| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (70 stemmer) |
|
|
| | Billedformat: Anamorphic Widescreen 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 5.1, Dolby Digital 2.0
Ekstra materiale: Featuretter, trailer, musikvideo |
|
|
|
 |
Mona Lisa Smile
| Dead Poets Sorority |
| |
Det er ikke første gang i de senere år, at 1950’ernes hykleri og reaktionære tankegang udstilles på film. Som eksempler kan nævnes Gary Ross' følsomme Pleasantville fra 1998 og naturligvis Todd Haynes’ sublime gendigtning af All That Heaven Allows, Far From Heaven. Mike Newells seneste film, Mona Lisa Smile har samme ambitioner, men den virker sine steder for uforløst, og mange personerne er for klichéprægede til rigtigt at gøre indtryk.
 | Sammenstød mellem Kirsten Dunst og Julia Roberts' figurer Copyright: SF Film | Tænk selv Julia Roberts spiller Katherine Watson, en nyuddannet kunsthistoriker fra Californien. Hun rejser bort fra sin kæreste (John Slattery) for at påbegynde sin lærergerning på et af landets mest prestigiøse og konservative colleges, New Englands Wellesley College, hvor hun forventer at skulle undervise stræbsomme og dygtige unge piger. Og hun ser ud til at få sin bekomst, for en af filmens første scener er enhver undervisers mareridt: Den lektion som hun har forberedt er på alt for lavt et niveau, og pigerne håner hende. Men Katherine gennemskuer hurtigt, at pigerne er gode til at lære udenad, men ikke til at tænke selv. Venindekredsen Hun lejer fluks et værelse hos den frustrerede pebermø Nancy (en herlig Marcia Gay Harden) og lægger undervisningsstilen om. Hun åbner pigernes øjne for Picasso og Pollock – men lægger sig dermed ud med skoleledelsen. Det siger næsten sig selv at Katherine nu i bedste Dead Poets Society-stil skal ændre pigernes liv for evigt, og der er da også en del af filmen, der fra nu af er ret forudsigelig. Men helt som man venter går det nu ikke. For eksempel støder Katherine sammen med nogle af pigerne, der efter hendes smag er alt for opsatte på at blive gift i stedet for at udnytte deres evner, og dermed ofre en eventuel karriere på hjemmets alter. Den selvretfærdige Betty (Kirsten Dunst) står spidsen for kredsen, der også rummer den kiksede (læs: lidt buttede) Connie (Ginnifer Goodwin), den begavede Joan (Julia Stiles) og den udsvævende Giselle (Maggie Gyllenhaal), der bl.a. har haft en affære med skolens italiensklærer Bill Dunbar (Dominic West).
 | Dunst, Gyllenhaal og Goodwin - i et hyggeligt øjeblik
Copyright: SF Film | Skitser Filmen har held med uden at overdrive at genskabe et 1950’er-look bl.a. ved at vise glimt af gamle tv-programmer og reklamer – og den slutter med billeder fra en Levittown – om noget symbolet på konformitet. Til gengæld har den mindre succes med at give skuespillerne det rette udseende: Julia Stiles og især Marcia Gay Harden er fine, men Roberts ser ud som om en tidsmaskine indstillet på '2003' har teleporteret hende til 1950’erne. Hun er ellers forbavsende god i rollen som universitetslærer. Hun sekunderes af repræsentanter fra den nye generation af amerikanske skuespillerinder, men de går nærmest til spilde i deres små og klicheagtige roller. Julia Stiles har ikke meget at lave som den begavede studerende, der måske gerne vil drive det videre end til bare at blive hustru. Det lykkes Maggie Gyllenhaal og Ginnifer Goodwin at skabe sympati omkring deres nødtørftigt tegnede roller, men Kirsten Dunst er rent ud sagt elendig i en rolle, der kræver at hun skal veksle mellem pæn og perfid. Det første klarer hun fint, men det andet er rædsomt overspillet og lidet overbevisende. Hver gang hun skal spille ondskabsfuld, kniber hun øjnene sammen i et mislykket forsøg på at se gemen ud. Scenen, hvor hun grådkvalt peger på et billede af Mona Lisa og til sin reaktionære (og karikerede) mor spørger "Hun smiler, men er hun glad?" er også ganske pinagtig.
Svagheder De største svagheder i filmen ligger i dens mangel på vovemod og dens skildring af Katherine. Der synes ikke rigtig at være noget på spil for Katherine. Jo, vist misbilliger skoleledelsen hendes 'uortodokse' undervisningsmetoder, men hvor uortodokse er de egentlig, og hvilke konsekvenser har det for hende og eleverne, ud over at hun indkaldes til en civiliseret samtale med rektor (den statelige Marian Seldes)? Tag Dead Poets Society eller for den sags skyld den mere firkantede Drengene fra Skt. Judes, og se lærere, der for alvor kæmper for deres sag – med alvorlige følger for dem selv og eleverne. Det er som om filmen ikke tør gå linen helt ud, og den virker derfor som om den ikke helt kan leve op til sine egne ambitioner. Ydermere inviteres tilskuerne til at være på Katherines side, men faktisk er hun omtrent lige så lukket over for andres ideer, som de er over for hendes. Der er to situationer i filmen, hvor hun bliver fornærmet over at en kvinde efter moden overvejelse tager en anden beslutning end den hun havde tænkt sig. Mona Lisa Smile er lækker at se på og fortælletempoet fint, men budskaberne '1950’erne var konforme' og 'man skal forfølge sine mål' er leveret før – og bedre.
|
| |
| | (af - FAV)
Ekstramaterialet afspejler glimrende filmens pæne og polerede udtryk i de to væsentlige featuretter. "What a Woman Wanted" er et kig på 50'ernes kvinder, hvor filmholdet ledsaget af rigelige klip fra selve filmen kommer med mere eller mindre dybsindige udtalelser om den periode, de har forsøgt at skildre. "College - Then and Now" giver næsten sig selv - et tilsvarende glimt af college-livet i 50'erne.
Mere ligegyldigt er skuespillerindernes syn på kunst i den påtagede "Art Forum", hvor man kan høre Julia Stiles og Kirsten Dunst forklare, hvorfor både Mona Lisa og Jackson Pollock kan betragtes som kunst.
Endelig er der musikvideoen til Elton John-sangen "The Heart of Every Girl", som spiller under rulleteksterne samt en trailer for filmen. Og som en lille godbid kan nævnes, at de indledende trailers for andre titler fra samme distributør skifter alt efter hvilket sprog man vælger, når man sætter dvd'en i - så det er en let måde at følge med i, hvad der er på vej på dvd i Sverige, Norge og Finland.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
|