| Mødrenes synder |
| |
Burr Steers slutter sig til rækken af skuespillere, der har ønsket at prøve kræfter med instruktørfaget. Dér kan han roligt blive, for hans debut, Igby Goes Down, er en vellykket sædesatire, der både morer og rører, og den er fuld af vittige replikker, som man med næsten dårlig samvittighed griner af.
Tragedie eller komedie?
Igby Goes Down indledes med to brødres tragikomiske mord på deres mor. Hun ligger bedøvet på et opulent leje og udsender en nærmest lattervækkende snorken, som afbrydes da de to brødre endeligt tager livet af hende ved hjælp af en plastikpose. Om det er fantasi eller virkelighed, finder man først ud af senere i filmen. De følelser, som vækkes i tilskueren allerede fra denne første scene, nemlig en blanding af ubehag og morskab, fremkaldes hele vejen igennem i dette ætsende sorte komiske drama.
En malfungerende familie
De to brødre er den perfekte Oliver (Ryan Phillippe) og hans yngre bror Jason 'Igby' Jr. (Kieran Culkin), der er født med sølvskeer i munden i et velhavermiljø i New York (en metafor man givetvis skal tænke på ved synet af en bestemt sølvske, der spiller en meget lille, men central rolle i filmen). Men hurtigere end man kan nå at sige "Holden Caulfield", erfarer vi, at Igby er komplet utilpasset, og ligeså hurtigt at der er gode grunde til det: Hans mor Mimi (Susan Sarandon) er nok en af de mest ubehagelige moderskikkelser, vi længe har set på lærredet, en slags neurotisk giftslange; hans bror er som en mannequindukke: smuk og perfekt, men totalt uden følelser, mens hans far Jason (Bill Pullman), som lille Igby (spillet af Culkins yngre bror Rory Culkin) elskede højt, for længst er vandret ud af Igbys liv og ind i sin egen skizofrene tilværelse på et sindssygehospital. Endnu en vigtig skikkelse i Igbys liv er hans gudfar D.H. (Jeff Goldblum), hvis hjerne, med Olivers ord, "kun fungerer for at lave penge". De er med andre ord "kolde helt ind til benet", som Igby på et tidspunkt siger.
Destruktive forhold
Men Igby er ikke lige så perfekt som Oliver: han bliver suspenderet fra den ene skole efter den anden, indtil hans mor sender ham på et militærakademi, som han flygter fra. Han søger tilflugt hos den smukke Rachel (Amanda Peet), en kunstner, der med fatale følger for hende selv er blevet D.H.’s elskerinde, hendes ven, den fallerede kunstner Russell (Jared Harris), der er en af de få, der har en smule medfølelse, samt Sookie (Claire Danes), en boheme, som Igby knytter sig til, igen blot for at blive svigtet. Som en sort sky over alle Igbys handlinger hænger frygten for, at det skal gå ham, som det gik hans far, for faderens ord "I feel this great pressure coming down on me" lyder ofte for hans indre øren.
Litterære forbilleder
Selvom enhver anmelder som det første vil fremhæve 'Forbandede ungdom' (ori. 'The Catcher in the Rye') som filmens litterære forbillede, er der nu også et skær af græsk tragedie over Igby Goes Down. Igby sammenligner selv sin mor med Medea, men det er svært at lade være med at tænke på Orestes-myten, som filmen i sin tematik ligger tæt op af. Filmen gør også god brug af tragisk ironi: Hen imod slutningen udslynger Igbys mor en bemærkning, som er tænkt som en grusomhed, men som i virkeligheden har den modsatte effekt: den bringer ham den forløsning (katharsis, for at blive i den dramatiske terminologi), der måske kan forhindre ham i at 'gå ned' som faderen gjorde det.
Sarkasme som skjold
Skuespillet er simpelthen fremragende: Pålidelige og store navne som Susan Sarandon og Jeff Goldblum synes at have haft det herligt med at spille hhv. den hysteriske og giftige Mimi og den glatte og farlige D.H. Bill Pullman rammer den rigtige tone af melankoli og tragedie i den lille rolle som Igbys far, og Amanda Peet og Ryan Phillippe har fået roller, der er noget mere interessante end dem, man ellers ser dem i. Peets Rachel er stadigt mere desperat, og Phillippes sædvanlige mutte stil og blonde ydre passer ideelt til rollen som den perfekte og komplet følelsesforladte Oliver, der blot kan se til med en blanding af misundelse og forundring, da Igby hen imod filmens slutningen har et voldsomt følelsesudbrud. At alt håb måske ikke er ude for Oliver ses i en af filmens sidste scener, hvor et lille smil antyder, at Oliver inderst inde kan finde noget, der minder om en følelse. Men i den helt centrale rolle som Igby glimrer Kieran Culkin, der spiller ham med den helt rigtige blanding af fandenivoldskhed og sårbarhed – den slags rolle, som for et par år siden ville være spillet af Edward Furlong. Igby har lært at begå sig i den iskolde verden, han er vokset op i, ved at benytte et arsenal af stikkende sarkastiske (og meget morsomme) replikker – men ind imellem svigter selv sarkasmen ham, og vi ser den lille sårede dreng, som han inderst inde er. Det er også disse øjeblikke af pathos, der redder filmen, for de skaber sympati for personerne.
