| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (41 stemmer) |
|
|
| | Billedformat:
Anamorphic WideScreen 2.35-1
Lyd:
Dolby Digital 5.1, Dolby Surround 2.0
Ekstra materiale:
The Naked Truth, Creating the Calendar, Slettede scener |
|
|
|
 |
Calendar Girls
| Det’ bare kvinder |
| |
Selvom det først og fremmest er i den uhellige profits navn, at vi nu får serveret et kvindeligt modstykke til Peter Cattaneos jævne blockbuster Det’ bare mænd fra 1997, er der trods alt også lidt at komme efter. Udover at servere halvnøgne midaldrende kvinder i bredformat, byder Nigel Coles Calendar Girls fra det samme små-bornerte England nemlig også halvdelen af vejen på god og dynamisk historiefortælling med en fin fornemmelse for at spidde det sentimentale med en spydig humor, der holder sig pænt i den sobre ende af skalaen.
"Kvinder i deres smukkeste alder"
Scenen er hurtigt etableret. Vi befinder os i den lille flække Knapely i Yorkshire i Nordengland. Ved de ugentlige møder i Kvindeforeningen er de to veninder Chris og Annie ved at gabe kæberne af led over foredragene om kagebagning og blomkålens historie. Da det kommer til beslutningen om motiverne til årets kalender falder valget på områdets smukke kirker. Det bliver der heldigvis lavet om på.
Kort inde i filmen dør Annies mand, John, af kræft, og i stedet for at sumpe rundt i sorgen over tabet til den frygtelige sygdom, følger filmen en positiv og livsbekræftende variant af sorgarbejdet. Til ære for John beslutter de to veninder at lave deres egen kalender, der skal vise byens kvinder i deres smukkeste alder, nøgne.
Klassisk britisk
Det er på en gang smukt, poetisk og livsbekræftende at følge de to veninders projekt. Spillet mellem især Helen Mirren og Julie Walters som Chris og Annie er både skarpt og sprælsk, og det står i stærk kontrast til de dydige naboer i landsbyen. Man overraskes også løbende af Nigel Coles dygtige og dynamiske håndtering af den efterhånden klassiske britiske komedie-dramaskabelon, der, i hvert fald siden Alan Parkers The Commitments fra 1991, har ladet de undertippede overvinde de mest ugunstige odds, mens melodramaets elementer afbalanceres af velkendt britisk ironi.
Forudsigeligheden tager førertrøjen
Så længe skabelonen følges, og Nigel Cole lader den ene skarpt skrevne passage tage over efter den næste går det endog rigtigt godt for filmen. Men mens historien lever stærkt i den første time, indtil kvinderne endeligt får gennemført kalender-projektet, er der ikke meget at komme efter i sidste halvdel, der virker som et underligt appendiks. Her tager forudsigeligheden for alvor førertrøjen, og det er på alle måder en træg omgang at overvære, hvordan succesen stiger Chris til hovedet, så hun glemmer både sin mand og sin søn, da der også er bud efter kvinderne fra Hollywood.
|
| |
| | (af -FAV)
Med kun tre indslag er ekstramaterialet hurtigt set. The Naked Truth fortæller på 15 minutter den virkelige historie om kalenderen og dens tilblivelse krydret med mange interviewbidder med de rigtige deltagere. Et fint lille glimt af den entusiasme, som har præget projektet.
Creating the Calendar tager fat på skuespillernes optagelser af nøgenscenerne, unægtelig lidt mere ligegyldigt, men de 6 minutter får givet indtrykket af, at overvindelsen for dem i forhold til at posere nøgne foran et kamera har været mindst lige så stor, som for den oprindelige husmoderforening.
Endelig runder fire slettede scener skiven af - ikke scener, man savner i filmen, men dog ganske underholdende - især den sidste, hvor Anthrax må lægge ører til salmen Jerusalem opført af kvinderne under deres ophold i Los Angeles.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Rikke
8-8-2009 15:45 | Jeg troede at det var drama - ikke en komedie? |
|
|
| |
|
|
