| Død eller levende! |
| |
Mexicaneren Carlos Reygadas er kun 32 og Japón – Tilbage til livet er hans debut som instruktør. Det kan komme som lidt af en overraskelse, når man er i selskab med hans modige film, der ikke går på et eneste kompromis. Forbilledet er russeren Andrei Tarkovsky (Solaris), så dem der går i biografen for den hurtige adspredelses skyld bør nu være advaret. Andre vil til gengæld få et sjældent udfordrende kunststykke præsenteret i biografen. Man kan næsten sige sig selv, at Japón blev belønnet på sidste års Cannes Festival.
 |
Copyright:
Øst for Paradis |
Ved livets ende
Det er en mytisk, fabulerende tone, der slås an allerede i filmens begyndelse. Med kameraet på taget af en bil bevæger vi os langsomt og svævende fra storbyens forjagende lys til landets meditative landskaber. På en mark nærmest krystalliserer vores navnløse hovedperson sig. Han er kommet til - hvis ikke verdens - så Mexicos ende for at tage livet af sine godt 60 år. Han bosætter sig i udkanten af en lille flække hos en mindst 80-årig gammel kone og falder til ro om sine tanker. Helt til ro.
Få ord
Japón tager sig sin tid og er af få ord. Her får vores hovedpersoner, ’manden’ og den katolske, gamle kone Ascencíon - navnet refererer til Jesu himmelfart, i modsætning til 'Asuncíon', som manden forveksler hendes navn med i begyndelsen, der henviser til den guddommelige befrugtning af Jomfru Maria – lov til at udtrykke sig igennem deres furede ansigters blikke. Vores mand driver langsomt rundt i landsbyens omegn, forsøger at male lidt som i sin fortid, betragter sin bog med billedkunst og lytter til Bach på sin altid medbragte walkman. Forholdet mellem de to får vores mand til at lægge pistolen fra sig i de afgørende øjeblikke. Den gamle kones ukuelighed forstyrrer hans sorte livssyn.
 |
Copyright:
Øst for Paradis |
Hvorfor Japan?
Hvad er egentlig på færde i Japon, hvis titel til yderligere forvirring betyder Japan på spansk? Vargadas har tidligere udtalt at være inspireret af Terry Gilliams Brazil-titel, der heller ikke har meget med den handling at gøre. Til CinemaZone.dk indrømmer han i dag, at den var en dum fejltagelse. Den er for kryptisk. Folk lægger for megen mening i den. Stiller ham spørgsmål om haiku-digte og geisha-liv, som hverken han eller filmen har nogen direkte mening om. Titlen, fortalte Reygadas, var tænkt som en reference til livshjulets større cyklus. Livet slutter et sted og starter et andet. Når solen går ned i Mexico, står den op i øst. I øst ligger Japan, som tilmed har solen repræsenteret i sit flag.
Udfordringen og belønningen
Japon er kryptisk i sin præsentation, dvælende i tempo og tematisk så tungt ladet som en russisk kampvogn, men med rette tålmodighed er den også en gave til sande filmelskere. Det er en historie om livets mest fundamentale valg: at vælge livet. Den kan måske synes misantropisk i dens portrættering af det rurale Mexicos brutalitet og vores ’mands’ livstrætte desperation, men det er netop pointen for vores hovedperson, at han må igennem mørket for at kunne træde ud som mere oplyst. Som et menneske der tør vælge at leve. Hans indledende arrogante holdning overfor livet viser sig at være for overfladisk. Det kan være endnu mere brutalt, end han havde drømt om. Kan en 80 år gammel kvinde være lykkelig i et sådant liv, bør han måske også. Vores ’mand’ genfinder livet, der hvor både han og vi forventede alt andet end det.
Filmhistorisk sex - modig debut
Stemningen i Japon leder tankerne på den tyrkiske Majskyer, der ligeledes var russisk inspireret (af forfatteren Anton Chekov), men mexicanske Reygadas går et stykke videre end sin tyrkiske kollegas mediterende naturbilleder. Reygadas foretrukne arbejdsredskab er nedbrydningen. Han opbygger en skærende realisme for at tilintetgøre den med små delikate finesser som eksempelvis vores hovedpersons selvmordsvåben – den klassiske filmdramatiske Luger. Men Reygadas tør sågar gå længere end det – han lader på et tidspunkt en beruset amatørskuespiller lade sin birolle tale direkte til kameraet og kommentere filmholdets arbejde. Overraskelsen kommer midt i en scene og er stødende og formentlig slet ikke planlagt. Men den er med til at gøre Japon til en af de mest konsekvente og modige debutfilm, jeg mindes i lang tid. Man ved på intet tidspunkt, hvad filmens næste skridt bringer os hen. Den spiller sig hele tiden op mod sig selv og det er en sjældenhed i filmsprogets til tider lidt for stringente verden. Det ’rene’ venskab mellem vores hovedperson og den rynkede kone, kan instruktøren selvfølgelig heller ikke holde sig fra, og præsenterer en af filmhistoriens måske mest opsigtsvækkende sexscener.
Ikke typisk mexicansk – atypisk god
Der er meget langt fra Japon til de flirtende livstilsdramaer som …Og din mor! og Love is a Bitch. Det er Mexico og verden fra en side, vi ikke drømmer om og måske heller ikke er tilbøjelige til at løse billet til. Hvis man alligevel tør og vælger et par timer med Reygadas og hans fotograf Diego Martínez Vignattis 360 graders panoreringer rundt om livet vil man blive belønnet med en – ikke typisk mexicansk – men helt atypisk god film.
|
| |
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Francisc Dyhr
24-8-2008 20:58 |
Fremragende og smuk slutning, hvor Ferguson traktoren og murbrokkerne fra det nedbrudte hus er spredt for alle vinde i livets spor. |
|
|
|  |
|
