| Det bliver bedre imorgen :-) |
| |
Gale mennesker er ofte morsommere på film end i virkeligheden. Således også i Gunnar Vikenes norske debutfilm Himmelfald, en psykriatisk komedie hvor man på sikker afstand kan grine af og føle med beboerne på Sollihøgda Psykiatriske Hospital i en lille norsk by, hvis "alternative virkelighedsopfattelser" slet ikke er så uvirkelige endda.
 |
Copyright:
Sandrew Metronome |
Følsomme eksistenser
Og måske er de i virkeligheden slet ikke så gale endda, de følsomme eksistenser på Sollihøgda, der bl.a. tæller den unge Raider (perfekt inkarneret af den norske 'newcomer' Kristoffer Joner), der med sin indsigt i astronomi og moderne kernefysik virker som historiens fortæller og hovedperson, og pigen Juni (spillet af den fyrige og smukke Maria Bonnevie), som Raider er forelsket i, men som slår alle som kommer tæt på. Sikkerhedsafstanden er mindst 85 cm, og hvis den overtrædes, kan man være sikker på et knytnæveslag i ansigtet. Derudover er hun indlagt, fordi hun på alle tænkelige måder forsøger at slå sig selv ihjel.
Varm og livsbekræftende
Alvoren bliver pakket nænsomt ind i Himmelfald, der udspiller sig i tre dage op mod juleaften. Grundtonen er først og fremmest varm og livsbekræftende, og så har filmen et sundt budskab: "Det bliver bedre i morgen," gentager Raider filmens mantra, og spørger igen, om alle er ok?
Rundt om Raider og Juni kredser en række satelitter, bl.a. psykiateren Johannes (spillet følsomt og fyldigt af Kim Bodnia i endnu en afdæmpet rolle), der har sin egne problemer i form af impotens, hans kone Vigdis (Hildegun Riise), der er hjemmehjælper og bl.a. passer Raiders mor (Gitte Rio Jørgensen), som uden sammenligning er den galeste (og sjoveste) af alle. Og ved siden af igen kredser den unge taxachauffør Thomas (Endre Hellestveit), der ud over at tilfredsstille Vigdis' seksuelle behov, dukker op flere uventede steder i løbet af historien.
Fin debut
Filmen er Gunnar Vikenes debut i spillefilmslængde, og han har skrevet manuskriptet sammen med Torun Lian, der skrev og instruerede den roste børnefilm Kun skyer bevæger stjernerne (1998), som var med til at vække den internationale interesse, som norsk film stadig nyder. Vikene har et ganske imponerede greb om den komplicerede fortælling og specielt den underspillede humor har han en god fornemmelse for at give tilpas med plads. Helt så godt går det ikke i filmens mere alvorlige scener, som for eksempel et opgør mellem Johannes og Vigdis, der virker både stift og ufølsomt.
Sære eksistenser
Det ser ud til at vores småt skøre nordiske broderfolk har fundet en lille guldgrube i film om sære eksistenser, og med sit udgangspunkt i de undertippede begavelsers forhold til "den normale" virkelighed, undgår Himmelfald ikke sammenligning med Petter Næss' verdenssucces Ælling (2001) om den svært elskelige titelfigurs sælsomme integration i samfundet. Helt så stram og gennemført som Næss' film er Vikenes' ikke, men den besidder sin egen originalitet og dens varme og livsbekræftende steming er i samme grad et selskab værd.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
