| Dick og Dandierne |
| |
Han har haft den liggende længe. Da den unge pacifist og outsider Dick i sin tid købte den i butikken i den lille amerikanske mineby Etherslope, troede han det var en legetøjspistol. Det skulle have været en fødselsdagsgave til en dreng, han synes var en idiot. Han bestemte sig imidlertid for at give drengen en bog i stedet, Oscar Wildes: 'The Picture of Dorian Gray', hvor de sidste tyve sider er revet ud. Da han finder den igen nogle år efter, går det op for ham at det er en rigtig pistol.
 |
Copyright:
Nordisk Film, Foto: Astrid Wirth |
Simpelt og komplekst
Thomas Vinterbergs seneste film, Dear Wendy er på en gang en simpel historie, og så alligevel på alle måder en udfordrende størrelse. Manuskript er skrevet af Lars von Trier, der stadig synes at være fast besluttet på at få skovlen under amerikanerne og deres dobbeltmoral, og den højæstetiske iscenesættelse af Vinterberg bærer præg af hans stadige søgen efter et nyt, komplekst filmsprog, som vi oplevede det første eksempel på med forgængeren It's All About Love.
Pacifisme og pistoler
Da Dick forliger sig med tanken om at kombinere sin pacifisme med det at bære pistol, sker der pludseligt noget. Han bliver stærkere. Snart finder han sammen med vennen og våbeneksperten Stevie, og de danner den hemmelige klub, Dandierne, på baggrund af Dicks filosofiske overvejelser, om at man med det rette moralske overblik selvfølgelig godt kan gå med pistol - man må bare ikke vise den. Efter kort tid bliver også den fladbrystede pige fra butikken, den benløse Huey og hans splejsede lillebror Freddie indlemmet. De fem outsidere oplever fællesskabets styrke og våbnenes beskyttelse, og mærker at de pludselig kan bevæge sig gennem byen med respekt.
 |
Copyright:
Nordisk Film, Foto: Astrid Wirth |
Arrogance
Filosofien bliver imidlertid hurtigt en besættelse. I deres skjul, som nu hedder Templet, kæler de med deres 'partnere', som nu er blevet den korrekte betegnelse for pistolerne. I det hele taget udvikler Dandiernes forhold til deres våben til det ekstreme, samtidig med at deres forhold til omverdenen udvikler sig til ren og skær arrogance. Hvor Grace i von Triers Dogville havde problemer med at hæve sig moralsk og dømme pøblen, der misbrugte hende, har Dick og Dandierne ingen problemer med at føle sig bedre end andre.
Verden omkring
Men så en dag banker omgivelserne på. Det er Sebastian, drengen Dick tidligere syntes var en idiot. Han er på prøveløsladelse efter et skuddrab, og overlades af byens sherif under Dicks opsyn. Han har læst bogen, Dick gav ham i sin tid (der handler om dekadente engelske kunstnerkredse i 1890'erne, der hæver den sande kunstner over samfundets vedtagne love). Men han forstår overhovedet ingenting. Fra starten bryder han gruppens fasttømrede regler og skaber splid mellem Dick og hans partner. I sidste ende er det da også ham, der initierer det endelige opgør med det omkringliggende samfund, som de efterhånden har trukket sig helt tilbage fra: De skal hjælpe en gammel dame over vejen.
En 'magic bullet' i et virtuelt USA
Von Triers tankevækkende naivisme går hånd i hånd med Vinterbergs stærkt stiliserede instruktion og fotografen Anthony Dod Mantles optimale, stemningsfulde udnyttelse af mørket omkring ansigterne, de tyske minelocations og de bekostelige udendørs kulisser, der blev indrettet ved Filmbyen i Avedøre. Vinterberg fører tilskueren rundt som en 'magic bullet' i von Triers virtuelle USA, hvor karaktererne og situationerne konstant synes at spejle den mægtige nations mentale udvikling, mens det dvælende kamera, i tætte beskæringer, men alligevel nøgternt afsøgende, registrerer Dick og hans gruppe og deres mindste bevægelser. Skuespillerne gør, hvad de skal, men psykologien ligger helt og aldeles udenpå, mimikken er som låst fast af film over huden.
Fortælling og fortolkning
Fascinerende ja, men også køligt distanceret i en nærmest ekstrem grad. Ikke i ét sekund får vi lov til at føle med karaktererne. Vi kan kun betragte dem, se, hvad de gør, og lade det være fortællingens omdrejningspunkt, og når det ikke er nok, lade voice-overen løfte det sidste på plads. Alligevel er man konstant i tvivl, om hvad det egentlig handler om. Hvor bevægelserne i von Triers egne senere film, Dancer in the Dark og Dogville, er meget svære at tage fejl af, lader Vinterberg konstant tilskueren hænge i næsten konstant forvirring over, hvad der er fortællingen og hvad der er meningen med den. Fortolkningen må nødvendigvis være fortløbende for at give mening til fortællingen. Bortset fra, at Bill Pulmann får lov til at smile et enkelt halvskummelt smil, afslører karaktererne selv intet undervejs.
Et distinkt værk
Medfølelse og indlevelse eller ej, så er den udfordrende iscenesættelse et distinkt værk fra Thomas Vinterbergs hånd. Med fire så vidt forskellige film som road-movie-røverhistorien De største helte, familiedramaet Festen, den romantiske sci-fi-thriller It's All About Love og denne her, er det meget, meget svært at se, hvor han er på vej hen. Bortset fra den sædvanlige Thomas Bo Larsen-cameo, synes personligheden på ingen måde at træde frem i denne film. Til gengæld er den på en gang mere håndgribelig og mere åben end>It's All About Love, og Vinterberg viser endnu engang, at han mestrer sin metier.
|
| |
| Seneste kommentarer: (5 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Lasse
21-10-2005 11:53 | Sikke en lorte film
|
| Johnny Pepperoni
20-10-2005 12:44 | Jeg synes nu langt bedre om denne film end f.eks. Festen.. den er smurt ind i metaforer og surrealisme, og om den er så er forudsigelig er fuldstændigt ligegyldig, den er nemlig fuldført ned til mindste detalje og man kommer ikek til at fatte meget af den hvis man ikke forstår at selv karaktererne er metaforer, intet skal tages bogstaveligt på noget tidspunkt. Desuden er det den første af Vinterbergs film der viser en form for individualisme i forhold til instruktionen, han har endelig fået skabt en originalitet i hans instruktion man ikke har kunnet spore førhen, da han bare virkede som et kopi af Von Trier instruktionsmæssigt. Flot klaret, og glæder mig til Vinterbergs næste film. |
| trueleigh
18-10-2005 15:53 | Tja, så laver han et par fine kunstfilm efter at han har givet publikum hvad de ville have i Festen og straks er han på vej ned i møget.
Selv Ebert tror at filmen handler om USA. De er fandme så selvcentrerede derovre. Den handler nu om idealisme, som alle Triers manuskripter. |
| Thomas
13-9-2005 19:17 | Et stort flop - kom igen Thomas |
| J.K.Kristensen
5-6-2005 09:18 | For mig var filmen en kæmpeskuffelse, forudsigelig, ja sågar kedelig og langtrukken. Nej, jeg foretrækker så langt "Dogville", hvis man skal sammenligne, det var en nyskabelse indenfor filmverdenen. |
|
|
|  |
|
