| Kunsten at komme sig |
| |
Det er en stjernebesat film, som Brad Silberling tilbyder os med sin anden og delvist selvbiografiske film. Dustin Hoffman, Susan Sarandon, Holly Hunter og Jake Gyllenhaal er alene grund nok til at se filmen, som heldigvis også har en bæredygtig og et pragtfuldt soundtrack, spækket med en perlerække af gamle 70'er-hits. For historien finder sted i starten af årtiet i en lille by i Massachusetts, hvor frosten ikke helt har forladt jorden og de store biler og de små bygningsfacader danner kulisse om en frossen og fortabt familie.
Hulrummet
Filmens store spørgsmål cirkler om, hvordan man tackler sorg. Hvordan man kommer videre med livet, når det pludselig synes smerteligt? For JoJo, Ben Floss og Joe Nast, henholdsvis forældre og forlovede til afdøde Diana, er det et spørgsmål, de ikke kender svaret på (hvem gør?). Datteren er blevet skudt i en lokal restaurant, fuldstændig ved et tilfælde, og de tre har svært ved både at forstå, føle og sørge. Så Ben kaster sig over arbejdet som ejendomsmægler og en stor mulighed for at ombygge lillebyen, og hiver tilmed Joe med i planerne. JoJo, der er forfatter, udvikler skriveblokering og brænder terapeutisk en bunke selvhjælpsbøger, hun har fået - på den måde hjælper de hende bedre - og Joe føler sig bare helt fortabt. Men han bærer også på en hemmelighed, hvilket gør det svært for ham at opretholde facaden som den knuste kæreste.
En lang men fin rejse
Instruktør Brad Silberling (City of Angels) har også skrevet historien, som skiftevis svælger i det melankolske og en mere opløftet tone. Det dystre emne taget i betragtning er filmen overraskende munter, og det er tydeligt, at Silberling ikke har villet lave en sort og trist film. Silberling har valgt at fortælle sin historien med tilføjelse af blot en smule ekstra information for hver scene, og vi som publikum ved ikke fra første scene præcis, hvad der foregår i handlingen eller hos figurerne, men aldeles fornemt blotlægges alle historiens små finesser hen af vejen. Og dem er der rigeligt af, specielt da Joe begynder at interessere sig for den spændende Bertie. Hun har ligesom ham også mistet en kæreste, og det er slet ikke uforståeligt, at han falder for hende, men han er stadig det eneste, som Ben og JoJo har tilbage efter Diana, så hans samvittighed og anstændige væsen forhindrer ham i at kaste sig ud i forholdet.
Fornemt skuespil
Moonlight Mile har sin titel efter en gammel Rolling Stones-sang, som også er med i filmen og udløser en dans med Bertie på den lokale bar, og hvis ikke lige, Joe havde danset med Bertie den aften, havde han sikkert ikke forelsket sig i hende og ikke haft modet til at endelig at bryde den massive stemning af fortvivlelse, der ligger over familien Floss.
Det er Dustin Hoffman, Susan Sarandon og især Jake Gyllenhaal, der skal hyldes for deres arbejde. De spiller alle tre eminent og i selskab med Holly Hunter, som den offentlige anklager, der forsøger at få Dianas morder dømt, og newcomer Ellen Pompeo, som fortryllende Bertie, er dette på alle måder en skuespillerfilm. Det var den beslægtede In the Bedroom også, men den havde samtidig en langt mere gribende historie. Moonlight Mile vakler lidt mellem den flotte fortælleform og et krampagtigt greb om figurerne, men seværdig er den under alle omstændigheder.
|
| |
| | Hele to kommentarspor er der blevet plads til på disken, fornemt. Det første er med instruktør og forfatter Brad Silberling alene. Da historien er inspireret af hans egen fortid, er han selvfølgelig i stand til at uddybe bevæggrundene bag filmen. Og han bruger naturligvis en del tid på at fortælle hvordan filmen overhovedet blev til. På det andet kommentarsporspor får han selskab af Dustin Hoffman og Jake Gyllenhaal, men de tre mænd er gode til ikke at snakke i munden på hinanden og desuden afsløre rimeligt interessante informationer om indspilningsprocessen. To ganske spændende måder at lære lidt mere om filmen på.
Featuretten 'Moonligh Mile – a journey to screen' er også værd at bruge tid på. Meget ofte ender disse reportager med, at de involverede lovpriser hinanden til usandsynlige højder, men her er tonen anderledes seriøs og saglig. Der er tilmed en fortællerstemme, der binder de små afsnit sammen. 20 gode minutter. En håndfuld slettede scener – som både kan ses med og uden kommentarer fra Silberling er også at finde på udgivelsen. Igen en god måde at blive klogere på filmen på.
Så selvom ekstramaterialet ikke er omfattende, er det et lysende eksempel på at så længe menupunkterne er stærke nok i sig selv, behøver man ikke en masse fyld. Kvalitet over kvantitet!
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | salloev
20-11-2007 19:50 | ville have haft set filmen - men nåede det ikke. titelnummeret er bare fra en anden verden - fås ej bedre!! |
|
|
|  |
|
