| Bølger gennem tiden |
| |
Biografier findes der rigeligt af disse år. Det samme gælder filmatiseringer af litterære klassikere. Som udgangspunkt er det derfor forfriskende at opleve The Hours, der, selvom den ganske vist selv er en filmatisering af en prisbelønnet roman, prøver at tegne kapitler til en litterær klassikers virkningshistorie, samtidig med at den skitserer biografiske træk ved forfatterinden. Forfatterinden er Virginia Woolf, og bogen er 'Mrs. Dalloway'.
Tre kvinder og en bog
Fortællingen i The Hours forløber gennem tre tidsperspektiver, der alle er bundet sammen af bogen, dens tanker og følelser. I den imponerende præsentationsrunde, mens de indledende credit-skilte stadig glider over lærredet, møder vi forfatterinden selv (Nicole Kidman), mens hun indleder arbejdet på romanen og kæmper mod en snigende mental isolation i en engelsk landsby i 1923, vi møder den amerikansk L.A.-husmor Laura Brown (Julianne Moore), der prøver at leve op til de kravene som mor og kone på hendes mands (John C. Reilly) fødselsdag i 1951, samt den moderne New York'er Clarissa Vaughan (Meryl Streep), der forbereder en stor fest for sin ven, den prisbelønnede forfatter Richard (Ed Harris), der er ramt af AIDS.
'Mrs. Dalloway', der er fra 1925 og i øvrigt blev filmatiseret nogenlunde lige efter bogen af Marleen Gorris i 1998 med Vanessa Redgrave i titelrollen, følger overklassefruen Clarissa Dalloway, der forbereder et aftenparty for Londons højborgelige selskab, som hun er en inkarneret del af. Romanen, der er blevet en af det 20. århundredes klassikere, følger Mrs. Dalloway, hendes tanker og følelser i løbet af én dag, mens hun undervejs tænker tilbage på ungdommen og gør eksistentiel status over sit liv.
Egentlig opsummerer Laura Brown mest præcist bogen, da hun, i en af filmens mest blændende scener, forklarer en veninde, at det er "en bog om en kvinde, der er utrolig selvsikker. Netop derfor tror alle, at hun har det godt. Men det har hun ikke."
Også meget præcist om Mrs. Dalloway siger Richard til Clarissa Vaughan, der er den af de tre kvinder i filmen, der har flest ligheder med romanfiguren, at hun evig og altid holder fester for at dække over stilheden. Ved at påtage sig rollen som en, der er til for andre, slipper hun for at tænke på sig selv.
Forbundet på tværs af tid og sted
Filmen er baseret på Michael Cunninghams roman fra 1998, der, blandt utallige priser, blev belønnet med en Pulitzer'er for fiktion. Instruktøren er britiske Stephen Daldry, der for to år siden brød stort igennem med sin debutfilm, fortællingen om den dansende dreng fra arbejderklassen, Billy Elliot.
Der er mindst et ocean imellem Billy Elliot og The Hours, der er produceret af de amerikanske selskaber Miramax og Paramount, men det kunstneriske niveau er på ingen måder gået tabt på rejsen.
En af Daldrys helt store fortjenester med The Hours er, at han har formået at balancere fortællingen så præcist, at man uden forkendskab kan lade sig rive med af strømmen, samtidig med at kendere af Woolf og hendes roman også kan overraskes undervejs. Et godt stykke af vejen skifter Daldry mellem tid, sted og personer gennem variationer over Woolfs berømte 'tunnelteknik': Følelser eller tanker på ét tidspunkt kædes sammen med de samme følelser eller tanker på et andet. Det imponerende her er, at skiftene også virker vellykkede på tværs af personerne. Teknikken er ikke anvendt helt konsekvent, men de øvrige skift hjælpes godt på vej af Philip Glass' intenst strømmende score, der med sit ivrigt repeterende tema lader klassiske og moderne elementer smelte sammen til en særdeles velegnet helhed.
Tour de force i skuespilkunst
En ting er imidlertid filmens imponerende struktur og dens grundige tematisering af kvinders løsrivelse fra deres klassiske kategorier på tværs af tiderne: Filmens største trumfkort er rollebesætningen. Med tre af tidens allerstørste skuespillerinder i de tre store kvinderoller og et væld af stærke navne på flankerne er filmen en sand tour de force i skuespilkunst.
