| Moderkærlighed |
| |
At se White Oleander er som at læse triviallitteratur: historien kan såmænd være spændende nok, men begivenhederne indtræffer i så stor mængde og nogle af personerne er så stereotype, at man til sidst ikke orker at interessere sig for dem.
 |
Copyright:
Constantin Film |
Alene i verden
Den hvide nerie er yndig at se på, men meget giftig for dem, der kommer for tæt på den. Det gælder også Ingrid (Michelle Pfeiffer), en succesrig kunstner, der bor alene med sin teenagedatter Astrid (Alison Lohman - glimrende). Ingrid er smuk og charmerende, men hun er også komplet kompromisløs og tåler ikke at være den lille, så da hendes kæreste (Billy Connolly i en forsvindende lille rolle) svigter hende til fordel for en anden, slår hun ham ihjel og ender naturligvis i fængsel - Astrid er pludselig alene i verden. Det får hun ikke lov at være længe, for de sociale myndigheder sørger for, at hun kommer i pleje, og så begynder Astrids vandring fra én plejefamilie til en anden, kun afbrudt af ophold på en institution og besøgene hos moderen, der selv bag tremmer øver indflydelse på Astrids liv, indtil Astrid må mande sig op til et opgør.
Kulørte kapitler
White Oleander handler om en ung kvindes vej ind i voksenlivet, mod selvstændighed, mod tilgivelse. Den er den type film, som stræber efter betegnelserne 'opløftende' og 'lutrende', men som ender med at klinge falsk, hovedsageligt fordi flere af tildragelserne og personerne virker usandsynlige. Ingen af Astrids tre plejefamilier er f.eks. ganske almindelige mennesker: den første plejemor er den vulgære 'white-trash'-agtige Starr (Robin Wright), der bor sammen med den flotte Ray (Cole Hauser, jævnligt med bar overkrop) og et par børn, hvoraf en er den obligate bebrillede mindre dreng, der ved alt om astronomi og andre 'nørdede' sager. Starr er så usikker, at hun ikke bryder sig om at have en køn ung pige under samme tag som Ray, og efter et dramatisk (og usandsynligt) opgør må Astrid videre. Næste station er det velhavende par Claire og Mark (Renée Zellweger og Noah Wyle), en succesrig producer og en B-rolleskuespillerinde, hvis karriere er ved at gå i stå. De lever i et velindrettet, dyrt hjem, og selvom Claire er en sart viol, oplever Astrid, hvad det vil sige at blive elsket på sine egne præmisser. Også dette ophold sættes der en traumatiserende og ret usandsynlig stopper for. Endelig havner Astrid hos den entreprenante og farverige russiske Rena (Svetlana Efremova), der bruger sine plejedøtre som arbejdskraft på et loppemarked. Disse ophold er så kulørte og begivenhedsrige – men samtidig overfladiske – at man føler en vis lettelse over, at man har nøjedes med at inddrage tre af bogens fem plejefamilier.
 |
Copyright:
Constantin Film |
Vægtige udsagn
Bedre går det ikke med Astrids øvrige relationer: på vej fra den ene plejefamilie til den anden bor Astrid på en institution, hvor hun knytter et venskab med Paul (Patrick Fugit), en langhåret og lidt blød fyr, der – selvfølgelig, fristes man til at sige – drømmer om at blive tegneserietegner og genert viser Astrid sine tegninger. Fugit er absolut overbevisende – men skal vi tro på, at Astrid kun lærer ét eneste menneske at kende udover plejefamilierne over den 4-5-års periode, som filmen skildrer? Endelig er der forholdet til moderen, som er en voldsom og til tider ødelæggende kraft i Astrids liv. Det er ganske forfriskende at se Michelle Pfeiffer som kølig og giftig – det klarer hun med bravour – men enhver sætning, som mor og datter udveksler, er frygtelig meningsfyldt. Der mangler simpelthen noget small-talk. Hvilken teenager ville f.eks. slynge "You look at me, and you don't like what you see. But this is the price, Mother – the price of belonging to you" i hovedet på sin mor? Og hvilken mor ville sige "Love humiliates you. Hatred cradles you"? Det lyder smukt og aforistisk, men det er ikke den slags ting, man går rundt og siger, da slet ikke hele tiden. Derfor fremstår personerne, navnlig Ingrid, aldrig som ægte, levende mennesker, og det er svært at opretholde nogen synderlig interesse for dem, undtagen Zellwegers Claire, der er et sårbart og søgende menneske, der savner nogen til at modtage den kærlighed, hun i så rigt mål rummer.
White Oleander bliver forhindret, udelukkende på grund af den tunge dialog og ophobningen af kulørte indslag, i at blive det bevægende og opbyggelige ungpigeportræt, som den gerne vil være...
|
| |
| Seneste kommentarer: (11 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Sahil
19-2-2012 02:49 | Haha, jag strtakar hogt for mig sjalv pa ett internetcafe nar jag laste om att haka pa mustschen. Hahaha. Det ar daligt med sadana skamt har pa andra sidan. Well well. |
| MArie
6-1-2009 11:29 | Jeg synes det er en super god film, og kan heller ikke rigtig se hvorfor den kun skal have to stjerner!!
Specielt kritikken af dialogerne synes jeg er ringe, da det jo netop er dem der også er vigtige for filmen, altså det at moren behandler astrid som en voksen!! |
| flensted
11-12-2007 13:02 | Ja, jeg synes nu stadig, at det er en dårlig film - se 'Thirteen' i stedet for. |
| Matilde
10-12-2007 20:48 | Jeg synes det er en utrolig stærk film. En meget hård og barsk film. Se den! .. den viser noget om hvor nemt det kan gå galt for et liv. |
| HeavenZanny
20-3-2004 23:24 | Mmmmm jeg foretrækker altså også stadig Rebel Without a Cause... :P~
Men der er dialogen nu også lidt akavet... James Dean leverer den bare fantastisk overbevisende... :) |
|
|
|  |
|
