| Sminkeprinsessens dans på kadavere |
| |
Kika fra 1993 blev Pedro Almodóvars første udskældte film af såvel kritikere som publikum. Forventningerne var blevet høje til landets førende instruktør. I 1988 indbragte den fantastiske titel Kvinder på randen af nervøst sammenbrud ham en oscarnominering og de efterfølgende Bind mig, elsk mig og Høje hæle var nok lige så udfordrende og provokerende som Kika, men ikke nært så eksperimenterende. Kika er nemlig i ordets bogstavelige betydning en kunstig film. Persongalleriet er opsigtsvækkende, men som repræsentanter for den fremmedgørende storbykultur, også svære at engagere sig i. Det var et uventet træk af en stor melodramatiker, og publikum følte sig forladt og pressen øjnede første chance for at lufte mavesyren. Ikke desto mindre er filmen set i bagklogskabens bakspejl et glimrende eksempel på Almodóvars dygtige og pirrende leg med kameraet, der blotter storbyens værste elementer: voyeurs, mordere, journalister, kold sex og en naiv sminkeprinsesse, der forsøger at overleve på overfladen.
Film for voyeurs
Kika er undfanget med manuskriptforfatter og instruktør Almodóvars tanker på mesterværket Rear window – skjulte øjne. At det handler om freudianskpsykologiske begærlabyrinter med voyeurfetich i centrum bliver klart fra åbningsbilledet, hvor vi som tilskuere tilbydes en afklædt model set gennem et nøglehul. Det konventionelle voyeurobjektet, kvindens lingeri, præsenteres, men med det samme glider kameraet videre og det afsløres, at nøglehullet blot er en attrap, opstillet af modefotografen Ramón til sin fotosession. På den måde bliver det lige så hurtigt klart, at Almodóvar igen er ude i metafortællingens ærinde. Filmen peger på sig selv som et fiktivt, voyeuristisk overfladeunivers.
Den uskyldige sminkeprinsesse Kika
Ramón tager fra sin fotosession hjem til sin moder(binding). Men idet han ankommer, hører han pistolskuddet. Ud træder stedfaren Nicholas (Peter Coyote) med såret arm. ”Denne gang lykkedes det hende,” fortæller han. ”Din mor har begået selvmord.” Tre år senere er vi i Kikas skønhedssalon, hvor hun underviser kvinder i det kæreste hun ejer: sminkningsteknikker. Vi springer dog hastigt - i vanlig Almodóvar-opbrud - to år tilbage, da hun mødte Ramón. Faktisk mødte hun dér først den attraktive stedfar Nicholas, der er amerikansk forfatter, på en tv-station, men da hun ankommer til hans hus for at sminke den (tilsyneladende) afdøde Ramón, tager tingene en uventet drejning. Ramón befinder sig i en slags skindød katalepsi og sminkningen bringer ham ’tilbage’ til livet. Den lidt ældre Kika og den unge Ramón finder sammen (Ramón erstatter sit modertab), men Kika har mere end et godt øje til Nicholas, der flytter ind i samme opgang, og den ødipale konflikt er komplet. Som et ekstra twist er det dog ikke Ramón, der går med morderiske tanker, men derimod hovedpersonerne i Nicholas’ romaner. Og hvor mon Nicholas får den indlevende inspiration fra?
