| Solskinsskæbner |
| |
John Sayles har med Sunshine State begået en stilfærdig, lun sydstats-film om en række skæbner i to små nabobyer i det solrige Florida. Små trygge lokalsamfund som tiden og udviklingen er passeret udenom og hvor den store begivenhed er den årlige byfest. Steder hvor livet hverken er fantastisk eller forfærdeligt, men helt almindeligt med glæder og sorger.
Drømmene og virkeligheden
Filmens primære figurer er Desiree Perry (Angela Bassett) og Marly Temple (Edie Falco), der begge er vendt hjem til deres barndomsbyer efter at have forsøgt at skabe sig et bedre liv ude i verden. Desiree havde drømme om en skuespillerkarriere, men er endt med at lave tv-shop-reklamer, instruktionsvideoer og infomercials. Nu er hun på visit i byen som hendes forældre, grundet en højst upassende graviditet, smed hende ud af, da hun var 15 år. Marly har været havfrue i et akvarium-show (!), men passer nu sin fars motel og restaurant. Mens disse to kvinder forsøger at genfinde balancen, forene sig med deres fortid og finde ud af kærligheden, trues lokalmiljøets stille eksistens af en række fæle entreprenører, der vil tromle alt ned og bygge luksusboliger, der kan tiltrække rige nordamerikanere, der ønsker at bruge deres alderdom (eller blot sommerferier) på golf og kanoture i solskinsstaten. Det store spørgsmål er nu om det lykkes indbyggerne at stoppe bygherrerne og hvis ikke, om forandring nødvendigvis er en dårlig ting.
De helt almindelige mennesker
Den ovenfor beskrevne handling er ikke, hvad man skal se Sunshine State for. Handlingen er hverken ligeså væsentlig eller interessant som den overordnede stemning i filmen og de mange menneskeskæbner og småhistorier, der præsenteres. Disse oprulles gradvist og stilfærdigt. Nogle afsluttes (eller begyndes) aldrig helt, men det gør faktisk ikke noget. Man sidder ikke tilbage med en irriterende følelse af at mangle nogle informationer, men derimod en accept af at have fået et lille indblik i nogle forskellige menneskers hverdag og fortid. Dette er en film, der insisterer på sit eget sindige tempo og ikke lover mere end den kan holde, men det er da også ganske udemærket. På et overordnet stemningsmæssigt niveau minder den om Stegte, grønne tomater (91), hvis gæve kvinder også formår at holde modet oppe trods modgang.
Afdæmpet, men fokuseret skuespil
Filmen introducerer en lang række interessante figurer, der aldrig bliver karikerede eller overdrevne, men blot stilfærdigt antyder lige netop deres særpræg og derefter trækker sig tilbage igen så fortællingen kan gå sin rolige gang. Vi møder den stærke, men sårbare kvinde, der har lagt sin fortid bag sig, men ikke accepteret den (Angela Bassett), den gæve, ironiske sydstatsservitrice (Edie Falco), der falder for den lidt polerede, men sympatiske landskabsarkitekt (Timothy Hutton), den mutte dreng med en barsk barndom og pyromantendenser (Alex Lewis), den dramatiske lokalteater-diva (Jane Alexander), den korrupte, ludomaniske lokalpolitiker (Gordon Clapp) og mange flere. Det er dette ensemble af menneskeskæbner, der gør filmen interessant. Skuespillerne er velvalgte i rollerne, overspiller ikke og giver hinanden plads. Det bedste ved filmen er dog dialogen, der gnistrer og er morsom på en subtil, ironisk måde. Her er ingen antydede trommehvirvler, der lader én forstå, hvornår noget er sjovt, men derimod en masse lakoniske, tørre bemærkninger, der ofte efterlader én småklukkende.
Antydningens mester
Multitalentet John Sayles, der både skriver manuskriptet, instruerer og klipper sine film selv har tidligere bevist sit talent og sin evne til at håndtere et stort persongalleri og holde styr på en masse små historier i en film som Lone Star (96) og Passion Fish (92). Også denne film sværmede om den særlige sydsstatsromantik med dragende sumpe, smuk natur, langsomt tempo og western-myten om den ensomme ulv, der må klare sig selv. Trods fascinationen af denne livsform mister Sayles imidlertid aldrig blikket for de omkostninger, der er (var) forbundet med den – slaveri, racisme o.s.v. Sayles bliver aldrig eksplicit samfundskritisk, men nøjes med at antyde og lade sine personer harcelere på sine vegne, mens han elegant sår tvivl om, hvorvidt han deler deres synspunkter. Sunshine State er ikke en film, der kommer til at indtage en væsentlig plads i filmhistorien, men en hyggelig lille film, der morer og engagerer én nok til, at man under rulleteksterne ærgrer sig over, at man ikke skal se, hvad der hænder disse mennesker fremover.
|
| |
| | Filmens ekstramateriale indeholder udover trailers et kommentarspor med instruktøren John Sayles. Han koncentrerer sig meget om locations og besværligheder med lyd og lys, men ikke så meget om skuespillerne, symbolikken og relationen til hans andre værker. Er det dette man synes er interessant er ekstramaterialet derfor lidt fattigt. Nogle få interessante informationer er der dog at få.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
