| Et spildt liv |
| |
Det er en stående vittighed, at man kan få en Oscar, hvis man spiller handicappet, eller man maskerer sig til ukendelighed som Nicole Kidman gjorde med den famøse næse i The Hours. Der er også mange, der har spekuleret på, om Akademiet lod sig imponere så meget af Charlize Therons forbløffende forandring til hærget, småfed luder i Monster, at det skaffede hende den eftertragtede pris. Men enhver, der ser filmen, må medgive at Theron bibringer sin rolle langt mere end et forandret udseende.
 |
Copyright:
Angel Film |
Mange svigt
I 2002 blev Aileen Wuornos henrettet i den elektriske stol efter 12 år på dødsgangen i Florida. Hun var blevet dømt for at have myrdet en række mænd omkring 1990 og blev af en sensationslysten presse kaldt 'Amerikas første kvindelige seriemorder'. Sagen optog dokumentaristen Nick Broomfield, der prøvede at komme tættere på, hvad der egentlig var sket. Det var en velkendt sag, at Wuornos var en landevejsluder med en problematisk baggrund, at hun mere eller mindre havde levet på gaden i mange år, og at ofrene var mænd, der havde samlet hende op. Broomfield talte med en lang række personer, ikke mindst Wuornos selv, og fandt ud af, at hun havde haft et liv, som man ikke ville ønske for sin værste fjende. Hendes meget unge mor forlod hende og hendes bror, lige efter Wuornos blev født, og hendes far var en pædofil, der døde i fængsel. Hun voksede op hos sine bedsteforældre, som slog hende og smed hende på gaden, da hun som 13-årig blev gravid. Herefter levede hun som et andet dyr ude i en skov, indtil hun begyndte at trække. Broomfields film Aileen Wuornos: The Selling of a Serial Killer undskyldte ikke Wuornos’ gerninger, men forklarede hendes baggrund og rummede også en skarp kritik af det sociale system i USA. Men ikke nok med det: selv under retssagen blev Wuornos udnyttet, for både politifolk og hendes komplet talentløse advokat prøvede at sælge hendes historie til Hollywood!
Det rene vanvid
10 år senere blev Broomfield indkaldt som vidne i Wuornos-sagen, og det resulterede i en endnu en dokumentarfilm (Aileen: The Life and Death of a Serial Killer), hvori Broomfield prøvede at finde ud af om Wuornos havde planlagt mordene, eller om hun havde handlet i selvforsvar, som hun selv havde hævdet. Broomfield var af den faste overbevisning, at hun ikke havde fået en retfærdig behandling. Wuornos havde altid haft en mangelfuld realitetssans, men 10 år på dødsgangen havde gjort hende fuldstændig psykotisk. Hun led af vrangforestillinger, og det var helt umuligt at komme nærmere på sandheden, fordi hun hele tiden ændrede forklaring. Det er denne plagede sjæl Patty Jenkins’ debutfilm handler om. Den skildrer en kort periode (1989-1990) i Wuornos’ liv og giver sit bud på, hvad der drev hende til at myrde.
 |
Copyright:
Angel Film |
Morderiske tendenser
Aileen Wuornos (Charlize Theron), kaldet Lee, er på opgivelsens rand, da hun en aften i 1989 vakler ind i en bar, som viser sig at henvende sig til lesbiske. Her møder hun den unge usikre Selby Wall (Christina Ricci), som hun til at begynde med tager afstand fra, fordi hun tror, at hun lægger an på hende. Men de falder alligevel i snak. Selby er lesbisk, og hendes far har sendt hende bort til en bibelstærk tante i håb om, at hun kan blive omvendt. De to kvinder indleder et forhold, hvis drivkraft er gensidig afhængighed. Selby søger en person, der kan tage sig af hende, og Lee klamrer sig til det eneste menneske, der har vist hende venlighed, ud over hendes gamle ven Thomas (Bruce Dern). Hun prøver at holde op med at trække, men snart har parret ikke flere penge, og hun må ud på gaden igen. Hun bliver samlet op af en sadistisk mand, der voldtager hende, og hun skyder ham i panik og raseri. (Aileens Wuornos’ første offer var ganske rigtigt tidligere dømt for voldtægt). Men hændelsen skubber hende ud over kanten og får det latente had til mænd til at blusse op, og herfra er der ingen vej tilbage. Det lykkes hende at slå en del flere mænd ihjel, inden det uundgåelige sker: hun bliver pågrebet. Selvom filmen stort set ser bort fra hendes forfærdelige barn- og ungdom giver den alligevel et meget godt indblik i livet på kanten af det etablerede samfund, hvor mange eksistenser færdes uden at myndighederne griber ind. Lees forsøg på at finde arbejde er symptomatiske for den enorme afstand, der er mellem det hun kan tilbyde, og de krav arbejdsmarkedet stiller og viser desuden hvorfor personer som Lee ikke bare kan finde et arbejde.
