld længde, så selv kolde hjerner forstår. Men som i den tankevækkende inkorporerede 7-minutters stumfilm om en mand, der skrumper til tændstikstørrelse og afløser vores verden med sin elskers vaginas (Inspireret af The Incredible Shrinking Man fra 1957) er der ingen tvivl om, at det er kvindens univers, der har sået frøene for vores mandlige karakterers handlemønster. Mændene må lære at forene begæret med kærligheden og livet med døden for dem selv denne gang. Men der er hjælp at hente ved at ”tale til hende” – også i koma. Filmen bliver på denne måde ikke blot om kønsroller, men også om (den manglende) kommunikation imellem dem.
En mesters tavshed
Almodóvar er ikke længere så ekspressiv, selvom talen stadig falder på tabu-emner. Han er blevet en modnet nytænker - fra larmende talent til tavs mester. Det nye skridt i retningen blev taget i Alt om min mor og kulminerer nu med Tal til hende. Almodóvar kan tone helt ned for sit ellers sædvanlige neopoppede farvevæld og sine insisterende boleroer på lydsiden. Nu er musikken let harmonisk. Stemningen smittende fredfyldt. Farverne enkelt symbolske som på plakaten. Rød og blå. Kvinde og mand. Ukontrolleret begær og eftertænksom ro. Alicia og Benigno blå – Marco og Lydia røde. Det er store ord i melodramatiske klæder og forstås bedst – ikke ironisk – men hvis man siger som Oscar Wilde om Charles Dickens: ”One must have a heart of stone to read the death of Little Nell without laughing”.
|
| |
| Seneste kommentarer: (5 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Michaelw
14-9-2008 20:29 | "Tal til hende" var også en af de første almodovar film, jeg så, og jeg var fanget fra første minut. Det er en sjælden kvalitet for en film, at den suger en ind i handlingen fra begyndelsen, allerede der er den original.
Filmen handler om to mænd hvis kvin´der ligger i koma og om hvordan de på forskelig vis hjælper hinanden ud af deres ensomhed.
Skuespillerne og instruktøren almadovar er i topform, og det er tydeligt at se at almadovar med sin enrgi og sit fantastisk gode manuskript har skabt en enestående film.
Seks stjerner. |
| Rds.
11-12-2005 15:43 | den er smuk!-og musikken passer perfekt dertil. Den sidder stadig i mit hjerte. |
| Tina
15-2-2005 21:45 | Man sidder tilbage med en underlig følelse indeni... En smuk film, som bare bliver bedre og bedre, hver gang man ser den. |
| Anja Lykke
11-1-2005 11:47 | Det var den første af Almodovars film, jeg så. En meget smuk film, som vender op og ned på, hvad der er rigtigt og forkert - uden egentlig at gøre det. Men onde ting kan godt føre til gode ting. Jeg kan ikke få armene ned. |
| jk carlo
22-3-2004 02:24 | en film om ensomme mennesker der bare snakker og snakker, men ikke lytter |
|
|
|  |
|
