| Engle for fuld udblæsning! |
| |
Opskriften er enkel: Man tager tre smukke kvinder, afklæder dem så meget, som censuren tillader, smider en alenlang række af amerikanske kändisser efter dem og skruer HELT OP for volumen. Vupti har man en sikker sommer-blockbuster, der får Spice Girls sølle råb om Girl Power til at skrumpe ind som en bleg englænder i eftermiddagssolen...
Uden hæmninger
Hr. instruktør McG har fat i den lange ende. Han har et solidt, velkomponeret talent for at skrue actionscener sammen på en måde, der får selv hærdede anmeldere til at trække på smilebåndet og glæde sig over den selvfølgelighed, der ligger i hans komplet dødsforagtende vision om, at alt kan lade sig gøre, så længe det sker på et biograflærred. Det er på ingen måde realistisk, men det er fandens underholdende, og selvom det er så som så med historiefortællingen, drages man uforklarligt mod det larmende inferno af MTV-action, der finder sted på det store, glødende tæppe foran én, mens man ser Charlie's Angels - Uden Hæmninger.
Hvor blev historien af?
Man glemmer desværre ret let, hvad Uden Hæmninger rent historiemæssigt handler om, men kort fortalt fik vi følgende ud af seancen: Den amerikanske stat har et vidnebeskyttelsesprogram. Navnene og informationerne om alle de vidner, som har fået nye identiteter via enten FBI eller US Marshall Service, er at finde på to ringe, som bliver båret af to forskellige mænd. Hver for sig er ringene værdiløse, men sætter man dem sammen, har man pludselig adgang til alverdens spændende informationer. De to ringe er naturligvis en god slat penge værd, og de er omdrejningspunktet for vores lille historie. Det viser sig nemlig, at en mystisk bagmand er ude efter dem, og nu skal englene sørge for, at det ikke sker.
Undervejs bliver vi introduceret for det ene komplet ligegyldige plottwist efter det andet, og som fortælling er filmen både let at regne ud og fuldkommen uinteressant. Det er dens hæsblæsende og musikvideo-agtige actionsekvenser, som i en konstant strøm lader tilskueren gå på autopilot og blot nyde de absurde scener i deres æstetiske pragt, der holder på opmærksomheden. Historien er blot det klister, der skal holde filmens 10-12 højdepunkter sammen og yde en eller anden form for motivation i forhold til de personer, den rummer. At det ikke lykkes overhovedet, er totalt irrelevant. Ser man Charlie's Angels - Uden Hæmninger ud fra den tro, at man skal nyde en velfortalt historie om tre unge skønheder og deres bizarre forhold til en betydeligt ældre mand, er man gået helt galt i byen. Uden Hæmninger handler om muskuløse kroppe, larmende slåskampe og troen på, at alt kan lade sig gøre, hvis man er god nok.
Spot the looney
Den første film var betydeligt mere kitsch, end mange havde regnet med. Den var undertippet og overraskede stort set alle, der så den, fordi den var velproduceret, glimrende instrueret og besad en charme, som man skulle være ualmindeligt kynisk for ikke at falde for. Bill Murray glimrede i rollen som den sjove, talentløse assistent Bosley, og de tre piger var søde, charmerende og tilpas fjantede til, at man ikke kunne stå for dem.
Denne gang er det søde blevet skiftet ud med det rå. Pigerne fjanter stadig lidt, og de er stadig sjove og nuttede, men de er bestemt også betydeligt mere rå og hårdtslående, og selvom de stadig ikke bruger skydevåben, virker det, som om de har brugt meget af tiden mellem de to film på at hænge ud med de slemme drenge i havneområdet. På samme måde er skurkene i denne film blevet en anelse mere hårdhændede og betydeligt mere grusomme.
Justin Theroux spiller den psykotiske irer O’Grady, som kører et personligt vendetta mod en af de tre engle, og han er bestemt ikke nogen sød, ung mand. Skurkene var identificerbart onde i den første film, men historien lagde lidt skjul på, hvem der var de rigtige skurke og arbejde lidt med de muligheder, der lå i at spille de forskellige personer ud mod hinanden. Kun Crispin Glover, i rollen som The Thin Man, var utvetydigt ond, og hans genopstandelse her i efterfølgeren er et behageligt gensyn, selvom han slet ikke bliver brugt nok.
Det er til gengæld komplet umuligt at overse skurkene i denne film, og bliver man overrasket over, at Demi Moores figur har en kende urent mel i posen, har man enten ikke set filmens overgearede trailer, eller totalt mistet sansen for alt, der hedder indsigt i den klassiske opbygning af en popcorn-film. Heldigvis betyder det intet, for, som nævnt, historien er på alle måder et baggrundsbillede, der ikke har nogen indvirkning på underholdningsværdien.
Bootylicious
De tre piger spiller, som det nu forventes. Cameron Diaz skifter med skræmmende kamæleon-evne fra sød pige til super-hardcore kung-fu-bitch, mens Lucy Liu fremstår som den gennemgribende professionelle actionheltinde, og Drew Barrymore falder en smule i baggrunden som baggårdspumaen, der i øvrigt burde fyre sin frisør på stedet. Bernie Mac erstatter Bill Murray som Bosley, og han klarer det fint nok, selvom man kunne have ønsket, at der havde været lidt flere hårdtslående replikker til ham. John Cleese optræder i en mærkværdig rolle som far til Alex (Lucy Liu), og selvom misforståelsen mellem ham og Liu er sjov nok for en kort bemærkning, virker han underligt malplaceret. Demi Moore kører den fint som den tidligere engel, og det er ikke let at se, hvorfor Bruce Willis (der i øvrigt optræder i en cameo-rolle) ikke gav forholdet til hende en chance til. Selv Brad Pitt ville være stolt af at løbe rundt med hendes mavemuskler, og selvom hendes optræden fra tid til anden virker lidt rutinepræget, er hun et godt valg til rollen.
