| Tørre grin og letkøbt romantik |
| |
Brødrende Joel og Ethan Coen er tilbage. Efter den kritikerroste succes med The Man Who Wasn't There er det blevet tid til deres måske mest velpolerede og lettilgængelige film siden Raising Arizona. En let fortælling om den skruppelløse verden, som skilsmisseadvokater bevæger sig rundt i - selvfølgelig fortalt med nok vid og bid til at give Intolerable Cruelty det snert af den sorte, excentriske og tørre humor, som er blevet et af Coen-brødrenes kendetegn.
De to køn
George Clooney slår sig rigtig løs i rollen som den slimede advokat Miles Massey, en mand der bruger mere tid på at beundre sit skinnende hvide tandpastasmil end han afsætter til at gruble over det moralsk forkastelige i sit arbejde som nådesløs skilsmissesagfører for de rige klienter, der har svært ved at overholde ægteskabets hellige løfte om troskab. En figur, der nærmest fungerer som en videreudvikling af hans rolle i O Brother, Where Art Thou?, og som giver ham rig mulighed for at afsløre skuespillerens evner udi det komiske.
Duellanten på lærredet, sengen og retssalen er Marylin Rexroth (Catherine Zeta-Jones), en kalkulerende mandehader, der kun har ét mål for øje: At forføre, gifte og derefter skille sig fra så mange mænd som muligt og flå dem for deres formuer i forbifarten. Da Miles møder Marylin, repræsenterer han hendes kommende eksmand, og så kan intrigerne og amoriner ellers begynde at vikle sig ind og ud af hinanden, mens publikum sidder og funderer over, hvornår de finder sammen – og hvem snører hvem...
Tvivlsomt projekt
Manuskriptet til Intolerable Cruelty har været et par ture rundt i de forskellige filmproducenters indbakker de seneste otte år, hvilket kan undre, når man opdager filmens evne til at levere veloplagte og forfriskende scener, hvor ordene fyger frem og tilbage mellem skuespillerne. Når præmissen fra start har været en romantisk komedie i mainstream-enden af spektret, må man tage hatten af for Coen-brødrenes evne til at sætte deres eget fingeraftryk på historien. Fans behøver derfor slet ikke at bekymre sig; her er sære optrin og figurer i massevis, karikerede i rigt overmål med Geoffrey Rush, Billy Bob Thornton, Cedric the Entertainer og Julia Duffy som de mest mindeværdige.
Svag afslutning
Det er et noget klichépræget billede af det rige og grådige LA, som bliver præsenteret – men det er alligevel i filmens første 2/3-dele at de hurtige klip, den fysiske humor og de mest vittige replikudvekslinger finder sted. Derefter skifter sceneriet til Las Vegas, og luften går ud af ballonen. Intolerable Cruelty forfalder til slapstick, og det er ærgerligt, for indtil da har den et snert af klasse, som man kun kan genfinde i de gode, gamle Hollywood-film.
|
| |
| | Distributøren har ikke ønsket at få ekstramaterialet vurderet.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (16 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | jesper
28-9-2004 00:57 | filmen er pjattet og overdrevet men med det in mente er den faktisk sjov. tag bare clooneys senior partner i filmen. Da må man skraldergrine.
tag filmen afslappet, og nyd, at det slår gnister mellem clooney og catherina zeta jones
|
| jeronimus
27-4-2004 20:43 | Man kan se denne film med to slags briller på - og det er også derfor den afføder så forskellige reaktioner. Enten ser man den som en 'Coen-film', og så bliver man måske skuffet, fordi den er så mainstream i forhold til deres andre mere sære film. Eller også ser man den som en 'romantisk komedie', og så bliver man positivt stemt, fordi den er langt bedre end de sædvanlige forudsigelige film. Den er faktisk ret morsom - og findes der noget mere glamourøst par end Clooney og Zeta-Jones? |
| phil
26-4-2004 23:57 | jeg forventede det værste efter det dårlige buzz og alt det...men jeg blev positivt overrasket - det meste virkede for mig, den var charmerende, vittig og anstændige skuspillerpræstationer(note: dette gælder ikke zeta-jones - j sagde skuespiller)
vil nok ikke se den igen til gengæld |
| Lance
25-4-2004 13:44 | Er skuffet over Filmen |
| Laks
24-11-2003 15:51 | Har lige set Intolerable Cruelty, er noget skuffet. Den er noget tyndbenet i forhold til tidligere Coen-film.
De bedste: Raising Arizona, Fargo, Miller's Croosing og The Big Lebowski. Rækkefølgen er vilkårlig. |
|
|
|  |
|