Cyborg-mennesker
At overse det æstetiske udtryk i Almodóvars værker ville være svare til at fornægte digterens sprog. I camp-spanierens univers er formen lige så væsentlig som plottet. Kika er på mange måder en kunstig studiefilm, hvor tingene først og fremmest er symbolikkens repræsentanter. Her er selv storbyen en hul ramme, og derfor ser vi heller ingen geografiske kendetegn. det er ikke Madrid eller Sevilla, men Storbyen. Selvom alle Almodóvars film altid har en eller anden form for forankring i realismen, er Kika det tætteste spanieren har været på et futuristisk univers. Visuelt er udgangspunktet en slags modsætning til Glorias (Carmen Maura) husmoderverden i What Have I Done to Deserve This fra 1984, men begge film handler stadig om en ensom kvinde. Tilsyneladende synes livsvilkårene måske mere brutale i den næsten neo-realistiske What Have I Done…, men Kikas overfladeverden er måske slet ikke mere ønskværdig. Her er det moderne samfund i sin yderste dekadence, og til den pointe præsenteres Victoria Abril (Bind mig, elsk mig, 101 Reykjavik) i en uforglemmelig rolle som sensationsjournalistens klimaks, Andrea Caracortada (da.: Andrea ’flængefjæs’), klædt på i halvmenneskelige cyborg-kostumer og fjernbetjent kamerahjelm af Jean-Paul Gaultier. Caracortada har sit ugentlig reality-show ”Dagens værste”, hvor hun som en helvedesdronning præsenterer de mest vulgære nederdrægtigheder som mord og børneporno – og helst live.
Offeret
I dette inferno af død og mode står den topnaive Kika alene i centrum som en cirkusprinsesse i en arena, hun ikke har valgt at optræde i. Kika forlanger ikke så meget af verden - ’en mand med et stort hjerte og en stor pik,’ - som hun selv så lakonisk gør opmærksom på, men hendes naivitet har også fået hende til at affinde sig med skønhedspleje og den moderne penthouse-lejlighed. Hun er på mange måder symbolet på livet omringet af døden, men hendes egen mangel på stillingtagen truer også hendes verden med goldhed. Almodóvar har faktisk indsat grå vægge i hendes ellers så farverige lejlighed, som et symbol herpå. Som offer for den mandlige voyeurtrang er hun også pacificeret, og på det symbolske plan bliver livet – kvinden – dermed truet af den patriarkalske aktantdominans. Der er mange lag i collagefilmen og trods sine ekstravagante og eksplosive virkemidler, lægger Almodóvar sig ofte op af en klassisk freudiansk nøgle.
Voldtægt
Det skyldes blandt andet instruktørens forbillede og iscenesætteren over dem alle Alfred Hitchcock. Og det er ikke kun interessen for mandens voyeur-trang overfor kvinden, der går igen. Det er også Almodóvars fascination af kulissernes uvirkelige overflader, Hitchcocks studiemiljøer. ”Film er altid noget kunstigt,” som han har sagt og i Kika har han taget konsekvensen deraf. Det gør det også til en sværere tilgængelig film og nærmer den Matadors kunstighed. Det er denne lidt skematiske virkelighedsfjernhed, som Almodóvar overvandt med Tal til hende (og Alt om min mor), der nok gør hans tidligere film komplekse og interessante, men også vanskeligere at få til at fungere på alle niveauer og dermed at indleve sig i. Som en altid tilstedeværende kompensation herfor, er Kika dog grænseoverskridende morsom, som når pornostjernen Paul Bazzo (’Polvazo’ – storknald) voldtager den forsvarsløse Kika tre gange og politiet forsøger at hive ham af offeret, hvorefter han selv afslutter sit foretagende på balkonen og rammer Andrea Caracortada i hovedet med sine mandlige kromosomer. Nej, argumentationen mangler ingen slagkraft i Almodóvars ekspressive billedsprog, hvor alt vendes på hovedet for at fremstå klarest. Saftige tæsk til en udtørret menneskelighed.
|
| |
| | I distributørens Almodóvar-serie findes kun ekstramateriale på Tal til hende. Desværre.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Mays
26-2-2013 12:37 | Att byta bekle4dnaden e4r verkligen ett lyft.Tidsme4ssigt e4r det inte mer e4n ne5gon helg eller tve5 ff6r att byta bara det, bara man he5ller sig till det men inblad e4r det sve5rt att le5ta bli att inte gf6ra det, och det, pe5 en ge5ng Passa pe5 att riva nu i hf6st det som ska bort se5 att ev f6verskningar kommer redan nu Lycka till nuSje4lv e5ker jag pe5 att fixa axelgenomff6rningen som le4cker//johan |
|
|
|  |
|
