| Kulørt sammenstød |
| |
Steve Martins seneste komedie har været et stykke tid om at nå til landet på trods af, at den solgte et vanvittigt antal billetter i USA, og det er ikke så underligt, at den danske distributør har tvivlet på potentialet, for filmens grundstamme er det sært ukomiske sammenstød mellem en mand og kvinde af hver sin race. Den pæne advokat Peter Sanderson (Steve Martin) er kommet sig over en skilsmisse og har fundet sig tilrette i et godt arbejdsliv, hvor det eneste lir er lidt cyberdating gennem et juridisk chatroom. Her finder han sammen med Charlene (Queen Latifah), og Peter glæder sig som et lille barn til det første møde, men stort er chokket, da den lille, fikse blondine viser sig at være en enorm sort kvinde med attitude nok til ryste et pænt, all-white villakvarter i dets grundvold og en afsonet fængselsdom i frisk erindring.
Find livet og sandheden
Hele filmen går nu med, at Peter kæmper en brav kamp for ikke at blive set sammen med Charlene, men hun holder stædigt fast i ham, for dels har hun brug for en advokat til at rense hende for den falske anklage, der har holdt hende i fængslet (faktisk er hun slet ikke løsladt, men på flugt), og dels udvikler hun et næsten moderligt ansvar for at hanke op i den pæne Peter, som slet ikke lever livet. Således udstyret med to, firkantede papfigurer – den pæne, lidt stive, hvide advokat og den rapkæftede, livsnydende sorte kvinde – kaster Bringing Down the House sig ud i en udviklingshistorie med meget lav grad af troværdighed og samtidig en komedie med enkelte fine øjeblikke, men også mange forkerte valg.
Godt spil
Det bedste ved filmen er, at Queen Latifah efter gennembrudsrollen i Chicago viser et langt mere afslappet, komisk talent, som helt sikkert må kunne bruges mere kreativt end her. Steve Martin er på sin velkendte, lidt akavede facon, ganske sjov, men der er for langt mellem snapsene, og instruktøren Adam Shankman (The Wedding Planner) har ingen sans for at bruge sin stjerne rigtigt. Eneste gennemført vellykkede figur er Eugene Levys liderlige birolle-advokat, der tænder øjeblikkeligt og ikke er bange for at sige det.
Størstedelen af filmen går med Steve Martins problemer med at undskylde og lyve for sine omgivelser, når han skal forklare en sort kvindes tilstedeværelse i et liv, der ifølge normerne i hans omgivelser burde holde sig for godt til den slags – og det er ærlig talt for ynkeligt et udgangspunkt for en komedie af det nye årtusinde. Hvis de to hovedpersoner i det mindste havde bibeholdt deres vidt forskellige livssyn og havde været tvunget til at samarbejde for at få opklaret sandheden om den forbrydelse, der sendte Charlene i fængsel, så havde filmen i det mindste lænet sig op af en lang og gennemtestet genre, som vi ved kan give underholdende resultater. Som det er nu, er Bringing Down the House endt som en trættende oplevelse med en lidt ubehagelig bismag af raceskel og forældede fordomme.
|
| |
| | Ekstramaterialet er ikke på nogen måde den afgørende grund til at investere i denne film, for nok ser det omfattende ud, men nytteværdien er ikke overvældende.
Kommentarsporet, hvor instruktøren Adan Shankman og forfatteren Jason Filardi kvidrer løs om optagelserne er så internt, at det er noget nær ubrugeligt.
Mere indhold er der i making of-programmet, som nok er lige lovlig streetsmart, men som trods alt også rummer de nødvendige informationer. Decideret pinlig er eneste brugbare betegnelse om et kort klip, der forsøger at introducere den ellers så morsomme Eugene Levy som The Godfather of Hip-Hop, og regulær kedelig er fraklippene, som slet ikke er nær så morsomme som filmen selv.
Endelig giver det mere mening med en musikvideo med Queen Latifah og et par slettede scener.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