Høreværnet på plads
Der er dømt høreskader og tomme kalorier i læssevis, men det er heldigvis kalorier af den art, vi alle kender og elsker. Der er ingen tvivl om, at filmen lever op til den ypperste af alle regler for Hollywood-film, nemlig den om, at publikum vil have en efterfølger, der rummer dobbelt så meget action, tre gange så mange dødsfald og mindst fire gange så mange kendte ansigter. Charlie's Angels - Uden Hæmninger fungerer som den første film på en provinsdiskoteks-cocktail af steroider og speed – fuldkommen afsindig i sit tempo og totalt overdreven. Kan man ikke håndtere den slags, skal man for enhver pris undgå filmen, men elsker man popcorn, hurtige klip og øredøvende action-sekvenser, kan det kun gå for langsomt med at se den. Man kommer bestemt ikke til at kede sig!
|
| |
| | (af -LB)
Der er hele to kommentarspor – begge værd at bruge tid på. Det første er med instruktør McG, som er blevet udstyret med en tusch, så under hans ivrige fortælling om alt fra kulisserne til historien og videre til skuespillerne, sætter han streger hist og her – en ekstra støtte, som flere burde benytte sig af. Men selv uden det ekstra visuelle redskab er manden et spændende bekendtskab.
Det andet kommentarspor er mere traditionelt. De tre manuskriptforfattere, John August, Cormac Wibberley og Marianne Wibberley, snakker løs. Især om forskellen på det oprindelige manuskript og hvordan det udviklede sig undervejs. Og trods filmens relativt simple historie, så har trekløveret meget at sige, og det hele er brugbart for en lidt dybere forståelse af filmen.
En tredje mulighed, for at blive klogere på filmen på, er triviasporet, som er meget omfattende. Der går ikke mange minutter imellem de små oplysninger, ofte vælter de over hinanden og yderligere ligger der en håndfuld mini-featuretter 'gemt', som man kan klikke frem, når et symbol dukker op. De handler dog alle om nogle af filmens mange lokationer og varer ikke mere end 2 minutter, men synes man, det er sjovt at se mere til, hvordan film generelt bliver skabt, så er de ganske fine.
Hele 8 featurtter kan også nydes på udgivelsen, de er om: dansescenen med The Pussycat Dolls, slagsmålsscenerne, motorcrossscenen, bilerne i filmen, filmens udseende, produktionen, åbningsscenen og kostumerne. Disse sjove indslag varierer i længde og seriøsitet, men alle er interessante og selvom det tager en god portion tid at se dem alle igennem, vil vi herfra anbefale, at man klikker forbi dem.
Efter featuretterne følger en rimelig overskuelig mulighed. En cameo-grafi – en liste over de mange berømtheder, der for en kort stund optræder i filmen, først med en lille biografi og derefter med deres scene. For at få bedre overblik over denne pudsige tilbøjelighed, der bliver mere og mere udbredt i film, er det morsomt nok at kigge forbi og opdage folk man måske ikke lagde mærke til i filmen.
Det sidste vedkommende punkt i bonuspakken er 'Full Throttle Jukebox', en lille præsentation af McG og filmens musikansvarlige John Houlihan, der forklarer, hvorfor de forskellige sange er med i filmen, hvorefter et klip fra de pågældende scene vises.
Det virker måske lidt overflødigt at så meget bliver udspecificeret, men det er altid en positivt opdagelse, når man konfronteres med filmfolk, der rent faktisk går op i deres arbejde – og det gør McG. At dvd'en også er flot designet er endnu en herlig ting ved udgivelsen. Menuerne er både lette at manøvrere i og virkelig lækre at se på – ganske passende for den underholdende film!
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (10 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | efj
15-1-2009 21:02 | endelig en toer der lever op til etteren |
| Imperialisten
12-2-2006 22:56 | Har lige set den på tv3. Glad for jeg ikke har brugt en krone på den. Klassisk tv3 film ikke andet! |
| Drew
15-9-2004 17:06 | Drew er da den lækreste af de tre skønne tøzzer i denne super gode film, som jeg nok har set 30 gange... |
| Sarah
18-7-2003 20:01 | Spørgsmålet er ikke om hun er velvalgt til rollen som Dylan, det mener jeg også hun er, og under alle omstændigheder er det jo hende der ejer rettighederne, det jeg mener er at der er en stor forskel på hendes stil i 1'erne og 2'eren. Man kan godt lidt være en bad ass, uden at tøjet poser, på den der måde virker det som om de prøver at skjule hendes kvindelige former, hvad jeg mener er synd da hun nettop burde vise at man godt kan være sexet uden at ligen et pindeinsekt som fx Gwyneth Paltrow. Ved at få hende til at lige en der er lidt kikset virker det for mig lidt nedlanden over for folk der vejer mere end 40 kilo. Se fx i de originale Charlies Angles, der var det Jaclyn Smith der var den "streetwise" engel, men hun gjorde det i en flot garderobe og mere ved hjælp af sin attitude, og ikke ved at ligen en punker fra 1976. |
| Rasmus, BOSSMAN.dk
18-7-2003 17:28 | Jeg kunne slet ikke udtrykke det bedre end den kære Shirley Temple gjorde der. Super film, underholdningsniveauet er noget af højeste i år. Helt oppe sammen med Reloaded og andre i den dur. |
|
|
|  |
|