En vanskelig karakter
Det vakte en vis opmærksomhed, da en af Hollywoods smukkeste stjerner, den statuariske Charlize Theron, blev valgt til at spille rollen som den hærgede Wuornos. Men tvivlen blev gjort til skamme, og nu ved vi jo alle, at Theron vandt en Oscar og mange andre priser for sin præstation. For det er forbløffende så meget den yndige Theron ligner Wuornos. Ikke alene har hun takket være en hel del ekstra kilo, et sæt kunstige tænder og en del makeup opnået en utrolig lighed med Wuornos – hun har også fanget Wuornos’ kropssprog så fint at selv små karakteristiske mundbevægelser er helt rigtige. Nick Broomfield udtalte for nylig til den britiske avis The Guardian, at han i korte øjeblikke troede, at det var Wuornos han så, ikke Theron. Men det er jo ikke nok bare at ligne, så det tjener til Therons ros at hun spiller Aileen Wuornos med en utrolig indlevelse. Hun får tilskueren til at forstå, hvad der drev Wuornos til at myrde, uden at hun nogensinde glorificeres, og hun lader os komme helt ind under huden på Wuornos’ meget komplekse karakter, der på én gang rummer storhedsvanvid og usikkerhed, fandenivoldskhed og anger. Den præstation er faktisk en Oscar værdig. Mere problematisk er Christina Riccis rolle som Selby Wall, der i virkeligheden hed Tyria Moore. Ricci spiller rollen som en naiv og lidt forkælet pige, der mangler holdepunkter i tilværelsen. Det er svært at afgøre om hun faktisk holder af Lee, eller om hun fra begyndelsen bruger hende som 'sugar-momma'. Det er i hvert fald sikkert, at det langsomt går op for hende, at den person, hun har slået sig sammen med, er en vanvittig morder. Men virkelighedens Selby Wall var meget langt fra Riccis bly viol. Hun var – rent ud sagt – en fedladen, midaldrende og ikke videre køn lesbisk kvinde, der lod sig forsørge af Aileen Wuornos og dermed drev hende ud over kanten. Hvis man havde fremstillet hende, som hun virkelig var, ville det have været endnu tydeligere, hvor trængende Aileen Wuornos egentlig var. Hun var en ubeskrivelig tragisk figur: svær at holde af, men samtidig offer for så forfærdelig en skæbne, at man næppe forstår, hvordan hun kunne holde ud at være i live. I modsætning til dokumentarfilmene fortæller Monster ikke hele historien og giver dermed heller ikke noget overblik, men som karakterstudie – og som drama – er den meget vellykket.
|
| |
| Seneste kommentarer: (15 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | michaelw
21-8-2006 13:12 | En god film som får en til at slå øjnene op.
charlies therons præstation er virkelig stærk fortjent Oscar.
Fire stjerner. |
| Laura
20-1-2006 21:13 | God film. Græder altid i slutscenen.
|
| jkcarlo
15-9-2004 22:49 | uforsonlig indstilling til livet i det hele taget fører ikke nogle vejne og el nino var jo bare fascineret af ricci modsat mig
så slemt er det da heller ikke |
| Martin F. Larsen
15-9-2004 20:24 | Kan jeg så sandelig se, henvendte mig uforsonligt til de sidste indkommende... |
| jkcarlo
15-9-2004 00:33 | hov hov, martin f larsen
jeg har faktisk givet en temmelig seriøs kritik af filmen på selvsamme side (af 31.8.04), så tag lige at læse siden ordentlig igennem førend du hidser dig sådan op
nå |
|
|
|  |
|
