| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (82 stemmer) |
|
|
| | Billedformat:
2,35:1 Anamorphic
Lyd:
Dolby Digital 5.1, Dolby Surround 2.0
Ekstra materiale:
Slettede og udvidede scener, kommentarspor af Anthony Dod Mantle, Lars von Trier og Anders Refn, Uddrag fra dokumentarfilmen Transformer – a film about Lars von Trier, promo klip, klip fra castingen af Emily Watson, trailers, hilsen til Katrin Cartlidge. |
|
|
|
 |
Breaking the Waves
| Fanatisme |
| |
SPOILER: Der afsløres afgørende dele af filmens handling i anmeldelsen
I DVD-serien ”The Lars von Trier Collection” er man nu nået til udgivelsen af instruktørens fjerde spillefilm Breaking the Waves fra 1996. Og det kan vel næppe være meget mere aktuelt i disse fanatiske tider at præsentere denne von Triers måske stærkeste film, der handler om fanatisk tro på i hvert fald tre planer.
Gammel-luthersk samfund
Først og mest umiddelbart er der religiøs fanatisme i det afsidesliggende gammel-lutherske samfund på den stormomsuste skotske kyst engang i 1970’erne, hvor vi møder den unge psykologisk besværede Bess, der bor sammen med sin mor og svigerinde. Her er fanatismen så stærk, at kvinder må tie i forsamlingen; kirkeklokkerne er fjernet, fordi det er i ånden og ikke i musikken at troen må være stærk; hvor de ugudelige bliver begravet udenfor indviet jord og fordømt til Helvede; og hvortil fremmede aldrig menes at have bragt noget godt.
Personligt gudsforhold
Hun har været indlagt på psykiatrisk institution efter sin brors død, men hun det godt trods alt, den godhjertede Bess, der udover at føre lange ensomme samtaler med Gud, hvor hun selv agerer talerør, får tiden til at gå med at gøre rent i kirken. I det hele taget synes hun som et af sognets gode børn. Det er derfor heller ikke til udelt begejstring, at hun bliver gift med den friske borebisse Jan.
”Ved du overhovedet, hvad ægteskab er?” spørger de hende. ”Det er når to mennesker forenes i Gud,” svarer hun og indikerer dermed sin egen personlige form for religiøs fanatisme. Jan hjælper hende til at blomstre, og da hun allerede midt på bryllupsdagen bliver introduceret for samlejets lyksalighed, fornemmer hun den religiøse kraft, der er forbundet med den. Hendes overbevisning bliver ikke svagere, da Jan kommer ud for en alvorlig ulykke på boreplatformen: Hun havde bedt for at han ville komme hjem til hende, men nu er han også lam fra nakken og ned.
Mirakel-tro
Da Jan, af et godt hjerte, forsøger at anspore hende til at tage en elsker og dermed fortsat få mulighed for at slukke den seksuelle tørst, som er blevet vakt i hende, begynder det stille og roligt at gå helt galt. For hver gang hun udsætter sig selv for yderligere seksuel fornedrelse og vender tilbage til Jan for at fortælle om det, sker der en ændring i hans tilstand til det bedre. Da hun til sidst bringer det endegyldige offer og besøger det store skib længst ude i havnen, som end ikke de prostituerede tør nærme sig, ender det med at han rejser sig og igen kan gå.
Det fører frem til det tredje plan, hvor fanatismen slår igennem: Nemlig i Lars von Triers insisteren på miraklets virkelighed i filmens markante slutbillede, der lader to kirkeklokker gjalde fra himlen over boreplatformen, hvorfra Jan i hemmelighed har stedt sin kærlighed til hvile i havet. En slutning, der på alle måder hævede filmens i forvejen kontroversielle tonefald og delte vandene da den havde premiere.
Kontroversiel og stilsikker
Men en ting var filmens kontroversielle fortælling og et kvindeportræt, der i den efterfølgende debat i dagspressen blev forkastet som aldeles simplificeret og reaktionært. En anden ting er den noget nær uafviselige stilsikkerhed, hvormed den er formet.
Efter den stilistisk stærke, men knapt så følelsesmæssigt medrivende trilogi bestående af Element of Crime, Epidemic og Europa, blev Breaking the Waves den første spillefilm, hvor von Trier for alvor begyndte at bruge skuespillet som en positiv styrke i fortællingen. Fra tidligere at have gennemtænkt stil og spil i detaljer inden optagelserne, fulgte von Trier med Breaking the Waves, den metode, han havde afprøvet under arbejdet med Riget i 1994 og lod nu stilen bestemme på skrivebordet og spillet afgøres af skuespillernes udfoldelser under optagelserne. ”A personal perestrojka” har skuespillerinden Katrin Cartlidge kaldt det. I Breaking the Waves er kameraet håndholdt og bevæger sig omkring spillerne, frem for at definere deres spillerum, som det havde været tilfældet tidligere. Det er da også betegnende, at mens von Trier igennem sin karriere selv var blevet hædret utallige gange, var det først fra Riget og Breaking the Waves at også skuespillerne i hans film begyndte at blive overdænget med priser.
Selv de mest skeptiske modstandere af filmens stærke postulater kan da også kun svært modsætte sig, at Emily Watson leverede sin vel nok stærkeste præstation nogensinde i rollen som Bess.
|
| |
| | Man får en god fornemmelse for forandringen i von Triers arbejdsmetode i et knapt tyve minutter langt uddrag fra Stig Björkmans dokumentar Transformer – a film about Lars von Trier, der pryder DVD-udgivelsens anden disk med ekstramateriale og byder på både klip fra optagelserne og interviews med både von Trier selv, assisterende instruktør Morten Arnfred, Peter Aalbæk Jensen og Katrin Cartlidge. Yderligere omkring arbejdet med skuespillet bidrager et kort interview med Adrian Rawlins til.
Den ekstra skive indeholder også fire slettede og ændrede scener. Den første af dem er den mest interessante, idet den viser en samtale mellem Jan og kollegaen, der bliver spillet af Jean-Marc Barr, hvor Jan i sygesengen gør sin gode intentioner i forhold til Bess fuldstændigt klart. På kommentarsporet forklares det, at scenen er udeladt fra den endelige film på grund af dens udprægede forklaringskraft. Meget kunne tyde på, at det netop er fraværet af den forklaring, der gjorde, at mange, da filmen havde premiere, misforstod Jans karakter og først og fremmest anså ham for at være dybt pervers.
Filmens kommentarspor, der dels følger med de slettede scener og dels ligger sammen med cirka tre kvarter af den endelige film, udgøres af et interview, hvor filmfotografen Anthony Dod Mantle bringer perspektiv og samling på de mange tråde, som Lars von Trier og klipperen Anders Refn begiver sig ud i. Der snakkes mest om formen, for eksempel klipningen, der flere steder bryder den vanlige continuity (den logiske sammenhæng i karakterernes handlinger og placering i billedet) og i stedet går efter den følelsesmæssige intensitet i spillet. De kommer også kort ind på, hvorfor det lige præcis skulle være Anthony Dod Mantle, der skulle begraves udenfor indviet jord og fordømmes til Helvede i starten af filmen.
Udgivelsens ekstramateriale er desuden fint garneret med trailere fra von Triers øvrige film, en personlig hilsen til Katrin Cartlidge og en række optagelser fra castingen af Emily Watson.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | michaelw
11-6-2006 12:58 | En intet mindre end fantastisk bedrift af Lars Von Trier Emily Watson er fantastisk som Bess hun er Bess. filmet i absolut henrivende omgivelser der giver filmen en nærmest poetisk dimension.
Fem stjerner |
|
|
| |
|
|
