| Kvinden og Korch |
| |
Efter en ren succeshistorie indenfor ny dansk teater, er Fruen På Hamre blevet Katrine Wiedemanns instruktørdebut på film. Storesøsteren Vinca Wiedemann har udarbejdet manuskriptet frit efter romanen af den danske forfatter og folkeforfører Morten Korch. Hvis man ser bort fra Lone Scherfigs TV-serie Morten Korch, der i den rene nostalgis navn følger traditionen fra de tidligere gengivelser af Korchs verden, er Fruen på Hamre den tyvende filmatisering af Morten Korch. Den er samtidig også den første, der forholder sig kritisk og alternativt til sit forlæg.
Idyllens skyggeside
Det, man traditionelt har fundet hos Korch, er den store romantiske ide om det idylliske bondesamfund. Med fødderne solidt plantet i jorden og med det ærlige arbejde, som den højeste dyd, kommer det gode liv. Skæbnen velsigner de gode med naturens gaver og den salige kærlighed. Hvor de tidligere filmatiseringer har haft de Korch’ske hovedtemaer som udgangspunkt, tager Fruen på Hamre direkte afsæt i idyllens skyggeside. I filmen møder vi Bente, der, et sted i nærheden af forrige århundredeskifte, ved sin faders dødsleje af ren pligtfølelse lover at ægte Gorm, hvis fader Bentes fader skylder en stor portion penge. Det er den eneste måde, hvorpå familiens gård, Hamre, kan forblive i slægtens varetægt.
Ulykkeligt ægteskab
Som man kunne opleve i Christian Braad Thomsens dokumentarfilm, Morten Korch – Solskin kan man altid finde fra sidste år, så var Morten Korch også selv lidt af en ’gammel gris’, der aldrig gik af vejen for en tur i høet med de kernesunde malkepiger. Således er også Gorm, dog langt mere grov i sin fremtoning. Bente lever op til sine pligter, og hun gør, hvad hun kan for at holde gården i gang og se igennem fingre med Gorms opførsel. Hendes eneste lykke er over lillesøsteren Grethe, der i første omgang har fået en mere udbytterig skæbne. Hun havde nemlig fået sin drømmefyr Martin og var flyttet til byen med ham. Derfor bliver det næppe mere ondt og ulykkeligt, da Grethe må flygte fra, hvad der viser sig at være Martins overdrevet uhyggelig dekadente familie.
Vejen til bedre skæbner
Hvor det traditionelt har været mændene, der har kunnet arbejde sig til bedre skæbner, er det her Bente, der som den stærke kvinde besidder en menneskelig visdom og kræfterne til at bringe orden i regnskabet. Når det er kærligheden, det gælder, hjælper det ikke at pløje flere marker hurtigere, eller at få hestene til at løbe hurtigere. I stedet skal der en kvindes arbejde og omsorg til. Det er en kvinderolle, som Morten Korch i de kendteste af hans værker aldrig har skænket en tanke, og historien bærer da også præg af at være en feministisk revision af det Korch’ske landskab, og netop det gør denne filmatisering til en af de mest interessante, og også tiltrængte. Ved hjælp af Bentes ’arbejde’ får historien sin forløsning. Ikke en udpræget lykkelig en, men en der trods alt ligger nærmere, det man forestiller sig var virkeligheden, også dengang.
Et dygtigt kunstnerisk udspil
Enkelte af filmens personrelationer falder ikke helt på plads, og med lidt mere tid ville man måske have fået en mere fuldendt historie. Men til gengæld er den tætte fokusering på Bente og Gorm og deres forhold en force. Og med Bodil Jørgensen og Bjarne Henriksens helt uovertrufne præstationer bliver deres udvikling skildret med stor psykologisk og kropslig præcision. Stemningen er hele vejen igennem yderst stilsikker, og skuespillerne leverer nogle utroligt præcise og interessante karakterer. Og filmen som helhed kaster nyt lys (eller snarer nye skygger) over den periode, hvori Morton Korch fandt sin idyl. Det er en dyster omgang, og i høj grad mere et kunstnerisk udspil, end endnu en film til familien og de salige hjerter, som har omfavnet traditionens Morten Korch.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
