| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (11 stemmer) |
|
|
| | Billedformat:
16:9 Anamorphic Widescreen 1.33:1
Lyd:
Dolby Digital 2.0
Ekstra materiale:
Mulighed for afspilning på italiensk, engelsk, fransk og spansk. Featurette om den amerikanske legetøjsforretning FAO Schwartz’ Pinocchio-inspirerede juleudstilling, featurette om synkroniseringen til engelsk. |
|
|
|
 |
Pinocchio [I]
| Den Blå Fe fortryller ikke |
| |
Det er næsten en selvfølgelighed, at Italiens kendteste komiker, den hurtigtsnakkende Roberto Benigni, binder an med historien om en anden toskansk spasmager, marionetdukken Pinocchio, der efter en masse trængsler lærer at opføre sig ordentligt og bliver til en rigtig dreng.
For mens de fleste danske børn i dag kun kender Disneys tegnefilm fra 1940, har Carlo Collodis oprindelige bog ”Pinocchios eventyr” fra 1880 stadig en hædersplads i de italienske børneværelser. Og for italienerne er figuren Pinocchio et billede på deres egen ’folkesjæl’: en naiv, egoistisk ballademager der prøver at slippe uden om livets alvor, men inderst inde har et hjerte af guld.
At blive voksen
I denne filmatisering er Pinocchio-historien hensat til sit oprindelige univers: en italiensk købstad sidst i det 19. århundrede. Dengang var Italien netop blevet samlet efter århundreders splittelse, og nu stræbte landet mod at blive en del af et moderne, demokratisk Europa. Det handlede om at blive ’voksen’ – ligesom det gør for dukkedrengen i historien.
Carlo Collodis roman har – som børnebøger havde dengang – et opdragende sigte. Man skal være god og velopdragen, ellers sker der de frygteligste ting: næsen bliver lang, der vokser æselører frem, og man bliver til sidst til et æsel, der dør ensom og ulykkelig i en skiden lade, ligesom Pinocchios ven Lucignolo.
Men historien handler også om noget andet: Om at blive voksen på godt og ondt, og om at måtte sige farvel til letsind og leg. Og det er stadig en uhyggelig pointe, at ’menneskeliggørelsen’ af Pinocchio forudsætter et farvel til det legende og umiddelbare.
Fortolkning savnes
Man skulle tro at det var den oplagte opgave for Roberto Benigni - prototypen på den barnligt-naive og egoistisk-charmerende voksne, der til stadighed udfordrer og provokerer omgivelserne - at udforske og opdatere denne side af Collodis univers. Men Benigni nøjes med at skabe et visuelt overbevisende Pinocchio-univers, en serie blændende illustrationer til den elskede klassiker. En fortolkning af Collodis roman eller en vinkling gennem moderne briller (fx er Geppetto jo sådan set enlig far) sporer man ikke.
Patetisk Pinocchio
Værre er det dog at Benigni ikke formår at gøre sin Pinocchio rørende. Han er hele tiden mere Benigni end Pinocchio, evigt snakkende på sit jappende toskansk, og mens det fungerer godt når han spiller en voksen ’nar’, bliver det her hvor han skal forestille et barn (eller en dukke der bliver til et barn), overlæsset, overgearet og anmassende. Selv i scenen hvor Pinocchio græder ved Den Blå Fes grav, er han så stortudende og patetisk klynkende, at man bliver irriteret snarere end bevæget. For Benignis Pinocchio savner indlevelse og poesi.
Den er der i glimt, poesien – som når morderne har klynget Pinocchio op i et træ, og den ellers så sprællevende dukke hænger slapt fra en gren på baggrund af en kæmpemæssig måne (et billede der kendes fra illustrerede versioner af børnebogen). Men det er ikke nok til at bære en hel film, som kunne have handlet om poesiens og det barnliges nødvendighed.
Solid rollebesætning
De øvrige roller er besat med solide italienske komikere og teaterskuespillere. Stratenrøverparret Ræven og Katten spilles fx af komikerduoen Max Cavallari og Bruno Arena, og de glimrer med ægte sjuft-udstråling og stilfuld maskering som ’halvdyr’ med spidse ører, kindskæg og knurhår. Skarnsknægten Lucignolo spilles frejdigt og næsten medrivende af den trediveårige Kim Rossi Stuart. Problematisk er kun Nicoletta Braschis Blå Fe, der smiler sig kedsommeligt sukkersødt gennem hele filmen. Privat er Braschi gift med Benigni, og han spillede også over for – og instruerede – hende i Livet er smukt, hvor hun var tilsvarerende sukkersmilende, skønt uden karet og turkisfarvet paryk.
Smuk scenografi
Langt det bedste ved Roberto Benignis Pinocchio er billedsiden. Filmen er optaget i Braschi og Benignis produktionsselskabs studier nord for Rom. Her i den nedlagte kemikaliefabrik, som også udgjorde koncentrationslejrbarakkerne i Livet er smukt, har den gamle italienske mesterscenograf Danilo Donati bygget såvel interiører som eksteriører op, smagfuldt, trofast over for romanforlægget, men med det helt rigtige twist af magi. Sine steder rigeligt glansbilledagtigt efter dansk smag, men langtfra altid. Slaraffenland er fx et overlæsset og klaustrofobisk virvar af blå og røde gynger, tilsoldater og andet legetøj fra datiden. Donati døde under optagelserne, og filmen er, med rette, tilegnet ham.
Pinocchio – for hvem?
Det er svært at se hvilket dansk publikum man skal anbefale Pinocchio til. Voksne biografgængere vil, uanset om de kommer efter et godt grin, spænding, romantik eller filosofi, sidde tilbage med en flad fornemmelse. Børnene vil nok nyde de flotte billeder og den brusende musik, men til gengæld ikke forstå meget af dialogen, og vil uomtvisteligt undre sig over hvorfor Pinocchio og hans kammerater spilles af voksne. Bagefter vil de gå hjem og sætte Walt Disneys Pinocchio på. Og far og mor vil kigge med over skulderen.
|
| |
| | På den dvd der er i dansk distribution, kan man vælge at afspille Pinocchio på engelsk, fransk, spansk eller italiensk. Hvis man vælger den engelske eftersynkronisering vil man kunne glæde sig over John Cleese som fårekyllingen, men må trækkes med en vrængende Breckin Meyer som Pinocchio.
Ekstramaterialet består af en kort featurette om legetøjsforretningen FAO Schwartz’ kunstfærdige juleudsmykning baseret på Donatis Pinocchio-univers, og en featurette om synkroniseringen til engelsk. Det er ret magert når man tænker på hvor stor en produktion der er tale om. Det ville have været spændende at få Pinocchio-figuren sat ind i en sammenhæng, og man savner også en kommentar fra Benigni selv.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
