| Kønnenes kamp – for fyrre år siden |
| |
Den gnavne filmgænger vil tvært bemærke, at Down With Love - det nyeste, romantiske skud på stammen – formår at understrege genrens skræmmende mangel på fornyelse, eftersom filmen i udtalt grad læner sig op af en filmæra i Hollywood, hvor ikoner som Rock Hudson og Doris Day var stjernerne. Andre filmfantaster, der ikke har fået det forkerte ben ud af sengen, vil frydes over det friske drej af satire den retroromantiske sag er blevet udsat for. Et underfundigt miks af 60ernes corny komedie og nutidens snu sensibilitet.
Tilbage til dengang far var...
Men langt størstedelen af den danske befolkning vil mærke håret blafre, mens filmens gennemvædede amerikanerstil flyver for fuld udblæsning i samtlige 100 minutter hen over deres hoveder. Down With Love er en romantisk komedie i helt traditionel forstand, men der er ikke meget at grine af, når humoren vælger at benytte noget så fjernt som New York anno 1962 som referencepunkt.
Der er ellers masser af fyr og flamme i Renée Zellweger og Ewan McGregor. Den første som den uafhængige, selvrealiserende forfatter med feministiske tendenser, Barbara Novak, der netop har skrevet sin første ’gør-det-selv’-roman, der bærer filmens titel. Novak er overbevist om, at hendes bog er et afgørende skridt i kvindernes kamp for frigørelse og ligestilling på arbejdsmarkedet, da dens budskab er enkelt: Væk med kærligheden. McGregor er hendes mandlige modstykke i rollen som Catcher Block, en succesrig journalist og kvindebedårer, der lever livet i overhalingsbanen, hvor kvinderne er villige og tandpastasmilet både naturligt og ekstra blændende. Sammenstødet mellem de to er selvfølgelig uundgåeligt.
Hyldest og gøren nar
Alt i Down With Love kan forbindes direkte til de gamle film, der tæller titler som f.eks. Pillow Talk. Fra replikudvekslingen til kameravinklerne og det næsten tivoliagtige soundtrack emmer filmen af 1962. Det mest charmerende aspekt ved dette er filmens evne til at ære og hylde de gamle film, mens den samtidig gør grin med dem på ganske sofistikeret vis. Det er en farlig balancegang, der til sidst går galt, ganske enkelt fordi den i for høj grad prøver at efterligne de film, som ganske givet havde en slags kitchagtig humor, man kunne grine af – men også ofte ulidelige ’humoristiske’ optrin, der var alt for pæne og moralske. Filmens satiriske bid er forfriskende, men desværre er der alt for lidt af det.
Kun for nostalgikere
Mange andre film har prøvet at genskabe 60’erne med samme veloplagthed (som f.eks. Tom Hanks' That Thing You Do), og Down With Love har da også en pæn portion charme i dens lange nostalgitrip. Men plottet er i sidste ende for skrøbeligt og satser så meget på at være fjollet, at man mister tålmodigheden. McGregor og Zellweger fungerer fint både hver for sig og sammen (begge med det tilfælles, at de for nylig har haft de nostalgiske romantiksko på i henholdsvis Moulin Rouge og Chicago), men filmen er nærmest kun for de personer, der har en stor forkærlighed for de forgangne dage – eller vil more sig lidt over datidens stereotype kønsroller.
|
| |
| | Er på vej.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Hullu Bullu!
16-10-2005 11:26 | Den er virkelig dårlig! Det er den værstew film jeg nogen sinde har set med Ewan McGregor! Og Renée Zellweger! FØJ! Skal ikke anbefaldes!!!! AAAAAAAADDD!! |
| jkcarlo
20-1-2005 00:26 | jeg synes tilgengæld filmen er lettere ligegyldig
med andre ord en forfejlet romantisk komedie
** (to af seks) |
| PM
6-11-2003 22:37 | Nå ja, den er da meget sjov, og hvis man trænger til noget meget let underholdning efter arbejde er den da et meget godt bud. Min største anke er faktisk Zellweger, som er alt for TYND til at forestille en der er fiks i 1962! Nej altså, det skulle have været en med fx. Drew Barrymores former!! |
|
|
|  |
|