Ligesom juryen på filmfestivalen i Berlin, der tildelte Nicole Kidman, Julianne Moore og Meryl Streep skuespillerindeprisen i fællesskab, vil jeg ikke begive mig ud i at skelne mellem, hvem af dem, der er bedst. De synes alle helt igennem velvalgte til rollerne og imponerer på hver deres vis. Nicole Kidman, der med en næse delikat som en galionsfigur, har vænnet os til, at hun sejler direkte ud fra lærredet, træder her, godt hjulpet på vej af sminkørerne, rent ind i rollen som den indesluttede forfatterinde, der kæmper for bare at kunne forliges med sine omgivelser. Julianne Moores tilsyneladende usminkede ansigt, hendes bævrende stemme og nervøst spillende øjne leder ligeledes oplevelsen direkte til hendes karakter og væk fra hendes status som superstjerne. Der underspilles generelt med stor overbevisning. Meryl Streep er den, der med sin rolle som Clarissa Vaughan har størst risiko for at tippe til det patetiske, men hun undgår det ved hele tiden at holde sig i bevægelse, når hun er i billedet, ved, som Richards kommentar om hendes karakter, hele tiden at udfylde stilheden.
Virkelighedsnært, menneskeligt og eftertænksomt
Strømmene løber sammen i en formfuldendt helhed i The Hours, og der er meget at tage med sig hjem. Sammen med forrige uges dvd-udgivelse, Orkidé-tyven, er den med til at minde om, at afkastet fra USA's drømmefabrik også kan være virkelighedsnært, menneskeligt og eftertænksomt. Hvis man nyder den slags påmindelser, kan filmen næsten ikke anbefales nærmere.
|
| |
| | Er man stor fan af Virginia Woolf og faldt Stephen Daldrys filmatisering af Michael Cunninghams bog i ens smag, så er der afgjort gode grunde til at investere i den fornemme danske DVD-udgivelse. Den byder på både gode uddybende interviews, 2 sæt kommentarspor og masser af baggrund om filmen såvel som Woolfs liv, forfattervirksomhed og samtid.
Det er først og fremmest i de små featuretter, der er interessante ting at finde. I et af dem fortæller de tre stjerneskuespillerinder, Nicole Kidman, Julianne Moore og Meryl Streep indgående om arbejdet med rollerne, en lille dokumentar lader litterater placerer Virginia Woolf i hendes samtid og komme med biografiske detaljer, i en tredje featurette fortæller komponisten Philip Glass om den udfordring det var at lave filmens utraditionelle score-musik. Michael Cunningham og David Hare fortæller i en fjerde om arbejdet med bogen og manuskriptet og om deres forhold til Woolfs ”Mrs. Dalloway”. Gennemgående er featuretterne præcise og informative.
Og så er der de to kommentarspor. På det ene sidder Stephen Daldry og Michael Cunningham sammen og taler om arbejdet med filmen. Parløbet fungerer fint, og selvom det primært er Daldry, der fører ordet, er Cunningham god at have med som både spørgende og bidragende makker. Mindre flydende er det andet kommentarspor, hvor Kidman, Moore og Streep hver i sær kommenterer deres egne scener.
Man skal være opmærksom på at hovedparten af ekstramaterialet er på engelsk og utekstet.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (15 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Ilse Kristine
19-10-2008 12:36 | En stor film.Der giver en et sug i hjernebanerne...og i hjerterødderne.Flot musik der kæder alting sammen.Skuespillere der kan skabe stemning.Det ene spørgsmål afløser det andet.En film om livet.En film der kan ses igen og igen,og man vil hele tiden kunne finde nyt i den.Og gribes hvergang.Filmen fortjener 6 stjerner. |
| Louise
12-8-2008 22:43 | Jeg har set den nu to gange. Synes den er fantastisk, den får virkelig følelser frem. Ja jeg må indrømme at jeg stortudede den sidste halvdel igennem og da filmen var slut.
* * * * * *
-6 stjerner synes jeg den har fortjent. :) |
| michaelw
25-5-2006 10:52 | Fik den set efter lang tid.
Nicole kidman går det simpelthen framragende hun vandt fortjent bedste kvindelige hovedrolle.
de to andre kvindelige hovedroller spiller også rigtig godt.
fire stjerner |
| Jake
24-5-2006 10:48 | Fik endelig taget mig samen til at se den kun nogle år forsinket :)
Må sige jeg blev ikke skuffet .
Rigtig god film der suger en ind. |
| morten zeppi
25-5-2005 11:10 | pragt fuld film. den er vel spillet og historien er utroværdig. nicole kidman er uden tvivl den bedste i filmen, selvom meryl streep også er god som clarissa. clarissas historie rammer mig mest af de tre. der er dog nogle steder hvor det går hen og bliver for sentimentalt... |
|
|
|  |
|
