| Poetisk vanvid |
| |
Terrence Malicks tredje film The Thin Red Line er en krigsfilm, men ikke af den ordinære slags. Den udkom i de danske biografer nogenlunde samtidig med Steven Spielbergs mesterlige Saving Private Ryan, så sammenligninger mellem de to film var uundgåelige. Men i virkeligheden ligger de så langt fra hinanden som overhovedet muligt, i det hele taget ligger The Thin Red Line meget langt fra alle film - den er næsten umulig at sammenligne med noget som helst.
Et sted i Stillehavet
Filmen er næsten fortalt uden rammer, det eneste man konkret får oplyst er, at man befinder sig under 2. verdenskrig i 1942 i Stillehavet, tæt på øen Guadacanal i nærheden af Japan. Filmen starter med at vise os Private Witt, en følsom og sanselig ung fyr fra sydstaterne, der har flygtet fra krigen og nu opholder sig på en af Stillehavets små idylliske øer, langt væk fra larmen, lugten og krigens vanvid. Men Witt bliver opdaget og ført tilbage til sit kompagni, der bliver ledet af den hårde Sergent Welsh, som modsat Witt ikke sætter spørgsmålstegn ved sit arbejde.
Nærved og næsten
Gennem filmens lidt over 2½ time følger vi skiftevis de unge og ældre mænd, der befinder sig midt i krigen. Skiftevis fortæller de om deres følelser, drømme og frustrationer, og kortvarigt bliver vi eskorteret ind i en abstrakt verden af følelsesladede tanker og iagttagelser. Terrence Malick bevæger os med antydet apati og en voldsom fornemmelse af nytteløshed. Gråden ligger på lur, men alligevel får afmagten overhånd og man når aldrig opgivelsens tærskel. I stedet opsluges man af de overvældende følelser, de tragiske skæbner og de stemningsladede billeder.
Stemning uden spænding
The Thin Red Line er smukkere end de fleste. Som stilheden før stormen sitrer de skønne omgivelser og klare farver af snarligt kaos og gru. Atmosfæren er tryggende, mens spændingen er totalt fraværende. Filmen er langt fra en spændingsfilm, der er ingen action og tempoet er dvælende. Følger man ikke med, er man pludselig fortabt, og ikke et øjeblik må man tabe, for man sidder med en lurende fornemmelse af, at løsningen på vanviddet ligger sikkert gemt i de tunge scener, og det bare er et spørgsmål om tid før man forstår hvad der foregår.
Fuldendt helhed
Terrence Malick lægger følsomt de mange skæbner ud med fornemt overblik og sans for de stemningsfylde detaljer. Aldrig har naturen været så effektiv en del af en films personlighed. Fra strand til urskov til afbrændte marker ligger der separate historier i mændenes omgivelser. Men det er ikke kun sceneriet Malick har haft imponerende styr på. De mange skuespillere leder han i alle de rigtige retninger. Garvede folk som Nick Nolte, John Travolta og John Savage deler tid og sted med de nye Hollywoodskud Jim Caviezel, Adrien Brody, Ben Chaplin og Dash Mihok. Fælles for dem alle er, at de betager os ubetinget, så vi føler og lider med dem.
Den højere enhed
The Thin Red Line er en film man ikke kan få ud af hovedet igen, når først man har gennemlevet den. Den er svært at sætte ord på, da den mest af alt henvender sig til sanserne og følelserne. Den virker både uvirkelig og ætsende virkelighedsnær. Hans Zimmers (The Rock, Thelma & Louise) omfattende musik gør sit til at udfylde oplevelsen. Hans stammelignende musik skaber et opløftende skær af håb, hvilket sættes i fint samspil med den æstetiske fotografering af altid dygtige John Toll (Legends of the Fall, Braveheart). Malick har givet liv til en dundrende filmoplevelse, man enten vil elske eller hade, i dens univers findes der ingen mellemvej.
|
| |
| | Det er til gengæld ikke de mest åndeløse oplevelser man finder i bonusmaterialet på denne DVD-udgivelse. De farverige melanesiske sange samt filmens trailer er det eneste, det er blevet til. Det kunne man godt blive lidt sur over, især fordi der er lavet diverse ’bag kameraet’ optagelser til filmen, med interviews blandt andet fra de mange medvirkende, men det er dog svært at hidse sig særligt meget op over, for efter at have set filmen føler man sig en smule drænet og pludseligt virker den slags frådserier ligegyldige.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (36 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | ¥°¥Ã¥Á Ø”²¼
30-3-2013 11:23 | I really wish I hadn¡¯t seen this as I really want one now! ¥°¥Ã¥Á Ø”²¼ http://gucci.kanpaku.jp/ |
| Du får ikke mit navn
7-10-2011 17:09 | Har lige set den og jeg var ikke vandvitig imponeret. Er som enig i modsætningen til Saving Private Ryan, men den er efter min enig stadig den bedste krigs film siden Where Eagles Dare. TTRL er ikke for lang, film som denne kan ikke vare under 2 tmer. Nick Nolte og Elias Koteas var jeg nu imponeret af, og Nolte burde havde haft en mindst en Oscar nominreting. 3/6 |
| FUCK JER ALLE !
11-5-2007 16:43 | SAVING PRIVATE RYAN ER DEN BEDSTE krigsfilm EVER! FUCK THE REST ! thin red line er sku ik så god den er ALT for lang trukket ! |
| okokok
27-12-2006 21:42 | Hvis i er filmelskere ved i at oscarstatuetterne er fuldstændig ligegyldige..... |
| Jesper*
28-4-2006 09:42 | Jeg forstår slet ikke at folk her er så vilde med The Thin Red Line. Der er da nogle gode skuespillere med og også nogle flotte scener, men der er bare ALT ALT FOR MEGET moralprædiken. Hele tiden skal vi høre om hvor forfærdeligt krig er, og hvorfor skal vi slås osv. Det irriterede mig altså virkelig meget. Og så er filmen også alt for lang, de sidste 25 minutter giver ikke rigtig nogen mening at vi skal se dem. Men altså det er en okay film, problemet er blot at der er kommet så mange gode krigsfilm de senere år som viser hvor forfærdeligt krig er, så der er ikke rigtig nogen grund til at se The Thin Red Line, når man nemt kan finde noget som er meget bedre.
Giver den 2/6 stjerner. |
|
|
|  |
|
