| Et varmt stykke hverdag |
| |
Det nye instruktørhåb i spansk film hedder Fernando León de Aranoa. Egentlig foretrækker han arbejdet som manuskriptforfatter, men da han første gang stillede op som leder af optagelserne på Família blev multitalentet afsløret. 30-årige Aranoa fik med det samme en Goya (den spanske Oscar) som ’Bedste nye instruktør’ og sådan en forpligter. Nu 5 år efter har instruktøren bevist sit værd. Hans Mandage i solen, der vandt i San Sebastian og overhalede Pedro Almodóvars Tal til hende ved Oscar-indstillingerne, er et eftertrykkeligt kvalitetsstempel for den nye spanske film og ikke sådan lige til at vaske af tankerne.
Noget at stå op til
Hvad gør man sådan en helt almindelig mandag morgen? Når man ikke har noget arbejde sætter man sig til at dase i solen. Det lyder måske umiddelbart ganske behageligt. Men hvad gør man så bagefter? De 5 fyrede arbejdere fra skibsværftet i Aranoas film mødes på en uglamourøs bar og bekender deres frustrationer til hinanden. Det er der vel ikke noget nyt i – som filmens rammende slogan lyder: ”Denne film er ikke baseret på en sand historie – den er baseret på tusinder.” Hvorfor er det så spændende at blæse disse skæbner, der ikke har andet end sig selv at stå op til, op på biograflærredet?
I fodsporene på Loach og Cantet
Det er det måske heller ikke, hvis ikke man besidder et så stort talent som britiske Ken Loach (The Navigators), franske Laurent Cantet (Human Resources) eller altså spanske Fernando León de Aranoa. Det er det samme tema, de tre europæere skyder efter med kameraerne. Vores ret til identitet igennem arbejde. Aranoa er ligesom Cantet en mester i karakterskildringen og ligesom Loach en dedikeret socialrealist. Men han afviger fra dem begge med sit hverdagspoetiske anstrøg som mere ligner landsmanden Benito Zambranos (Ensomme hjerter), og den kække tones dialoger leder næsten tankerne hen på vores egen ping-pong-konge Anders Thomas Jensen. Med denne cocktail er der ikke mærkeligt, at Mandage i solen er et af årets bedste filmhåndværk, jeg har stiftet bekendtskab med.
Ikke nogen helgen
Vores hovedperson hedder Santa, og er overrumplende godt præsenteret af Spaniens største stjerne Javier Bardem (Oscarnomineret for Before Night Falls), der har taget 10-15 ekstra kilo på til arbejdet. Man er tilbøjelig til at tro, at det næsten ikke var nødvendigt, for Bardem fylder hele lærredet bare med sine Garfield-trætte øjne, der har mistet troen på alt andet end ham selv - den ekstra volumen gør det nu kun bedre, ikke mindst hans tilnærmelsesvis royale gang! Santa betyder helgen(inde) på spansk, men der er langt fra Santa til både det feminine og det hellige. Til gengæld er han særdeles hengiven overfor sine principper. Derfor nægter Santa blandt andet at betale bøden på 400 kr. for en gadelygte (af mærket Urban Swimlight!), som han ødelagde under en demonstration, hvor det kom til uroligheder mellem politi og arbejdere. ”Hvor meget er 8.000 pesetas værd,” spørger han gutterne. ”I euro?” – ”Nej, 8000 pesetas i pesetas. For mig er de flere millioner værd.” Santa er de arbejdsløses lommefilosofiske konge, der går sine egne veje uden at komme så langt.
Ikke meget, men meget underholdende
Der sker ikke meget i Mandage i solen. Santa mangler selvværd til at tage chancen med kvinden, han møder. José frygter hans kone vil forlade ham. Tykke Lino farver sit hår for at fremstå yngre på de evige jobsamtalers marker. De drikker sig berusede og Santa flirter i stedet med bartenderens 15-årige datter. Amador drikker sig næsten ihjel. Det sker ikke meget i den nordlige havneby i Gallicien, men det er meget sigende, og overraskende nok også meget underholdende at se på. Mandage i solen er en film om at kunne bevare æren og livsmodet, når strimlen knækker. Og ikke mindst om det svære ved holde sammen, selvom de andre er det eneste, man har. Det er en film, der rammer et af vores kontinents alvorligste problemer på sømhovedet, fordi arbejdet som bekendt er blevet vores primære identitetsmåler. Det er også indlæg - et spark i røven, måske nærmere - til tidens forestilling om det klasseløse samfund. Særligt kløften mellem de aktive og inaktive udgraves, siger Aranoa og skildrer det hele usentimentalt og alligevel så rørende. Det er tragisk og hylende morsomt. Måske ikke stor filmkunst, men det er heller ikke meningen. Mandage i solen er i stedet et varmt stykke af hverdagen, som sådan en film kan få en til at holde så meget mere af.
|
| |
| | Ekstramaterialet bliver ikke anmeldt.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Thomas
18-4-2005 09:57 | Mandage I Solen er en hjertevarm, lavmælt, socialrealistisk film om arbejdsløse og deres indbyrdes forhold.
Javier Bardem yder en pragtpræstation, som den arbejdsløse Santa, der ikke kan holde sig fra vennens datter.
Historien er smukt skildret, og i visse passager får man næsten vand i øjnene...fx i scenen hvor Santa følger den fulde ven helt op i lejligheden!!!
Og så er musiken i denne film yderst formidabel.
Det er socialrealisme, når det er allerbedst. Lad jer endelig ikke skræmme af de utallige mislykkede (med undtagelse af Per Flys film) danske forsøg på det samme.
Mandage I Solen bevæger sig i et snegletempo, men det klæder den. Her kan man tale om et mesterværk...ganske vist et stille et af slagsen.
****** ud af ****** |
|
|
|  |
|
