| Forsinket på ubestemt tid |
| |
Som filmseer skal man helst kunne tro det utrolige. Der er en grund til, at Hollywood kaldes for "Drømmefabrikken": Det er sjældent realisme, der præger amerikanske mainstream-film, og det er fint nok, for der kan komme helt magiske filmoplevelser ud af at forlade den grå dagligdag for farverige filmdrømme. Den slags oplevelser har Steven Spielberg om nogen været storleverandør af, men med Terminalen falder han igennem. Den er simpelthen for utrolig.
 |
Copyright:
UIP |
Ugyldige papirer
Handlingen er enkel. Mens Viktor Navorski (Tom Hanks) sidder på et fly til USA, rammes hans østeuropæiske hjemstavn Krakosia af en blodig borgerkrig. Da Viktor ankommer til JFK-lufthavnen ved New York, har Krakosia ikke længere nogen internationalt anerkendt regering, og Navorskis papirer er ugyldige. Han er fanget i lufthavnen, hvorfra han hverken kan komme ind i USA eller hjem til Krakosia.
Overlevelse i lufthavnen
Borgerkrigen trækker ud i månedsvis, og det samme gør Navorskis ufrivillige ophold. Han lærer at skaffe sig føde, soveplads og andre fornødenheder i lufthavnen, men får også en magtfuld fjende i sikkerhedschefen Frank Dixon (Stanley Tucci), der for enhver pris vil af med det østeuropæiske fremmedelement. Til gengæld finder Viktor frænder blandt lufthavnens menige personale, ikke mindst den smukke stewardesse Amelia (Catherine Zeta-Jones).
 |
Copyright:
UIP |
JFK som multietnisk mini-samfund
Spielbergs skildring af lufthavnen som et multietnisk mini-samfund er langt hen ad vejen både underholdende og interessant. Tom Hanks mønstrer hele sit komiske talent i rollen som Viktor Navorski, og det er især hans fortjeneste, at Terminalen ofte er morsom. Men i længden kan hverken Hanks’ talent, Spielbergs fornemmelse for billeder eller den interessante historie kompensere for Terminalens fundamentale mangel på troværdighed.
Karikerede figurer
Filmens figurer er gennemgående karikerede og stereotype. Sikkerhedschefen er en endimensional skrankepave, stewardessen er urimeligt umoden og Navorski selv køber vi kun, fordi sælgeren er Tom Hanks. Bag sit lettere kiksede ydre er østeuropæeren nemlig en vanvittigt ressourcestærk mand, der både kan noget med håndværk, sprog, historie, jazz, kvinder, bureaukrati og lommefilosofi.
En usandsynlig historie
Historien drives gang på gang frem af usandsynlige hændelser og fortænkte tilsnigelser, der bliver stadigt sværere at sluge. Mængden af tilfældige møder, bekvemme sammentræf og umotiverede beslutninger ligger langt over grænseværdierne. Dertil kommer, at Spielbergs instruktion ofte er overstyret, fra Amelia og Viktors glansbilledagtige kyssescene til Viktor og sikkerhedschefens højspændte konfrontation over fire glas medicin.
Sukret eskapisme
Som eskapistisk underholdningsfilm er Terminalen ikke dårlig. Den første time til halvanden er man faktisk ganske godt underholdt, men i længden kløjes man i de voldsomme mængder Hollywood-tryllestøv, Spielberg har strøet ud over filmen, og til sidst bliver det simpelthen for meget. Filmdrømme kan også blive så sukkersøde, at man længes efter den rå virkelighed.
|
| |
| Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | jkcarlo
6-12-2006 02:08 | filmen er absolut utroværdig. alt for mange underfundige ting finder sted uden nogen rationel forklaring. de små historier der tilsammen skal gøre filmen sjov og underfundig holder ikke vand.
filmen har enkelte sjove scener men spørgsmålet er, om man gider spille to timer på det.
** (to af seks stjerner) |
| Thomas
18-9-2004 22:53 | Jeg giver Mads ret i at filmen!!! er morsom, men utroværdig... |
| Mads
18-9-2004 13:05 | Filmen er på mange måder morsom og underholdende, men det skyldes Tom Hanks præstation som Viktor Navorski, og Steven Spielberg multietnisk mini-samfund, men hvorfor blev jeg nu ikke rigtigt fanget? I grunden er denne historie langtfra troværdig. Jeg er først og fremmest skeptisk over for nogle grundlæggende kendsgerninger: Overfor de usandsynlige hændelser og fortænkte tilsnigelser, som ikke på en overbevisende måde kan vise mig, hvad den forstår ved menneskeværdighed, det gør mig konstant skeptisk. Holder man ikke fast i nogle centrale standarder, så skrider alting, så kan alting passere til sidst. Hvis ens forståelse eller tolerance fører til, at man til sidst ikke kan se virkeligheden. Man kan argumentere så længe ud fra sin overbevisning om at være et godt menneske, at det går!! Sig bare sandheden, der er ingen.. |
|
|
|  |
|