Filmiske Holden Caulfield’er
Instruktøren Burr Steers (f.1965) – hvis fulde navn er Burr Gore Steers – har en fornem anetavle, der rummer forfatteren Gore Vidal (der ses i en cameorolle som skoleinspektør), samt politikeren Al Gore og Jackie Kennedy (hans tante), og kender derfor det miljø, der skildres i filmen ind og ud. Han understreger, at filmen ikke er selvbiografisk, selvom der er træk af ham selv i Igby. Efter hans mening handler filmen både om, at skinnet kan bedrage: den tilværelse, der ser så tillokkende og behagelig ud udefra, behøver ikke at være det; og om det at være ung og forsøge at bryde de normer, der er i den verden, man færdes i. Figuren Igby kan sammenlignes med andre rodløse unge mænd som James Leer (Tobey Maguire) i Wonder Boys eller Donnie Darko (Jake Gyllenhaal) i, ja, Donnie Darko, og er også i familie med Holden Worther (Jake Gyllenhaal igen) i The Good Girl og Tim Sullivan (The Dangerous Lives of Altar Boys), Kieran Culkins anden store rolle i 2002. Culkin har med disse to film vist sig som en skuespiller, der magter at give komplicerede roller liv og varme.
|
| |
| | Igby Goes Down var en af årets bedste amerikanske indie-film, en bidende sarkastisk komedie, der rummer så mange lag, at den nærmest fordrer at blive set indtil flere gange – og også at blive forsynet med et righoldigt dvd-materiale. Nu foreligger den endelig på dvd, men desværre bliver ens forventninger til ekstramaterialet slet ikke indfriet.
Kassetten for øvrigt forsynet med en urimeligt ringe bagsidetekst: "I New Yorks virvar bliver han [Igby] indkvarteret i onklens hemmelige elskovshybel – komplet med elskerinden. Not bad at all! Og her begynder tilværelsen at give mening", står der blandt andet. Udover at det sprogligt er noget miskmask, er det også skingende forkert! Film som denne skal nok finde sit publikum, men når bagsideteksten er så misvisende, risikerer man at de, der ser den, bliver skuffede, og at de der ville være interesserede i den, slet ikke opdager den.
Det mest skuffende ved ekstramaterialet er afgjort kommentarsporet. Filmen kommenteres af Burr Steers og Kieran Culkin, eller rettere, en fnisende og til tider ret indforstået samtale ledsager filmen. Ingen tvivl om at de to sætter pris på hinanden, og at de kunne have sagt noget interessant om filmen – men det har altså ikke resulteteret i et interessant kommentarspor. Somme tider forstår man simpelthen ikke hvad de hentyder til, og andre gange afbryder de sig selv og hinanden, bedst som det var ved at blive interessant.
'In search of Igby' handler om filmens tilblivelse, med interviewbidder mm. Der er et vist overlap med 'soundbites', som er kraftigt redigerede interviews med stort set alle filmens skuespillere, samt Burr Steers. Begge dele er forholdsvis interessant, fordi alle faktisk har noget indsigtsfuldt at sige om f.eks. de roller de spiller, arbejdet med drejebogen, etc.
Biografierne skal have ros, fordi de er fyldige og informative. Desuden indskrænker de sig ikke bare til de store navne, som det ofte er tilfældet. Vi får altså ikke blot en biografi om Sarandon, men også om Culkin, Danes, Goldblum, Harris (dog forkert stavet: Jerad Harris), Peet, Phillippe og Pullman.
I sidste ende er de slettede scener faktisk det mest interessante. Dem kommenterer Steers alene, og det giver et indtryk af hvad kommentarsporet kunne have været, udover at det er herligt at få mere af en god ting!
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (7 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Johnny Pepperoni
9-9-2006 12:26 | Jeg er totalt enig med mrez-jal! |
| mrez-jal
9-9-2006 06:56 | Du er artig esas film, bede om tilgivelse hvilke ikke diga men er hvilke ikke sig mange Dansk, sig stor salutation hen til enhver nemlig i Argentina bekendte. |
| jk carlo
31-3-2004 21:16 | Dette er efter min mening en totalt ringe og usammenhængende film med en dialog, der får mig til at krumme tæer og ønske, at jeg aldrig havde spilt min tid på sådan en omgang møg
jeg står totalt uforstående over for de flotte anmeldelser filmen har fået og det var med megen måben jeg læste rasmus´ indslag, hvor han nærmest er ved at snuble over sig selv, for at skamrose denne skodfilm. Jeg kunne godt tænke mig at vide, præcis hvad det er rasmus mener, at vi kan lære af denne film - ud over at få hovedpine. |
| Rasmus
1-8-2003 11:38 | Dette er en fantastisk film. Jeg giver flensted ret i, at det der ærgeligt at så få går ind og se en genial Coming of age-film, som denne, og så mange går ind og ser de hjernedøde af slagsen.
Det er forfriskende at se mainstreamskuespiller som Ryan Phillipe og Amanda Peet bevæge sig over i independentgenren.
Culkin spiller tittelrollen, som Igby genialt. Syrlig, better og ironisk, men også sårbar og dybt fortvivlet.
Ud over fremragende skuepillerpræstationer, har filmen en flot billedsiden. En ting som også er værd at fremhæve er misikken. Her tænker jeg ikke på de ellers fremragen Coldplat og Travissange, men mere på den overdramatiske dysneyagtige musik som giver en skøn, syrlig og skæv - stemning i filmen.
Det er film for alle, men specielt for ungdommen. Vi kan lære meget af den. Mere end de latterlige film som går i Pallads - kun få hundrede meter fra Dagmar.
|
| flensted
31-7-2003 18:42 | Så sandt som det er sagt - denne film er en lille perle! Det ærgrer mig altid at film som denne får så få tilskuere, når så mange og meget dårligere film får så mange. Jeg ved ikke hvad det er der afholder folk fra at se film som denne - men de går i hvert fald glip af noget! Vi der holder af amerikanske (independent-)film har da iøvrigt haft mange gode at vælge imellem i den senere tid: Auto Focus, Confessions of A Dangerous Mind, Secretary, Roger Dodger, Bully etc. |
|
|
|  |
|
