| I jalousiens vold |
| |
Skinsyge ægtemænd, der lader sine koner udspionere, kender vi kun alt for godt. Men i denne fortolkning af Graham Greenes roman, er det elskeren selv, der efter at blive forladt, lader sin eks-elskerinde og vens hustru forfølge. Besat af had og jalousi følger han hvert skridt i hendes liv gennem privatdetektivens minutiøse arbejde. Resultatet er en anderledes romantisk fortælling om tro, tillid, kærlighed og had, sikkert leveret af Neil Jordan, manden bag The Crying Game.
Forfatteren og affæren England 1944. Maurice Bendix (Ralph Fiennes fra Den Engelske Patient) er forfatter og møder embedsmanden Henry Miles (Stephen Rea fra The Crying Game og Neil Jordans øvrige produktioner) i sit researcharbejde til en ny roman om en embedsmand i ministeriet. Men hans bog bliver en ganske anden, for han stifter også bekendtskab med dennes hustru Sarah Miles (Julianne Moore fra Magnolia, Cookies Fortune) og disse indleder hurtigt en lidenskabelig affære.
Jalousiens onde cirkel Efter krigens afslutning forlader Sarah Maurice uden at angive nogen grund. Maurice møder under en af sine mange spadsereture den fortabte Henry, der plages af konstant mistanke om, at hans kone er ham utro. Da han ikke selv synes at kunne være bekendt at lade sin kone skygge, tilbyder Maurice at udgive sig for skinsyg elsker (en rolle der passer ham lidt for godt) og kontakte detektiven som en ’vennetjeneste’. Henry afslår, men Maurice bliver nu så besat af tanken, at Sarah har fundet en ny elsker, at han alligevel hyrer den ydmyge og pertentlige snushane Mr. Parkis der med sin søn Lance langsomt skal finde den sandhed der overrasker både Henry og Maurice.
’Hvad kan man skrive om lykke?’ ...spørger Maurice under forelskelsens rus, og udsagnet er sigende for hans egen og filmens holdning. Det er Maurice, der fortæller historien (’hadets dagbog’, kalder han den), og han er en mand, der er ude af stand til at fokusere på andet end kærlighedens alvorligste skyggeside: den evige jalousi. Filmen filosoferer meget elegant over begrebet igennem samtalerne mellem Maurice og den nervøse og pligtopfyldende detektiv, Mr. Parkis, intet mindre end mesterligt spillet af den lille Ian Hart fra Land and Freedom. Replikkerne og spillet mellem disse to er intenst, udbytterigt og ikke mindst meget humoristisk. ”As long as fools like us love, your employment never ends. And love never ends, now does it Mr. Parkins?” lyder et af Maurice udsagn.
Hadet ‘I hate you God as though you existed’, skriver Maurice på sin skrivemaskine. Efterhånden viser det sig nemlig, at Sarah er troende, og den forurettede elsker ender med at hade alt, der tager Sarah væk fra ham. Han hader Gud og præsterne for at overbevise Sarah, han hader Sarah for at blive overbevist, og han hader den svage Henry for hans manglende indgriben. Selvom filmen ikke sparer på romantik og store ord er det samtidig en meget mørk fortælling, understreget af den dystre belysning og det altid regnende London.
Fuldendt i genren Enden på legen er på mange måder en fuldendt film, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Billederne, historien og replikkerne smelter gnidningsløst sammen til et harmonisk hele, men til gengæld opnår den aldrig det fænomenale. Ganske vist er personerne levende og troværdige, men filmens temaer hører til i den tunge ende, og kræver nok lidt mere end den spidsfindige variation med elskeren, der optræder på ægtemandens veje, til at blive åndeløst spændende. Er man til de store kærlighedsdramaer bliver man ikke skuffet, men har man fået sit behov for romantik og jalousi stillet, skal man nok ikke forvente nogen overrumplende nytænkning i denne 12. film af Neil Jordan.
|
| |
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Mima 20-1-2008 03:21 | http://usuarios.lycos.es/almartine/toyota-13-441/ http://usuarios.lycos.es/almartine/jeep-34/ http://usuarios.lycos.es/almartine/toyota-30/ http://usuarios.lycos.es/almartine/ford-23/ http://usuarios.lycos.es/almartine/chevrolet-1/ http://usuarios.lycos.es/almartine/gmc-6/ http://usuarios.lycos.es/almartine/gmc-18/ http://usuarios.lycos.es/almartine/porsche-28/ http://usuarios.lycos.es/almartine/suzuki-29/ http://usuarios.lycos.es/almartine/saab-9/ http://usuarios.lycos.es/almartine/mercedes-39/ http://usuarios.lycos.es/almartine/mercedes-33/ http://usuarios.lycos.es/almartine/ford-12-474/ http://usuarios.lycos.es/almartine/ford-72-791/ http://usuarios.lycos.es/almartine/volvo-21/ http://usuarios.lycos.es/almartine/ford-31/ http://usuarios.lycos.es/almartine/toyota-48/ http://usuarios.lycos.es/almartine/mercedes-38/ http://usuarios.lycos.es/almartine/honda-51-510/ http://usuarios.lycos.es/almartine/hummer-3/ |
|
|
|  |
|